Efter en välbehövlig vila och sällskap med familj o vänner åkte jag åter till Gimbie i mitten av Juli.

Jag fick äran att bli hämtad av Kume och åka i den NYA bilen till Gimbie på bara 9 timmar och utan några incidenter! Det är regn period och landskapet är bördigt och grönare än det grönaste jag någonsin sett. Nyheterna på Svensk tv visade svälten och torkan i Etiopien men det är långt ifrån denna oas i West wollega. Här i Etiopien är nyheterna censurerade så ingen talar eller vet om situationen i söder!

3 månader återstår av mitt uppdrag innan den nya barnmorskan Clara från UK tar över.

Med ny energi kom jag till Gimbie och fick en välkomst cermony som jag sent ska glömma. Jag kände mig som om jag var en ”kändis”. Det var coffe cermony och all personalen kom och sa Bagan naagan Duuftan, Välkommen! Barnen stod på min trappa och dansade och sjöng, det var svårt att hålla tårarna borta.

Den nya Etiopiska doktorn kom också till mitt hus och sa välkommen och han överöste beröm över personalen på avdelningen. Han har tidigare jobbat på Black Lions hospital och inte ens där skriver de partogram. Men i Gimbie här har det börjat och de gör så gott de kan. Jag kände mig så stolt över personalen och jag kunde inte hejda mina glädjetårar.

Under coffe cermonyn blev det akut kejsarsnitt och det var med stolthet jag såg hur personalen kommunicerade med varandra. Alla visste vad de skulle göra och allt slutade lyckligt. På OB ser det också rent ut och det är ordning och reda i skåpen. Den nya förlossningssängen är på plats, kunde varit bättre kvalité men bättre än tidigare i alla fall.

De första 2 veckorna ägnade jag åt undervisning om Antenatal care, ANC. Doktor Camilla Ducker från UK var här och då hon bara kunde stanna 1 vecka fick Sileshi och jag hålla i det hela. Dr Camilla Ducker berättade också att motorbike ambulanserna nu är beställda och fraktas från Sydafrika. Dessa kommer att hjälpa Health centerna enormt då de då har möjlighet att transportera en gravid kvinna om det uppstår komplikationer.

Jag har också vid 2 tillfälle varit i Nkemte en stad 150km bort för att hämta medical supply till de olika Health centerna men båda gångerna har vi fått åka tomhänta hem. Det är mycket byråkrati och turer runt detta. Jag försöker att inte bli frustrerad för det tar för mycket av min energi! Det har också varit lite oroligt här med rånarligor längst vägarna så jag har varit lite nervös då vi kört eftersom jag haft 80000birr i min väska, men som sagt allt har gått bra.

I början av Augusti anländeden Danske Dr Morten Hedegaard med sin familj. Under 1 månads tid skulle han hjälpa till med evaluering av den trainingen vi haft på de olika HC. Dock blev det lite annorlunda. Samma dag som Dr Morten kom sa den Etiopiska doktorn att nu slutar jag? Det blev lite förvirrande men Dr Morten redde upp situationen genom att bli on call hela tiden.

Vi fick nästan omgående göra ett kejsarsnitt på en patient som hade bad obstetric history med 2 döda barn, nu blev det fetal distress och liten progress så dr Morten började direkt med ett kejsarsnitt. Allt slutade lyckligt, mor och barn mådde bra.

Dr Mortens dotter Mette, var här för att göra ett projekt då hon är medical student. Det handlar om Wire less mothers. Jag och Sileshi hjälpte henne med detta genom att åka ut i de 4 byarna Homa, Haru, Nole och Genji och intervjuade 30 kvinnor/ by. Det var nya erfarenheter för mig då några av intervjuerna var inne i deras hus och det var spännande att se hur de bodde.

De dagar vi inte varit ute i byarna har jag varit på avdelningen och deltagit i Dr Mortens ronder. Morten älskar att undervisa och det är roligt att se när han försöker vända ut och in på sig själv för att förklara vad han menar för studenterna. De är inte så vana att någon tar så bra hand om dem. Dr Morten har undervisat ALLA, det har knappt gått att få stopp på honom. Men personalen älskar honom och tar tillfället i akt att suga åt sig hans kunskap.

Han skulle visa oss hur man vänder ett barn från säte till huvud. Innan min kamera var på hade han redan vänt barnet till huvudbjudning och mamman hann ej uppfatta att det redan var klart. Det var snyggt gjort.

Jag har ätit en del kvällsmat tillsammans med Dr Morten och hans familj, en kväll tog han fram en hel påse med saker till mig! Det var choklad och lakrits från Dr Thea! Jag älskar ju choklad och åter blev jag rörd och fick tårar i ögonen. Sen var där en massa annat smått o gott både till mig och patienterna. Ja, jag har mött så många trevliga danskar under min tid här och Mortens fru Birgitte har också erbjudit mig ”lusa kamning” då barnen som kommer till vår trappa är fulla av löss, men jag tror det har slutat klia.

Några kvällar försökte jag och Morten få till en plan hur vi skulle utvärdera den training jag o Sileshi haft på de olika health centerna. Det var inte helt lätt då Morten ständigt var on call, men jag tycker vi fick till det bra i slutändan.

Vi kunde komma ut till de 4 Health centerna och intervjua både health officer på varje ställe och personalen som deltagit i trainingen. Morten sa att vi också kunde intervjua några som ej varit med i trainingen och det var ju intressant för här syns tydliga skillnader. Jag kan väl skriva att de som deltagit i trainingen klarade vår test medans de som inte deltagit hade skrämmande dåliga kunskaper. Men mer om detta får ni läsa i den rapport som vi ska sammanställa innan jag åker hem till Sverige. De flesta Health center har blivit bättre men på Homa Health center var det så rent och snyggt att man blev helt rörd, de har verkligen förbättrat sina hygienrutier.

Vi hade önskat att vi kunde levererat equipment och medical supply till de olika Health centerna innan intervjuerna. Men så blev inte fallet. Däremot kunde vi ge dem de Dopplers att lyssna på fosterljuden med som Jordemor Marie har donerat efter en insamling bland vänner. Även här har byråkratin gjort att det tagit flera månader innan vi har fått tillstånd att dela ut dem!

När vi körde till den tredje intervjun i Genji, 60km så kom ett stort följe på vägen. Jag sa att vi måste kolla om det är en gravid och det var det. Hon fick följa med i bilen och då slapp hon ligga på en trä bår några timmar till. Efter några timmar kunde vi hjälpa till med en Kiwi klocka pga fetal distress. Mor och barn mådde sedan bra. Efter alla intervjuer så skulle vi hemåt och då liftade en kvinna med stora prolaps problem med oss till Gimbie. Hon blev opererad 2 dagar senare och allt gick bra.

Det händer alltid spännande saker då vi är ute. På sjukhuset har Dr Morten varit inblandad i 6-7 tvilling förlossningar. En var pre term och pojkarna var små och gick inte upp i vikt. Men mamman var ledsen och ville hem. Då de varit på sjukhuset i nästan 2 veckor så tillät Morten dem att åka hem. Jag föreslog att vi kunde åka på hembesök 3 dagar senare då vi ändå skulle passera kvinnans by. Sagt och gjort. Där kom vi körandes på en väg som jag inte kan kalla väg men vi kom fram. Denna glädje då kvinnan kramade om Dr Morten och visade upp sina barn fick mig åter att få tårar i ögonen. Vi hade med en våg som jag hittat på kontoret, det var inte helt enkelt att mäta vikten men det såg ut som om de gått upp i vikt till 1,8kg var! Hurra.

Tänk här är vi på landsbygden i Etiopien, Dr Morten har räddat kvinnan och barnen genom kejsarsnitt på sjukhuset och sen kommer vi på hembesök, helt fantastiskt. Det känns att MWW gör skillnad varje dag.

Doktor Morten och hans familj har nu åkt hem. Åter står sjukhuset utan obstetriker/gynekolog. Det är tydligen svårt att hitta en Etiopisk doktor. Den närmsta veckan får vi hjälp av en kirurg som heter Dr Arega men det är ändå många beslut och saker som hamnar på MWW´s barnmorska dvs mig.

Det är hårt och svårt men jag tänker på vad Dr Tekleselassie skrev i ett mail till mig – ”Du kan bara göra så gott du kan, don´t cry Monica”.

Nej, jag ska inte gråta över frustation och hårt arbete. Numera gråter jag mest över den glädje jag kan känna inom mig när personalen säger att de känner att de fått bättre självförtroende och kunskap som de kan använda till att rädda kvinnor och barn!

Kram Monica

Nu har det gått en månad sedan jag kom till Gimbie. Liksom mina föregångare har jag mött detta fantastiskt vackra skiftande landskap på en svindlande färd från Addis till Gimbie. Överallt möts jag av vänliga, nyfikna och leende människor. Jag heter Monica Rosén och har kommit för att arbeta som barnmorska via MWW under 1 års tid.

Fanayes son ”Charlie”

I Juni 2010 var jag på den Nordiska Jordemor kongressen i Copenhagen och där hade jag äran att träffa Illa o Anne som berättade om MWW`s arbete i Gimbie. Som barnmorska har jag alltid velat åka iväg o bidra med mina kunskaper för att göra skillnad för de kvinnor som föder barn utan medicinsk expertis vid sin sida. Därför är jag mycket glad o stolt att jag fått möjligheten o förtroendet att arbeta för MWW i Gimbie. (Trots att jag bor på andra sidan Öresund) Här gör man skillnad varje dag!

