Bliv udsendt for Maternity Worldwide
Er du interesseret i at blive udsendt for MWW, har vi løbende brug for flere typer fagpersoner i projektområdet i Vest-Etiopien.
Obstetriker/gynækolog
MWW udsender jævnligt frivillige obstetrikere. En dansk obstetriker fungerer som støtte og aflastning af vores etiopiske obstetriker. Samtidig får begge parter god sparring og erfaring. Er du uddannet speciallæge i gynækologi-obstetrik og kunne du tænke dig at blive udsendt minimum 2 måneder, så skriv en kort, motiveret ansøgning vedlagt CV til info@maternityworldwide.dk.
Jordemoder og sygeplejerske
MWW ansætter jordemødre og sygeplejersker med henblik på at uddanne det lokale hospitalspersonale og dermed yde hjælp til selvhjælp. Disse ansættelser er af minimum 9 måneders varighed. Har en sådan ansættelse din interesse, kan du skrive en kort, motiveret ansøgning vedlagt CV til info@maternityworldwide.dk.
MWW har en målsætning om, at vores arbejde er baseret på evidens. Derfor er vores eget arbejde struktureret, så vi kan forberede vores indsats optimalt og lære af den. Vi har således tidligere udsendt studerende i Folkesundhedsvidenskab til afdækning af operationsresultater, livskvalitet efter en fisteloperation (artikel publiceret i BJOG 2009) og afdækning af præventionsbehovet (se rapport andet sted).
De omtalte stillinger bliver slået op her på hjemmesiden. Se undermenuen "Ledige stillinger". Er du interesseret i at blive kontaktet, når vi slår disse stillinger op, så send en kort, motiveret ansøgning vedlagt CV til info@maternityworldwide.dk.