Jag hade också det stora nöjet och möjlighet att skolas in i de dagliga rutinerna av Marie som nu åkte hem till DK. Hon har varit min livlina o bollplank mina första tre veckor här och jag är henne djupt tacksam även om jag ibland ryckt lite väl hårt i linan och sparkat våldsamt på planket! Tack du goe vän! Hon har lärt mig dagliga rutiner som att koka kaffe, ta en öl på Green bar, handla vatten till att jaga någon som kan köpa sanitory pads eller ta hand om en eklampsi patient, blödning eller ett barn som behöver hjälp i starten! Intrycken har varit många och frustationen har varit stor då resurserna på material här är mycket bristfällig. Sedan Marie åkte den 10 November har det varit mycket turbulent och många och sjuka patienter på avdelningen så jag har önskat många gånger att hon åter var här hos mig! Men de senaste dagarna har jag fått lite andrum så nu vill jag dela med mig lite till er som läser detta hur en av mina turbulenta dagar har sett ut.

Min roll som barnmorska här ska vara lite typ coordinator. Se till att arbetet flyter på, fördelar patienterna, är behjälplig och assisterar personalen v.b. Även training i ALSO m.m. ingår i mitt uppdrag. Marie har arbetat mycket hårt här o jag försöker arbeta i hennes fotspår, dock kommer mitt uppdrag att se lite annorlunda ut nu när vi har NGO licens. Det kommer att bli mer training riktat mot de fyra Health Centers o jag hoppas också att det ska bli genomförbart trots den höga arbetsbelastningen. Då den Etiopiska personalen har mycket tuffa arbetsförhållanden och ingen ersättare vid sjukdom m.m är det svårt att inte erbjuda sin hjälp, men jag måste tänka på vad mitt uppdrag är och satsa på det för annars blir det inte möjligt om jag ska jobba och täcka deras schema här!

”Efter två dagars mulna morgnar var det åter dags för fin soluppgång o kaffet intogs på altanen före jobbet. Jag tänkte att måtte dagen bjuda på någon normal förlossning efter de senaste dagarnas komplicerade fall! Varannan dag på kvällarna försöker jag springa i trapporna vid nursing school. Efter 10 ggr är du väldigt trött men man har rensat huvudet från dagens arbete så det är effektfullt. Dr Anette rekommenderade mig att springa innanför staketet, annars har man hela Gimbies barnaskara efter sig! Jag har dock ett supporter gäng efter mig även innanför grindarna, men det är ok, de hejar på mig o springer med!

Jobbade med Diribie o Silechi. Under dagen försökte jag säga att man kan göra saker på olika sätt men Sileshi blev helt förskräckt när jag tänkte spola en venflon genom den gröna luckan! Han använder en kanyl o spruta o tar den genom gummislangen som är kopplad till veflonen.

Vi hade en normal förlossning med klart fostervatten för en gångs skull och den ledde till en bra diskussion. Jag försöker försiktigt lägga fram vikten av skin to skin vid förlossningen. Inte bara pga amningens fördelar för den har de inga problem med här! Men att hålla värmen, andning o b-glucos nivåerna m.m. Men det är inte lätt! Trots att två barnmorskor varit här före mig så läggs barnet upp på en handduk på mors mage och mycket snabbt klipps navelsträngen, barnet tas till barnbordet för vägning m.m. Även om de vet att WHO rekommenderar och belyser vikten av skin to skin så är det inget man följer här.

Mycket frustrerande för mig som har detta ämne varmt om hjärtat. Men jag fick igång en bra diskussion mellan barnmorskorna o Skilled Birth Attendants,SBA. Men en anledning till att de gör så är såklart att de flesta barn behöver sugas pga mkt mekoniumfärgat vatten, men de säger också att mammorna inte vill ha barnet hos sig!

Där var några fall till att ta ställning till och när jag tyckte läget var under kontroll kom en Primipara som fött ett dött barn hemma. Några män kom bärande på en kvinna liggandes på en hemmafixad bår. Det var blod överallt men hon var vid medvetande. Placenta var kvar och när vi fick över henne på förlossningssängen kunde jag via CCT få ut placenta efter lite Oxytocin IM och IV dropp. BP 70/45. (I början var jag förskräckt av så lågt BP, men om de normalt har 90/55 så är det ju inte så farligt!)

Jag gick rond på avdelningen med dr Teklei. Hanna(Headnurse) var ledig så jag var lite nervös hur det skulle gå utan henne. Men jag fick hjälp med ordinationsboken o det mesta var på Engelska så det gick bra. (Vissa dagar är ronden bara på Oromiffa, lite svårare för mig!)

Här var en kvinnan med IUFD som inte har fött trots diverse igångsättningsförsök de senaste 4 dagarna, hon skulle nu få en KAD. Jag fattade inte först vad Dr Teklei menade men han tog alltså en vanlig urinKAD och efter mycket letande efter ett spekulum så satte han in KAD i uterus, fyllde den med 50ml vatten NS (vi som brukar kuffa med 7-10ml) och den sprängdes ej, så vips hade vi en ballong KAD o en mekanisk induktion var ett faktum. Fiffigt, ja han kan den där Dr Teklei.

Sen undersökte han Sileshis patient och sa att det var en asyklitism o tog hål på hinnorna, klart vatten för en gång skull. Jag förstod som om vi skulle ge det en chans men när Dr Teklei gått sa Silehi att jag skulle hjälpa honom o förbereda för sectio. Jag det är ingen rak kommunikation här precis och det är en annan läkar-barnmorske kommunikation än vad jag är van vid!! Men allt gick bra, det blev en Ira (pojke) tjockis på 3,9.

Diribie höll på med en induktion, patienten hade jätte ont. Efter lunch satt jag mycket hos henne. Jag kokte vatten som jag hällde i en värmekudde och la på patientens rygg. Det är som Marie noterade att de Etiopiska kvinnorna har sin ryggsmärta högre upp än vad våra Skandinaviska brukar klaga på. Intressant! Diribie undrade varför hon hade en värmedyna, vi pratade runt smärtlindring och hon log så fint mot mig. Här är de vana att lida, inte lindra. Men sen tog jag en värme dyna till och la på Dibiries rygg och hon tyckte det var fantastiskt skönt!

Man får verkligen arbeta med händerna här. Följa värkarna, följa föregående fosterdels nedträngande med Yttre palpation. Och när det är en induktion med Oxytocin i dropp utan droppräknare är det ju mycket viktigt att vara vid patientens sida hela tiden så att man har koll på förloppet! Det var fina f-ljud hela tiden.

Sen kom en patient med blödning o Sileshi hade informerat Dr Teklei som skulle komma. Vi satt på en binda o avvaktade. Det kom inte så mycket blod o uterus var mjuk utan kontraktioner. Praevia? F-ljud ok till en början men sen hördes bradykardi episoder vid 2 tillfälle (avlyssnade både med trätratten o dopplern. Ringde ånyo Dr Teklei för hans kännedom. Satt IV line o NS. F-ljuden hämtade sig o hon hade få –inga kontraktioner. Avvaktade

Vid 4pm var induktionen fullvidgad o caput syntes, dock föregående fosterdel, huvud högt upp, -3! Mekonium färgat vatten men f-ljud ua. Patienten fick ligga på sidan o ombads avvakta krysta. Ville att Dr Teklei skulle bedöma nivån då det var svårt pga caput och ta ställning till om det var möjligt att lägga VE. Ringde ånyo Dr Teklei och han var på väg men var lite utanför byn. F-ljuden var ju bra så vi skulle avvakta hans ankomst.

Då Dr Teklei var på väg o jag inte kunde göra mer i detta läge gick jag hem för att ta min tur i trapporna. När jag sprungit 5ggr så såg jag Abbebich, SBA som börjat jobba kl. 5pm stå o vifta. Jag tänkte varför vinkar hon så. Jag hade IPOD på så jag sprang mot henne o stängde av musiken. (Miss Li, Oh boy ”).

-Kom o hjälp oss, en patient har kommit in o hon krampar, doktorn har inte kommit men vi har fått ordinationerna! Hjälp!

Springer nu flåsande (med betoning på flås!) upp mot tredje våningen för MgSO4 2mmol/ml är slut på avdelningen så jag måste hämta nytt i MWW förråd. Åter ner på avdelningen och bakom draperiet fullt ståhej. Jag börjar med att blanda 4ml Mg+0,5ml lidocain i 2 sprutor (2g) vardera. Och sen ger jag det IM i vardera M. gluteus. IV line in, Bltr 180/130 ger Hydralazin 5mg IV, saturation 95 avvaktar O2, puls 136. Andas själv, kad in, Patienten vaknar till efter Mg är mycket arg och desorienterad. Lugnar sig lite, lyssnar på f-ljud ok! Bestämmer att kolla PV o hon är fully dilated station +2, VE kan läggas men jag väljer avvakta lite till så BLTR kommer ner lite. Nästa BLTR 170/120, 170/115. Upprepar Hydralazine BLTR 170/105. Var är dr?

Jag har tagit fram O2, svalgtub, mask o blåsa om vi skulle behöva.

Jag är mycket glad att Marie o jag hade ett eklampsiianfall ihop när hon var här för det är mycket annorlunda än mot hemma! Där bara trycker man på en knapp o så har man alla professionella människor runt sig. (Hjälp jag vill ha alla dem här nu!)

Mitt i detta kaos har vi också patienten med caput mot bäckenbotten som nu ligger o skriker o vill krysta. Ber någon lyssna på f-ljud och de är ua.

Patienten med blödningen ligger sidan om hon som krampar och ser helt chockad ut. Någon lyssnar där o f-ljuden är lyckligtvis bra även där och ingen synlig blödning i bindan!

Mitt i allt detta kommer en patient till o Sintayu lyssnar av o hittar inga f-ljud, övriga kontroller ua, jag säger hon får vänta där ute eller komma imorgon! IUFD, helt galet.

Då kommer vår räddning, dr Teklei! Vi har ju förberett allt o han försöker lägga en klocka där i ”mjuk” sängen men det går ej. Patienten har vaknat till lite men ter sig förvirrad. Dr Teklei säger hon får gå in till förlossningsrummet. GÅ? Ja. Vi asar in henne o får upp henne i sängen han lägger en KIWI, den släpper o jag ber de ta fram en ny o det blir lite missförstånd. Dr Teklei dirigerar personalen och när han lägger på den nya KIWIN o drar börjar patienten åter krampa, vilken kalabalik. Jag står vid huvudet håller fria luftvägar men hon biter ihop, får in en svalgtub och nu börjar hon bli riktigt blå. Dr skriker efter O2 o saturationsmätaren som vi hade förberett så fint i andra rummet + att jag säger ge mig mask o blåsa. När allt är på plats är hon mycket blå! Börjar ventilera och får ordning på det hela efter en stund är O2 96% och jag har fått ordning på grejorna. Dr Teklei lägger nu en tång+POS o får ut barnet som skriker efter en stund!!

Nu ordineras Stesolid för hon krampar till igen och så avvaktar vi suturering tills patienten är stabil.

Nu vill man ju bara hämta andan lite men Dr Teklei är nu igång med en VE på den andra kvinnan med den stora caputen. Det slutar med POS o tång även här, atoni och en dålig baby. Trodde faktiskt det skulle bli sectio men det är en Primipara och i första hand kommer mamman och det är ej att föredra med sectio med tanke på risk för uterus ruptur vid nästa graviditet. Vi jobbar med barnet o rensuger med hjälp av laryngoskåpet, därefter ventilering en stund o faktiskt tar sig barnet. (Efter 4 timmar sög detta barn på mors bröst trots värsta huvudform och O2 på grimma!) Atonin stoppades med massage, Oxytocindropp och Cytotec.

Mitt i allt detta säger Dr Teklei att nån måste ta en filt till mamman med eklampsi, han tänker på allt!

Sen kontrollerades patienten med blödningen med ultraljud och det var ingen praevia och f-ljud ua. Kvinnan med IUFD fick återkomma på morgonen för igångsättning.

Detta en nog en av mina mest ansträngande joggingturer nånsin! För under hela denna cirkusen står jag i mina Craft byxor o tröja, IPOD o stetoskop runt halsen! I slutet kom nån med ett plastförkläde som knappt nådde ner till mina lila PUMA joggingskor! Kan bara säga att det är bra material i dessa kläder för jag blev varken blöt av min egen svett eller av blodet och fostervatten som var överallt!

Ja, arbetet här är långt ifrån den verklighet som vi har där hemma. Men om vi tränar att samarbete med alla berörda parter kan vi säkert göra stora skillnader, ännu större än idag. Och nu när vi fått NGO licens och kan verka ute på de olika Health Centers så med training kan kvinnorna få hjälp i ett tidigare skede. Min första stora utmaning blir att göra en bedömning på vardera Health center o kartlägga behovet av training o equipment. Detta arbete startar i mitten av december o i januari är det tänkt att jag ska ut o starta upp ett training program.

Men vägen dit är lång o det tar tid och jag måste bo o arbeta mig in i denna kultur innan jag kan bidra till förändring. Nu ska Tea den Danska doktorn komma hit o det ser jag framemot o tillsammans kanske vi kan få till stånd några policys som skulle göra arbetet betydligt enklare för all personal o framförallt säkrare för alla patienter!

Avslutar med en solskenshistoria för de finns även här. I veckan har pappan till den gosse vars mamma dog efter förlossningen kommit och hämtat hem sin son! Personalen fällde faktiskt tårar och jag instämde och lät också mina tårar flöda. MWW kunde skicka med kläder, filt och NAN till pojken.

30.maj 2011

Afrejste fra Thisted banegård kl o6.58 (orange billet ialt 149 kr). Turen til København gik fint. Jeg mødte Susanne Christau på hovedbanen og fik tilføjet navleklemmer, en masse sutureringsmateriale (vicryl ) og børnestetoskoper. Rart at se hende og tale med hende. Tog øresundstoget videre ud til Kastrup, hvor ventetiden føltes lang. Lidt rod med check-in, da det nu var SAS der skulle flyve fra Kastrup til Heathrow, så jeg kunne ikke få boardingpass fra Heathrow til Addis, før jeg kom til Heathrow, men bagagen blev checket ind helt til Addis. Mens jeg ventede på flyet, så jeg at afgangstiden blev ændret til 50 min senere end oprindeligt, og jeg blev bekymret for, om jeg ville kunne nå flyet til Addis, kun oprindeligt 1½ time til at skifte. Nå men vi kom endelig i luften 1 time forsinket. Årsagen var at et køretøj på landjorden i Rom var kørt ind i det fly, vi skulle være fløjet med, så det var blevet beskadiget, og der måtte skaffes et andet, som så var blevet forsinket. Undervejs blev jeg kontaktet af cabinepersonalet om, at jeg mod slutningen af flyveturen skulle flyttes op i buisness class, så jeg hurtigt kunne komme af flyet for at nå næste fly. Jeg fik at vide, at der ville stå personale til at møde mig, og at de ville have boardingpass parat, så det skulle nok gå, men om bagagen kunne nå at komme med var lidt mere usikkert. Vi landede og jeg LØB. Ingen til at møde mig og vise vej, sikkerhedscheck undervejs og en meddelelse om at gaten snart ville lukke. Heathrow er enorm og skiltningen dårlig, men jeg fandt rette vej og stod ved gaten 15 min. før planlagt afgang. Men lige lidt hjalp det. CLOSED! Og ikke flere ledige pladser. Dette foregik i terminal 3. For at komme videre med hvad så, skulle jeg tilbage til terminal 1, en næsten håbløs opgave, som tog rigtig lang tid. Endelig var jeg ved British Midlands counter. Her fik jeg så at vide, at der allerede var booket billet til næste dag til Addis via Frankfurt med Lufthansa, men for at få overnatningen klaret skulle jeg gå tilbage til terminal 3!!! Min fortvivelse var efterhånden til at tage og føle på, men heldigvis kom en ældre herre ind fra bagkontoret og gav mig råd om bare at finde et hotel, og så præsentere SAS for regningen næste dag, da han mente de allerede var gået hjem for dagen. Han var franskmand og talte engelsk som i Alo alo serien, så det gjorde jo det hele lidt morsomt. På min opfordring ringede han over på SAS kontoret, først for at høre om de stadig var der, hvilket de var, og dernæst fik han ordnet med hotel og forklaret mig om bus dertil og pris på bussen. Mens jeg stod ved vekselautomaten for at få Pund, kom han forbi og sagde, han var på vej hjem og gerne ville vise mig ned til bussen. ”It is a litlle confusing here” som han udtrykte det.Ja mon ikke! Jeg nåede frem til hotellet ved 23 tiden (engelsk tid, 24 dansk tid)og nåede at sluge et aftensmåltid, som indgik i ”erstatningen”. Megen søvn blev det ikke til. Jeg var dels oprevet og dels bange for at sove over mig og så ikke nå flyet til Frankfurt. Lidt søvn blev det dog til og morgenmad, som var ret så flot og omfangsrig, min appetit dog noget sparsom. Havde fået givet besked til Monica om forsinkelsen efter en del vanskeligheder.

31.maj 2011

Afgang fra Heathrow kl 9 til Frankfurt. Herligt at flyve med Lufthansa, hvor tingene fungerer, og der er fin service. Afgang fra Frankfurt til tiden med fin forplejning hele vejen. Ankomst til Addis kl 21 helt som planlagt. Flyet havde kun været halv fyldt, så det gik rigtig pænt gennem emigration, og min spænding var helt i top med hensyn til min bagage. Jeg frygtede, at den ikke ville være fulgt med omdirigeringen. Og ganske rigtigt: Ingen kuffert. Så jeg måtte hen til klageskranken og udfylde læssevis af papirer. Alt imens vidste jeg, at Kume ventede på mig. Bare ØV. Efter 1½ time var jeg klar til at gå videre, og der ventede ikke bare Kume men også Monica. Dejligt med gensyn med dem begge. Vi kørte til Ghion hotel og fik sct.George øl sammen alle 3. Kume gik ret hurtigt, en hård kørselsdag ventede ham. Monica og jeg snakkede længe, delte siden værelse. Det kneb dog med at sove ved tanken om den manglende bagage, og hvad jeg nu skulle stille op.

1.juni 2011

Vi stod tidligt op og fik den uinteresante morgenmad på Ghion, hvorefter jeg begyndte at arbejde på bagage-problemet. Det lykkedes ikke at komme igennem på det opgivne telefon nummer trods adskillige forsøg. Mosisa ringede og foreslog, at Kume kørte mig ud i lufthavnen. Som sagt så gjort. Men ingen bagage ankommet med morgenflyet! Vi kørte tilbage til cafeen, hvor Mosisa og Tekle var. Dejligt gensyn med dem begge og en god debat om, hvordan vi kunne løse problemet. Beslutningen blev, at jeg skulle køre med til Gimbi lidt senere. Men inden da skulle den nye kontrakt underskrives om microlån til landsby projektet, og Tekle og jeg skulle være vidner, dog var det kun Tekle der skulle skrive under. Mosisa siger, det er et stort fremskridt. Jeg har endnu ikke læst kontrakten, men ser frem til det. Vi drog af fra Addis omkring kl 9 efter at have hentet min håndbagage på Ghion. Monica var dårlig af diarre.

Turen gik fint det første lange stykke af vejen. Herligt at være i bil med mine tre yndlings etiopiske mænd, Kume, Mosisa og Tekle. På et tidspunkt begyndte Kume at lytte efter en ny mislyd, og efter lidt tid gjorde vi holdt, og Kume måtte skifte ”bremsebakker”, eller hvad det nu hedder, de gamle slidt helt ned og det ene hjul var godt varmt. Nå men hvad gør det, når man har en mand som Kume med sig? Problemet blev ret hurtigt løst, men vi havde mistet tid, og det er farligt at køre i mørke i Etiopien, så en overnatning i Nekempt blev planlagt, men hotellet var fuld-booket, så vi måtte liste videre i mørke. Føj hvor er det væmmeligt og farligt, men vi kom sikkert frem ved 20-tiden. Så lige ind med det lidt bagage jeg havde med og derefter op i byen til lidt mad og et par øl med Mosisa, Tekle og Teddy. Jeg var enormt træt, men huset var så fint forberdt til min ankomst af Monica, så jeg kunne hurtigt finde sengen og sov fint, selvom lugten af loppegift var lidt heftig.

2.juni 2011

Jeg havde planlagt et morgenbad, men ak og ve der var hverken el eller vand, så det måtte udsættes. Mødte småsnavset op på arbejde i Monicas lidt for store tøj. 2 fødende. Gemellimor i uge 35+2 andengangsfødende angiveligt ingen hjertelyd hos tvilling B. Førstegangsfødende med vandafgang og småveer også angiveligt kun i uge 35+nogle dage. Dejlig stuegang med Tekle. Mange kvinder med sectio. 1 med noget som lignede en af de ækle baggårdsaborter, men hun nægtede pure at det var tilfældet. 1 med blødning og infektion efter fødsel af intrauterint dødt foster i underkropstilling, hvor det havde været nødvendigt at lave craniotomi på grund af fastsiddende sidstkommende caput med maceration. 1 med tidligere fistel og nu længdesnitskejsersnit. Flere andre, som jeg ikke husker. Efter stuegang var jeg med Tekle til scanninger, som viste at begge tvillinger var sprældlevende, og at der var en del retineret væv hos kvinden med det macererede barn. Ud over at arbejde på fødegangen, havde jeg også travlt med at ringeom min bagage, og endelig ved middagstid var der bid. Kufferten var ankommet til Addis!! Så var det bare, hvordan den skulle komme fra Addis til Gimbi! Jeg mødte Asheber, som mente at han måske skulle til Addis snart for at hente medicin til sygehuset, og han ville gerne hjælpe, men sagde at gamle Mark (i øjeblikket sygehusdirektør) skulle spørges, og at det nok var Girma i Addis, der skulle hente kufferten. Mosisa udfærdigede et meget officielt udsende brev med bemyndigelsen, og jeg gik til Mark, som helt bestemt ikke var særlig positiv eller hjælpsom i sin holdning, men han indvilligede dog og sagde, at der ville blive kørt til Addis søndag eller mandag, hvis sygehuset havde pengene!! Kl 12.30 gik jeg til frokost godt træt og ør i hovedet. Den førstegangsfødende havde ret ondt, men ingen tog sig særlig meget af det. Tvillingemoderen var flyttet ind på afdelingen. Efter frokost var der tomt både i ”verum” og på fødestuen. Den førstegangsfødende havde født kl 12.45!!! Desværre havde jeg været lidt for træt til at sørge for at der blev taget navlesnorsblod til rhesustype på barnet. For første gang var der sørget for anti-D til moderen. Dette arrangeret af Monica Barlow. Den fødende kvinde havde været hushjælp hos Monica og var kommet til Gimbi for at være hos Monica, da barnefaderen var rejsende af en eller anden art. Altså måtte det lille nyfødte barn stikkes for at fastlægge Rh-type. Anti-D injektionen koster 1200 birr, så den skulle bestemt ikke bruges hvis ikke det var nødvendigt, eftersom det var pigen selv (med hjælp fra Monica) der skulle betale. Barnet var rhesus +, og jeg fik lejlighed til at undervise laboranten i at tage hælprøve på en nyfødt, samt forklare hvad immuniseringen går ud på. Den stakkels tvillinge-gravide var meget forpint, men det hjalp med rygmassage, varmedunke og diclofenac-injektion. Gik træt hjem og nøjedes med 1 avocado og 1 mangofrugt til aftensmad. Fik et pragtfuldt langt varmt bad. Tidligt i seng og en fin søvn selvom tanker om kuffert ind i mellem vækkede mig.

3.juni 2011

Vågnede ret så udhvilet og nød min første kop kaffe i huset. Det var også den sidste indtil Tadilu skulle komme med ny forsyning. Kaffeprisen er gået op til 88 birr pr kg, næsten en fordobling fra sidst. Mødte op på afdelingen til vanlig kl 8-tid. Sintayhue havde haft en fødsel om natten, vacuum extractor på grund afpåvirket hjl og ringe fremgang. Stort barn på 4200 g, lidt lave apgar men rettet sig pænt. Tvillingemoderen fra igår lå og skreg bag forhænget og kl 6 havde expl. angiveligt været uændret 3-4 cm. Jeg bestemte mig for at undersøge igen, før jeg ringede til Tekle om plan. Orificium udslettet og hindeblære på BB. Super. Ind på fødelejet. Kl 8.30 vanafgang. Kl 8.37 fødes tv.A i regelmæssig baghovedpræsentation, pige på 2500 g, hurtigt fuld apgar. 8.41 fødes tv.B i ufuldstændig sæde-fodpræsentation, initialt uden respiration, slap, men retter sig pænt efter sugning, ventilering og hjertemassage, pige 2100 g. Således alt vel. Fik vist Hana, Beshatu og Dribie hvordan man tager NS-blod fra til type. Stuegang med Tekle hvor mange udskrives og kvinden med retineret væv får udskrabning af mange hinderester på fødestuen uden den mindste smule bedøvelse. Møder Dawid (Bashatues mand) oppe på overetagen. Det viser sig, at han nu arbejder der. Dejligt gensyn!!

4.gangsfødende, som har været indlagt siden 30.maj får sat S-drop, da blødningen fortsætter og graviditeten kun er 18 uger. Sidst på eftermiddagen er hun forpint, kaster op og har afføringstrang. Jeg vover at explorere. Desværre kun passabel for 1 finger, så hun kommer på toilet. Tvilingerne blir lagt til brystet i løbet af dagen, men får også Nan, som jeg får Fayisa til at indkøbe. Går hjem kl 15.30 og planlægger tur op på indkøb, men nyder først en fin eftermiddagsstund på terassen. Om eftermiddagen møder jeg også Birhanu og lykønsker ham med brylluppet. Han siger, at han gerne vil have, jeg er her sidst i september! Altså fruen er med barn. Jeg kan desværre ikke love, jeg er her, men føler mig selvsagt beæret af tilliden. Efter en dejlig stund der hjemme går jeg på indkøb. Tager hele turen op til markedet. Møder ret tæt på sygehuset en kvinde, som jeg har født med sidste år. Hun sælger ristede majskolber og giver mig et stykke. Hun vil ikke have betaling. Majsen smager pragtfuldt. Får købt store chilier, æg, toiletpapir, tændstikker og telefonkort. Dejlig tur i Monicas for store bukser og vandrestøvler. Hilser på Hana, følges med sød pige, der siger hun arbejder på sygehuset. Går ind på afdelingen for at hilse på Abebech og Tsedale. Meget hyggeligt. Herlige varme kvinder. Jeg er noget plaget af hoste og gider ikke lave mad, så aftensmaden består af en avocado og en mango-frugt.

4.juni 2011

Natten har været vild med lyn, torden og skybrud og her til morgen styrtregner det stadig. Jeg har fået min første bananhavregrød. Har en rigtig træls hoste, som også har holdt mig vågen en del af natten. Går på afdelingen kl 8 som vanligt. Der er helt stille. Ingen fødende. Abortkvinden kvitterede kl 21 og siden har der ikke været noget. Tvilling B har været lidt dårlig om natten, er blevet varmet op og har fået ilt. Ser OK ud fra morgenen. Jeg rydder lidt op og sludrer med Diribe, Sintayhue og Rachel. Går hjem kl 10.30 og møder Iyob på vejen. Han ser godt ud.

Søren ringer og lyder til at have det godt. Dejligt med kontakt hjemtil.Eftermiddagen går med 2 lange vandreture i byen. Først går jeg ned til Kumes byggeri. Det er blevet indhegnet, og der er fremskridt. Jeg tager nogle billeder dernede også med nogle små børn på. Efter at være kommet lidt op ad bakken igen kommer en fyr som ihærdigt bliver ved med at tale til mig på nærmest uforståeligt englsk. På et tidspunkt siger han noget om fotoes af Kumes sted. Jo man blir iagttaget hele tiden. Kume hører til mit velbefindende på SMS, og jeg må erkende, jeg føler mig lidt ensom, men har det OK. Pragtfuldt vejr hele dagen efter regnen var ophørt, så jeg har fået lidt sol. Efter gåturen i Monicas noget for store tøj nød jeg at læse lidt på terassen og siden på sofaen. Til aften kom Kume farende forbi med besked om, at han var blevet kontaktet af Ethiopian Airlines, at de under ingen omstændigheder vil udlevere min kuffert til andre end mig personligt, så jeg må tilbage til Addis. SUK. Måske kan jeg køre med Asheber i hospitalets bil, ellers må jeg med bussen. Jeg må se at få kontaktet forsikringen om erstatning. Tid til at prøve at få lidt søvn, men det blir s´gu svært efter alt dette. Efter Kume havde været her med beskeden, var mobilnettet nede, så når jeg ringede til Mosisa og alle andre var det automatiske svar: ”Sorry the subscribers phone is swiched off. Pleace try again later”.Heldigvis fik jeg fat i Mosisa nu, så der er lagt en slagplan om at se på det hele i morgen.

5.juni 2011

½ papaya til morgenmad og dejlig etiopisk kaffe. Og så som vanligt på afdelingen kl 8. Der var hændt meget siden jeg gik hjem. 1 kvinde var kommet ind med fastsiddende placenta. Hun havde født sit 3. Barn på Haru Healthcenter. Barnet var dødfødt eller døde ret kort post partum. Lidt uklart, men dødt var barnet. Hun havde opholdt sig en lille uges tid i Gimbi, men var i fredags rejst hjem igen. Hun havde allerede 1 dødt barn og 1 levende. Åh hvilken skæbne!! En anden kvinde var kommet ind fra et andet health center i presseperioden, behandlet med oxytocin uden fremgang. Tekle blev kaldt og måtte vælge mellem at anlægge tang (stor fødselssvulst og overskudte kranieknogler) eller lave kejsersnit. Han valgte at anlægge tang og fik forløst et levende barn, noget påvirket, men rettede sig pænt. Moderen HIV positiv. En tredie kvinde kom med underkropsstilling og stort fosterskøn. Her valgte Tekle sectio og forløste fint barn på 4200 gr. Tvillingerne havde tabt sig til henholdsvis 2000 g og 1600 g. Om vægten er pålidelig (den er ny) er jeg noget usikker på. De så begge ud til at have det OK. Spændende at se hvad vægten siger i morgen! En kvinde kom ind til elektivt sectio, underkropsstilling, 4.gangsfødende og ønske om sterilisation, men Tekle havde arbejdet om natten , desuden været i byen om aftenen, og så var det jo også søndag, så han kom ikke fra morgenen af. Ved 11 tiden spurgte jeg, om de aldrig kaldte ”kongen” til arbejde, når det ikke var akut, hvorefter han blev kaldt. Så vi fik gået stuegang, og ved 12-tiden blev der lavet kejsersnit.

Ved middagstid fik jeg fat i Mosisa, så vi kunne kigge lidt på bagage situationen. Mosisa ringede med lufthavnen, og de gav lidt nye instrukser for, hvad der skulle til for at få udleveret kufferten, men det skulle være muligt med bemyndigelse. I mellem tiden ser det så ud til, at adventisterne ikke skal til Addis, så?????

Jeg gik fra afdelingen ved 15-15.30 tiden. Læste lidt på terassen, hvorefter jeg gik en god lang tur og fik købt lidt vand og brød, så jeg kan klare mig. Da jeg vendte tilbage var der uformelt lægemøde ved Tekles hus: Tekle, Iyob og Teddy. Jeg slog mig ned hos dem. Herligt vejr og det bedst tænkelige selskab. Efter nogen tid kom også Mosisa. Vi hyggede os til mørket var ved at falde på. Der blev talt meget amharisk og en hel del engelsk, planlagt produktion af den specielle etiopiske honning mjød, ferier i Danmark og meget andet godt. Samtidig fik Mosisa og jeg også aftalt, at vi kører herfra den 15.juni, afhenter min kuffert og for delt op på godset, hvis ikke det på mirakuløs vis er lykkedes at få kufferten hertil inden. Jeg vil ikke bruge 2-3 dage på at hente den i Addis, klarer mig uden i Monicas og efterladt sygehustøj den sidste tid. Da vi skiltes blev det et bragende tordenvejr, hvor regnen væltede ned og så lige så pludseligt ophørte.

Jeg fik ringet med Gouda forsikringen, som syntes jeg skulle maile en rapport til dem straks, men vi har intet internet, kablet kappet over et sted i nærheden af Ambo, så det kan jeg jo ikke gøre noget ved for nærværende.

Til aftensmad blev det til ristede ris med chili, løg og hvidløg, ligesom til frokost. Ikke så dårligt endda.

Nu står det så på lidt aftenlæsning før sengen kalder. Har indtil videre ikke fået et eneste insektbid og ej heller set noget til min rotte.

6.juni 2011

Jeg er ved at finde tilbage i Gimbi-tilværelsen og kan godt frygte, hvor svært det blir at undvære at være her.

Masser af smil og knus, men intet internet, intet mobilsignal, ingen medicin, men retten til at handle på det jeg står midt i og tilliden til, at jeg gør mit bedste og kan gøre en forskel for den fødende og hendes barn, kompenserer helt for manglerne, som jeg så bare må forsøge at rette en anelse op på.

Idag har vi haft travlt. Tekle havde igen været på natarbejde med en vacuum extraktor frustrata med efterfølgende sectio, som endte med et godt barn efter lidt genoplivning. Altså kom han lidt sent til morgen stuegang, vel ved 10 tiden. Jeg havde undersøgt en 1.gangsfødende med langvarig vandafgang (mere end 24 timer) kl 9, hvor hun var 7-8 cm åben, men med ++ caput, hvilket betyder at der er en voldsom hævelse på fostrets hoved, hvilket igen kan betyde at der er dårlige pladsforhold. Inden Tekle kunne tage sig af det skulle han lige aflevere en svada til et par af de ledende, som ikke havde sørget for at få autoklaveret diverse instrumenter dagen før, hvilket betød at han havde været uden en ønsket tang om natten. Det foregik altsammen på amharisk, men der er visse attituder hos min etiopiske søn, som jeg forstår næsten uden at forstå et eneste ord. Hvad han ikke har bemærket er, at den stille søndag er blevet brugt på masser af oprydning og rengøring. Nå pyt, der læres noget hver gang. Vi gik først af alt en stuegang, hvor der også opstod lidt misstemninger om diverse småting. Endelig var vi klar til at tage stilling til min fødende og jeg forklarer mine tanker og observationer og beder Tekle undersøge. Det gør han og siger kort og godt:”Prepair her. She can never deliver vaginaly. It’s OP and contracted pelvis.” Fandens til sikkerhed! Det er pragtfuldt! Og han har jo stort set altid ret. Så kan meget tilgives. Abebech gik til det kejsersnit, og der kom et lille barn på godt 2 kg ud med et hoved så langt som et ondt år. Hun har det godt og kom helskindet igennem sin fødsel. Havde det været i hjemmet eller uden en kyndig obstetrikker var det endt med i det mindste dødt barn og måske også dø mor på grund af uterusruptur (bristet livmoder). Kort efter indlagde Tekle fra ambulatoriet, som han jo også lige må tage sig af i ”pauserne” en 3.gangsgravid med 2 tidligere kejsersnit. Men hun standsede op på fødegangen på vej ned på agdelingen og viste at vandet var gået. Besked til Tekle og svaret var selvsagt ”Prepair her and ask if she wants BTL (sterilation)”. Abebech gik også med til det kejsersnit eftersom hun stadig var i fuld mondering til at optræde på operationsgangen. Endnu et godt barn og en sterilisation, så de nu 3 børn kan beholde deres mor. Indimellem havde Tekle klaret en udskrabning m.m. Jeg smuttede ned og fik min frokost: 1 stegt banan, 1 avocaco, 1 spegleæg og et stykke kedeligt hvedebrød efterfulgt af en herlig kop etipisk kaffe. Lige vendt tilbage på afdelingen kom en ældre herre ind til kontoret med opspilede øjne og forsøgte uden held at få kontakt til en af personalet. Han løb ud igen og kom tilbage og gestikulerede til mig med sine opskræmte øjne. Han hev mig ud i forrummet hvor han og en anden mand havde anbragt en kvinde, som stirrede på mig med noget der lignede vanvid i øjnene. Da vi ikke kunne kommunikere med ord løftede den gamle mand op i kvindens skørter, og der så jeg en hindeblære fyldt med mekonium (fosterafføring) pose sig ud af skedeåbningen. Sagen var klar: Vi måtte på fødestuen, så derind blev hun båret/slæbt/trukket. Jeg kaldte Abebech ind (kl .var efterhånden 2 og hun havde stadig ikke fået frokost) for jeg måtte have tolket. Hun mente det så ud som en underkropsstilling, men jeg var nu overbevist om at det var en hovedstilling og en pose af meconium vi kunne se. I al hast blev der taget HIV test og udspurgt om diverse og masser af sproglige forbistringer kom der ud af det. Men der var et lidende barn med en alt for hurtig hjerteaktion, så da kvinden ikke uden videre kunne presse barnet ud, var jeg nødsaget til at lægge en sugekop. Der skulle virkelig lægges kræfter i, men Tekle var lige gået til frokost og det hastede, 15 minutter efter ankomsten fik vi en lille pige på 2200 gr ud, uregelmæssig og asynklin hovedpræsentation.. Navlesnoren var strammet over skulderen og der skulle arbejdes lidt med pigen før hun blev OK. Early feeding og efter ½ time var hun i sin taknemmelige mors favn på afdelingen. Kvinden var 2.gangsfødende, født første gang i hjemmet og havde en sprællevende dreng derhjemme. Den familie lever langt, langt under fattigdomsgrænsen. Jeg gik herefter op til Silashi (ansat af MWW til at arbejde med fødselshjælpen i Health Centers, dygtig fyr, jordemoderuddannet i Etiopien) og Mosisa (program manager) om tur til Genjie health center i morgen. Det blev planlagt, selvom der efter sædvanlig etiopisk skik var forslag om at vente til fredag m.m. Jeg skal ikke udrette noget særligt, men bare en tur ud af Gimbi by vil være godt. Ja så får jeg jo også lejlighed til at se, om der er forandringer at spore siden jeg var der sidst for ¾ år siden. Tilbage på fødegangen blev jeg præsenteret for endnu en fødende. Udslettet livmodermund, men med tidligere kejsersnit. ”Skal jeg informere dr.Tekle?” var Bashatues omgående spørgsmål. Havde hun forstået dansk havde jeg måske sagt: ”Spis lige brød til!” men i stedet sagde jeg, at vi lige kunne se an om ikke alt gik fint. Det gjorde det, og ½ time senere var en dejlig pige født (havde i forvejen en dreng). En bristning skulle sutureres og jeg fik lejlighed til lidt undervisning i intracutan suturering. Det blev rigtig nydeligt. En stor del af tiden lå barnet hos mor!! Meget usædvanligt her, så det blev der fniset en del over. Så var kl. også blevet 17 og jeg dappede ned og nø en af de øl søde Monica havde sørget for var i huset til mig. En tur i byen er dog uundværlig, så jeg tog rygsækken på og gik forbi Tekle, som dog allerede var smuttet op i byen med kammesjukkerne. Jeg gik på jagt efter diverse, så som soyasauce, madolie, ketchup, papaya, lommetørklæder m.m. Første stop var i ”supermarkedet”, som ejes af en bekendt af Tekle. Han blev meget glad for gensynet, første besøg der efter min ankomst. ”WHERE HAVE YOU BEEN?” ”In Denmark.” ”WEKCOME BACK! How long in Gimbi?” Han havde soyasauce (første gang jeg har fundet det i Gimbi!), tun og ketchup, men madolie kun i 4 l’s dunke fra et nødhjælps lager ikke til videresalg, lige lidt rigeligt. Men fortvivl ikke! Han ringer straks til en ven som måske har olie i 1 l’s flaker. Men nej. Måske har han det imorgen. Jo,jo. Går videre i min søgen. Tadilu (min hushjælp) har tidligere på dagen sagt, at der ikke er papaya, og jeg behøver ½ papaya som morgenmad, så jeg leder. Mens jeg vandrer derudaf er der en der råber ”Mary,Mary” ( ud over alle dem der råber ”Faranji”). Det er søde Adisse, som er practical worker (sygehjælper) på femaleward. Vi følges ad, og hun mener ikke jeg kan finde papaya før onsdag, men pludselig får jeg øje på 3 papaya hos en af de hundredevis af gadehandlere. 10 birr (ca. 3 kr) for den største og flotteste. Uhm! Så er der lige madolien efter jeg hos en handicappet mand har købt lommetørklæder til overpris (1½kr for 2 pakker). Jeg spørger i en kiosk, hvor de plejer at have 1liters flasker, men det går helt i overgea,r fordi jeg engang i oktober sidste år ikke har afleveret 2 danskvandsflasker til hende. Madolie blir det ikke til, men mens debatten går om returflaskerne med Adisse som tolk kommer tjeneren fra Green Bar løbende for at få lidt vekselpenge af kioskejeren. Ham har jeg heller ikke set siden tilbagekomsten, så det blir til masser af knus og ”fajada’er”. Ikke så heldigt eftersom jeg følges med en af syvendedagsadventisterne (nul alkohol, nul anden sjov og ballade), men pyt. Lidt længere nede af gaden kaldes der igen ”Mary,Mary”. Det er pigen jeg tidligere har født med som sælger ristede majs, og hun har det dejlige barn på skødet. Over og ”snakke” lidt med hende. Hun lå tålmodigt i seng nr F8 i 1½ måned med sit for tidligt fødte barn på 1300 gr. Det gik godt. Solskinshistorie. Endelig tilbage på sygehuset og lige næsen ind forbi fødegangen. En fødende med vandafgang i en uge er overflyttet fra Asosa ude ved grænsen til Sudan . 9 cm åben livmodermund, men ingen veer. Ja snart må de kalde dr.Tekle, men han er oppe i byen. Det må lige nu være deres problem at ringe til ham. Hjem til lidt aftenhygge mens tordenen brager løs.

7.juni 2011

Inat havde jeg en drøm, hvor en eller anden fortalte mig, at Pia havde været tæt på et romantisk bryllup med en mand , som havde mistet sine kone med hvem, han havde 2 små drenge, men kort inden brylupet døde også han af en sygdom, han havde pådraget sig ved en affære med en amerikansk kvinde. Mærkværdig drøm som vækkede mig lige lidt før den religiøse brølen starter kl 5.00. Jeg stod op til plaskregn. Der var planlagt tur til Gendji, hvor Sileshi skal lave training de næste 4 dage,så jeg stod op og tog mig et morgenbad og spiste en ½ papaya, så jeg kunne være klar. Gik forbi fødegangen for at se om der var travlt, men kun 1 fødende så jeg gik sammen med Sileshi, som også var forbi der, op for at vente på Kume. Han kom som altid punktligt, og vi drog afsted. På vejen spiste vi morgenmad i Homa, Sileshis fødeby 12 km før Genjie, Morgenmaden bestod af en slags miskmask med en ubestemmelig slags chili-kødstuvning samt indjera og heldigvis noget brød og en kop the. Jeg havde været på stedet 1 gang før i september sidste år så selvfølgelig blev ”farandien” genkendt. Vi kom til helth center kl 09.30 efter kørsel på elendige veje. Jeg fik en snak med chefen der, som ligesom da jeg var der sidst bare sådan ønskede sig en bil, så de kunne transportere truede fødende de 70 km til sygehuset her i Gimbi. Jeg forklarede ham, at jeg mere end fuldt ud forstod hans ønske og behovet, men at jeg ikke var i stand til at love ham en bil/ambulance, men at jeg vidste at der var en ambulance-motorcykel på vej. Uha hvor jeg nødig ville transporteres på sådan en på disse veje, specielt i regntiden, som vi er inde i nu. Hjemturen med Kume gik fint. Vi var oppe at beundre en stor klippesten, og der blev taget fotoes af stenen, et par drenge, tililende kvinder og mig. Der blev grinet tandløst og varmt. Kume og jeg drog videre og fik snakket meget om, hvor svært det altsammen er. Han er god at være sammen med når man = jeg er lige ved at græde over hvor håbløst det hele er. Vi var tilbage kl 12 –der blev kørt heftigt til, men jeg stoler 100% på chauføren – så det var tid til frokost. Vi lavede en ½ aftale om at se hans byggeri senere på eftermiddagen. Han skulle ringe. ½ arbejdsdag i behold, så efter at have spist et par avocadoer og en mango efterfulgt af en dejlig kop kaffe gik jeg op på fødegangen. Yderst velkommen! De var ved at gøre klar til kejsersnit på operationsgangen og den ene ”jordemoder” var gået til frokost og den anden var optagen af en fødende der lige var kommet ind, så : ”Please Marusha, go to OP!” Det gjorde jeg. Fandt en fin hjertelyd hos fostret. Kvinden havde haft vandafgang i 17 timer, havde tidligere fået lavet kejsersnit og ønskede nu både kejsersnit og sterilisering. Det skulle jo ikke være noget problem. Tekle kom lige ind fra den anden operationsstue for at høre om fosterhjertelyden var OK. Jo,jo, alt vel, så der blev gjort klar til at lægge spinalanalgesi (rygbedøvelse). Birhanu, som har gjort det 100-vis af gange, narcosesygeplejerske, lagde bedøvelsen og en smånynnende Tekle gik igang. Efter ca 5-7 minutter kom der en underlig lyd fra kvinden samtidig med at barnet blev forløst, en frisk dreng på 3000 g. Der var nogen blødning, men ikke voldsomt. Birhanu sagde at hun pludselig var bevidstløs, og Tekle sendte mig afsted med besked om, at der skulle skaffes blod. Beskeden blev givet, men jeg blev sendt retur for at se kvindens blodtype i journalen. På operationsstuen sagde Tekle: ”Forget about it Mary, she is gone!” Frygteligt!! Der stod han og var I færd med at lukke operationssåret på en afdød kvinde midt I tyverne og mor til 2 børn. Før operationen gik i gang, og jeg stod og støttede kvinden, mens der blev lagt spinalbedøvelse, løb råmælken fra kvindens bryster, og jeg overvejede, om jeg skulle sige noget muntert om det, men opgav, da kvinden kun talte oromifa og ikke ville kunne forstå en engelsk og langt mindre en dansk kommentar om at være klar til amningen. Jeg sad den næste time med den lille dreng, fik nogen til at lave NAN, modermælkserstatning, til ham og gav ham 23 ml, som han lappede i sig med stor lyst. Alt i mens kunne jeg høre den skrigende far, Maloo, Maloo =please, please ude på gangen. En helt forstyrret mor til afdøde kom ind på fødestuen, og så på mig med opspilede rædselsslagne og uforstående øjne. Rundt omkring mig var der grædende personale. Pludselig var der gang i en pengeindsamling, som jeg ikke kunne deltage i . Har aldrig kontanter med mig på fødegangen. Det virkede også meget voldsomt på mig, at der var tanker om penge i den situation, men det er jo det, der mangler måske allermest her, og det er dyrt at få fragtet et lig hjem til landsbyen samt skaffe mad og tøj til en nyfødt uden mor. Jeg fik fundet noget tøj på Maternity Worldwides depot samt en sutteflaske og et par sutter. Han søgte og søgte og suttede på fingre den lille fyr, mens jeg sad med ham. Jeg mødte aldrig faderen til barnet. Da fødslen skulle føres til protokol, kunne jeg se at underskriften på godkendelse af indgrebet var et fingeraftryk. Det er ikke usædvanligt med analfabeter her!

2 nye fødende kom ind. Den ene med rigelig blødning med koagler (blodklumper), men klar til at presse barnet ud og en OK hjertelyd. Førstegangsfødende. Diribie tog sig af hende, da jeg havdeundersøgt hende og givet besked om at få sat et drop med saltvand op og desuden at følge hjertelyden tæt. Den anden havde haft vandafgang i mere end 24 timer, førstegangsfødende, lidt feber, kom fra en eller anden klinik og var åben 5 cm og meget stor fødselssvulst (hævelse af fostrets hovede).Hovedet stod højt, og kvinden var vel ikke mere end 145 cm høj, ikke usædvanligt her. Grønt fostervand og meget hurtig hjertelyd med dybe sene decellerationer (enhver jordemoder ved at det er kritisk). Jeg prøvede at ringe Tekle, men ikke noget svar, så vagten blev sendt ned til hans hus med journalen. Vagten kom tilbage med det ventede svar: I will come. Lyst til at lave kejsersnit igen kun 3 timer efter dødsfaldet var der ingen af os der havde, men det var eneste løsning. Endnu engang underskrift med et fingeraftryk! Ny spinal bedøvelse, helt samme personale på stuen som få timer i forvejen, Birhanu virkede helt upåvirket! Som altid perfekt operation af Tekle, men ud kom en slap dreng uden spontan respiration indsmurt i meconium. Samarbejdet om genoplivningen gik godt og roligt og efter 6 minutter gav knægten sit første spæde skrig. 2250 g. Over på fødegangen med ham, veje, give tetracyclin øjensalve og fryde sig over at den blødende kvinde også havde født, og at hendes dreng var nogenlunde OK. Tekle kom forbi for at se, hvor vi stod nu. Ordinerede antibiotika til drengen fra det sidste kejsersnit på grund af vandafgang i mere end 1 døgn og tykt grønt fostervand. Ja og så kogte han lidt over og bebrejdede Abebech, som havde været på vagt natten før, at han ikke var blevet informeret om en kvinde, som kom ind med barn i underkropsstilling i tide. Barnets krop blev født, men så sad hovedet fast, og Tekle blev kaldt, men for sent . Barnet var dødt! Da han gik fra fødestuen, gik jeg efter ham og kunne pludselig høre gråd-snøft. Så min højtelskede etiopiske ”søn” græd som en pisket og havde brug for at blive holdt om. Det blev han, og jeg lyttede gerne til han udsagn om, at det bare var for meget. Tænk sig at være eneste ansvarshavende midt i alt dette døgnet rundt! Jeg håber, han kommer herfra (altså til en anden stilling)eller får en sidestillet læge her, før han bryder helt sammen.

Hjemme efter en frygtelig dag bød jeg Tekle på en gin og tonic, men han havde allerede lavet aftale med en fyr oppe i byen, så det må blive en anden gang.

8.juni 2011

Jeg fik ikke skrevet noget på dagen, så meget er allerede uklart, for der blir hele tiden fyldt på med nye indtryk.

Vi havde indledningsvis en ret stille dag, så der var tid til oprydning og lidt snak her og der. Fredelig stuegang. En scanning af en meget utålmodig 2.gangsfødende med tidligere kejsersnit viste, at hun var ved at være til termin, men hun lod sig overtale til at afvente endnu nogle dage under indlæggelse.

Jeg gik til frokost ved 12 tiden, og alt virkede stille.

Da jeg kom tilbage kl 13 havde Beshatu lige tage en fødende ind med navlesnorsfremfald og uden fosterhjertelyd. Hun var i presseperioden og fødte kort efter en dejlig dreng på 3200 g men uden livstegn. Hendes første barn var født hjemme og døde 3 uger gammel. Hun ville gerne se sit barn og bad os om også at få faderen ind, så han kunne se. Så sørgeligt: Hendes mand var den mindst barnefader jeg nogensinde har set, vel ikke mere end 150 cm høj og med et BMI på vel højest 16. Jeg gik hjem kl 16, følte mig træt og lidt trist, men bestemte mig for at få ordnet lidt indkøb. Der er næsten altid et par småpiger, som gerne vil holdes i hånd og følge med på noget af turen. Det er opmuntrende. Mødte Kume og Asheber i byen. De sagde at Gimbi var tørlagt for øl, men vi gik lige ind sammen for at spørge endnu et sted, men nej nul øl. Så jeg traskede hjem.

Lige hjemme efter indkøb ringede Mosisa og inviterede ud på en øl. Jeg kunne jo fortælle ham, at det så sort ud, men at jeg gerne ville med ham ud og undersøge sagen nærmere. Tekle kom også og inden vi var nået ret langt havde jungletrommerne meldt om øl i den øverste ende af byen. Så der mødtes vi med Kume, Asheber og en til af deres venner. Vi fik dejlig fadøl og injera med en oksestuvning på. Kume kender mig, så han fik sendt en ud efter brød. Det blev et meget hyggeligt selskab, som Kume og Tekle dog forlod ret tidligt. Tekle blev kaldt på fødegangen og foretog kejsersnit. Alt var gået fint. Mosisa, Asheber deres ven og jeg gik videre til endnu et nyt sted, hvor de ikke havde øl, men vi delte så en flaske etiopisk rødvin. Det kan bruges, men er ikke den helt store nydelse.

Vel hjemme igen gik jeg ud som et lys og sov pragtfuldt.

9.juni 2011

Hen på morgenstunden var der som så ofte et voldsomt tordenvejr, men denne gang holdt det ikke lige op igen, så jeg drog på fødegangen med paraply.Kun Sintayhue dukkede op sådan næsten til tiden. Beshatu og Hana kom først kl 8.30. Natten havde været meget travl med 5 fødsler incl det kejsersnit Tekle lavede ved 20.30 tiden, så det var et par trætte ”jordemødre”, der ventede på afløsning. Jeg gik som altid ind og sagde ”atambulte” til alle barselskvinderne. Et af børnene var tydeligt præmaturt og ville ikke sutte. Alle andre så ud til at have det godt, så jeg gik i gang med udskrivelserne. Da Hana kom, fortsatte vi sammen, så det var klart inden Tekle kom og gik stuegang. I løbet af formiddagen kom 2 førstegangsfødende ind lidt tidligt i fødslen, så de blev sendt ud at gå omkring. Jeg gik tidligt til frolost, 11.45, og kunne konstatere at Tadelu ikke havde været nede hos mig, så jeg måtte selv klare opvasken og tøjvask (jeg har jo ikke så meget at skifte imellem, eftersom min kuffert stadig er i Addis). Min frokost blev derfor lidt længere end den sædvanlige time. Tilbage på fødegangen var endnu 2 førstegangsfødende dukket op. Den ene havde en elendig hjertelyd, så jeg måtte kalde Tekle. Indimellem blev hjertelyden nogenlunde, men det meste af tiden lå den omkring 95-100 sl/min mod normalt mellem 110-150 (120-160). Vi bestemte os for kejsersnit og fik en dejlig dreng på 3250 g ud. Han havde slynget navlesnoren over skulderen og omkring maven, hvilket givetvis var det der havde generet ham. Jeg blev stående hos kvinden med drengen, mens hun blev syet sammen. Det var rørende at se mor og barn kysse hinanden. En rigtig dejlig ½ time. Tilbage på fødestuen var der nu godt gang i den anden førstegangsfødende der var dukket op. Ukendt sidste menstruation, men muligvis præmatur. I hvertfald havde hun haft vandafgang i 20 timer, så vi startede antibiotikabehandling. En tidligere kejsersnitskvinde i uge 35 dukkede op og klagede over smerter. Hun skulle have været hos Tekle om formiddagen, men det regnede jo, som hun sagde. Journalen blev sendt ned til Tekle. Jeg nægtede at kalde ham op til os, for hun virkede ikke særlig smertepåvirket og boede i byen, så hun kunne bare komme tilbage i morgen. Urinen undersøges for blærebetændelse. Endnu en førstegangsfødende dukkede op obs. veer. Hun var ikke i fødsel, men havde en kæmpestor livmoder. For meget fostervand? Tvillinger? Jeg bad hende om at komme tilbage i morgen til en ultralydsscanning.

Så var den dag gået.

Michael sendte SMS, om at han har fået stilling på Silkeborg Amtsgymnasium. Prægtigt.

Søren ringede for at fortælle det samme. Dejligt at høre fra dem begge.

Stille hjemmeaften, som nu slutter med lidt læsning i min krimi.

10.juni 2011

Dagene går hurtigt, og om få dage er jeg på vej mod Addis igen. Dagens store gode nyhed er at Maternitys nye bil er ankommet til Addis og måske kan udleveres i næste uge. Det er SÅ TILTRÆNGT. Rart at vide at Kume sandsynligvis kan køre tilbage fra Addis i en bil, som ikke skal repareres undervejs. En god og uundværlig investering.

Dagen idag startede med en fin fødsel. Ved morgenrapporten blev det sagt, at der var ”no progress, 4 cm”, men da jeg så undersøgte kvinden inden jeg evt. skulle vække Tekle af tornerosesøvnen, var kvinden lige klar til at presse barnet ud. Det tog en times tid, men endte med en dejlig sprællevende dreng på 3 kg. En stuegang med masser af udskrivelser og derefter gik jeg med Tekle i ambulatoriet. Jeg blev der indtil middag og fulgte interesseret de mangfoldige problemer og Tekles kommunikation med kvinderne. Det gør han flot, og de kan lide ham og har tillid til ham.

Den sidste kvinde der havde meldt sig ville han ikke se for hun hørte hjemme på fødegangen med sine veer, så hun blev overladt til mig. Øv, jeg kunne ikke afgøre, hvordan det barn lå i livmoderen, og var lidt stresset af, at jeg vidste Tekle straks ville gå op i byen til frokost. Jeg prøvede at ringe til ham, men fik ikke svar. Lidt efter dukkede han dog op, lagde hænderne på kvindens uterus og sagde hovent: ”Head is hear. Admit her” Et skråleje helt klart. Så hun blev indlagt med sine veer til observation. Siden fik jeg en snak med Tekle om, hvordan det virker, når han på sin selvsikre facon udtaler sig om en situation og får andre deltagende til at føle sig som idioter. Det tog han til sig og ville prøve at opføre sig anderledes. Jeg tror nu ikke, det forandrer noget, men rart nok at få snakket om det. Efter frokost var MWW’s staf til møde med Mosisa. Rart at høre om de mange engagerede tiltag. Projektet udvikler sig med stor hast og skal nok give gode resultater.

MOSISA ROSTE MONICA FOR HENDES INDSATS!!!!! DET SKAL JEG HUSKE AT VIDEREBRINGE!!!

Gik fra møde og arbejde ved 15.30-tiden og tog op i byen på indkøb. Må jo se at spise lidt en gang imellem.

Aftenen bliver tilbragt med stille læsning og måske et forsøg på at komme på internettet, som nu igen skulle være oppe at køre.

11.juni 2011

Jeg har været vågen en del gange i nattens løb, læst lidt, tænkt lidt. Min rolle her er udspillet, men jeg er glad for, jeg kom.

Solen skinnede fra morgenen, og jeg sad lidt på terassen og overvejede, om jeg skulle tage en fridag, men der var uafklarede situationer fra i går, så jeg følte ikke ro til det.

Gik på fødegangen til kl 8 som vanligt. 1 fødende, førstegangsfødende med vandafgang i nu 29 timer, meconium gr.3, 2 cm åben livmodermund. Tekle var informeret kl 05.00 og igen som ”ordineret ” kl 07.00, hvor svaret havde været: ” I will come”. Han var dog stadig ikke dukket op og familien klagede, ville tage til andet sygehus!! Kl 08.30 undersøgte jeg kvinden, og der var ingen fremgang. Jeg ringede til Tekle og informerede, og han sagde kejsersnit. Vi gjorde kvinden klar med den gammelkendte ”kateter-pose” som er genbrug af saltvandsdroppose med infusionssæt samlet med plastre. Aftalen var at Digitsu, den nye jordemoder skulle gå med, men da kvinden blev kørt på operationsgangen, nægtede hun uden nærmere forklaring. Diribe vidste heller ikke hvorfor og sagde bare: ”You can go!” Det gjorde jeg så. Kaldte Tekle da vi var klar, men da var han også på vej ind ad døren. Et vellykket kejsersnit med levende barn og mor, pige på 2750 g, overbåren og indsmurt i meconium. Alt foregik næsten fredeligt dog med en kommentar fra Tekle til operationssygeplejersken (en RIGTIG etiopisk mand): What ARE you doing!” Svar :”Assisting you!!!!”. Derefter en hurtig stuegang, hvor Tekle brokkede sig over, at der ikke var lagt sonde på det tidligere nævnte præmature barn. Jeg kunne fortælle ham, at det havde der været, men at barnet havde hevet sonden ud. Jeg lagde ny sonde (genbrugssonde!!) ,da den sygeplejerske, der var i vagt, ikke følte hun kunne og bad om hjælp. Herefter gik jeg hjem ved 10.30 tiden.

Har tilbragt dagen med læsning og nydt terassen, stilheden, den etioiske luft og spist lidt. Mere blir det vist ikke til idag.

12.juni 2010

Konstante strømafbrydelser gør det vigtigt at huske at lade mine solcellelamper hver dag!

Kl 04.00 startede brøleriet fra de ortodokse kirker! Det er da utroligt, at man føler det er nødvendigt at vække hele byen på det tidspunkt af dagen! Måske er det fordi deres faste begynder nu, var der et forslag om på sygehuset. De hører det aldrig og var meget forbavsede over, at jeg foretrækker at sove med åbent vindue. Nå, jeg synes nu først det plejer at være kl 5 de vækker mig om søndagen. Vågen var jeg, men blev liggende lidt og læste. Fik så god tid til morgenkaffen, fremstillet af de allersidste bønner med håb om at Tadilu ville komme med ny forsyning i løbet af dagen. På fødegangen kunne de aflevere en eklamptiker (fødselskramper), som havde haft 5 anfald i hjemmet dagen før indlæggelsen og et på indlæggelsesdagen, som var sidst på dagen søndag. Hun var i absolut bedring, selvom hun så forfærdelig ud med en tunge, der var kæmpestor efter bid under krampeanfaldene i hjemmet og kinder, der var opsvulmede også efter bidskader. Hendes blodtryk var på vej ned, og hun var ved bevidsthed. Hun var efter indlæggelsen, hvor fostret var dødt og graviditetslængden i øvrigt ukendt, blevet sat igang og havde i nattens løb født en lille død pige på 1250 g. Hun kom fra Gendji, hvor jeg tidligere var på besøg på Health Center. Desuden var der en 3.gangsfødende, som ikke rigtig var i aktiv fødsel, men var blevet på grund af mørke og dårligt vejr. Desuden havde hun lidt rigelig blødning. Hun gik omkring og fik lyttet hjertelyd en gang i mellem. Hen på formiddagen kom Tekle til stuegang. En del blev udskrevet, mens andre græd deres modige tårer over ikke at blive sendt hjem. En MEGET ung pige, voldtaget, havde født uden komplikationer. Hun fik noget tøj fra Maternity Worldwides depot. Forhåbentlig har hun hjælp udenfor sygehuset, men det er svært at følge med i hvilken omsorg der er for sådan en pige. En anden kvinde havde født på vej til sygehuset, men både mor og barn havde det fint. Der var blevet lavet 1 akut kejsesnit efter prolongeret fødselsforløb som følge af forsnævret bækken. Det havde været vanskeligt at forløse det noget medtagne barn, fortalte Tekle, men i løbet af dagen fik den lille pige det godt og kom ned til sin mor. Den præmature pige havde taget 50 g på og hendes mor malker mælk ud til hende, naturligvis med hånd, så hun skal nok klare sig.

Om eftermiddagen begyndte den trediegangsfødende at bløde FOR meget, så jeg besluttede at lave hindesprængning (orificium 6 cm). God ide. Blødningen stilnede af, og efter 15 minutter havde hun født en frisk dreng. Moderkagen viste klare tegn på en randløsning på 5-7 cm. Hun havde 2 piger i forvejen, så den står nok på sterilisation i morgen. Så blev der tid til en lille personale-hyggestund med te, hvorefter jeg luskede hjem.

En tur op i byen efter lidt hvile blev også nået. Her hilste jeg på min majssælgende mor og hendes tykke lille pige, som jeg fik lov at holde lidt til barnets store rædsel og de forbipasserendes morskab.

Jeg lever rent vegetarisk her så det var nemt at tilberede lidt ristede ris med en ristet banan og kål/løg/hvidløg/chilipebere stuvningen fra i går.

Jeg håber på at få lov at sove lidt længere i morgen, men jeg kan mærke at sengen kalder her ret tidligt.

13.juni 2011

Jeg fik ikke skervet på dagen, for den blev lidt hektisk.

Startede dagen med et tiltrængt kejsersnit. Førstegangsfødende med langvarig vandafgang og meconium grad 3. Barnet havde det rimeligt, men trængte bestemt til at blive født. En medicinstuderende fra USA, etioper som taler oromifa var med. Vi nåede dog først en hurtig stuegang. Det lille præmature barn vejede stadig kun 1800 g, men så rigtig frisk og vågen ud. Tilbage fra det første kejsersnit blev vi mødt af en kvinde i meget tidlig fødsel, men med 2 tidligere kejsersnit. Så det var bare at gøre vuggen klar igen. Hendes livmoder var intakt men det var ikke nødvendigt at skære i livmoderen, men bare at trykke lidt på det gamle ar. Var hun gået rigtig i fødel, var hun rumperet. Der blev ved samme lejlighed lavet sterilisation. Mere end 3 kejsersnit her er livsfarligt. Mens Tekle var igang med at lave BTL, besvimede den meget store medicinstuderende. Han havde mærket det var under opsejling, men nåede ikke at komme ud af stuen. Stort påstyr! Kl var langt over frokosttid, så han og jeg fulgtes ud i styrtregn. Heldigvis kunne vi låne Abebechs paraply. Hussein, som han hedder, mente dog nok, at han havde gavn af at få lidt vand i hovedet. Eftermiddagen var forholdsvis stille. Jeg fik talt med Mosisa og set min mail igennem. Siden fik jeg en god lang snak med Sileshi om forløsning af underkropspræsentationer og undervisningen heri ude på Heallth Centers. Vi blev enige om at mødes til en aftenøl for at sige farvel. Han skulle næste morgen køres ud på et af Health Centers for at være der den næste uge. Også Tekle inviterede ud på afskedsøl, og så ringede Kume med tilsvarende invitation. Herligt. Det blev en fin aften med Kume, Sileshi, Asheber, Gadisha og endnu en fyr fra sygehuset, hvis navn jeg har glemt. Vi tog på det nye sted og nød vores øl og for nogens vedkommende rødvin med cocacola! Vi tog hjem ved 21-tiden. Desværre havde jeg ikke set SMS fra Tekle om, at han og Mosisa ventede mig på Green Bar.

Lige klar til sengen efter hjemkomsten.

14.juni 2011

Min plan for idag havde været at arbejde lidt og så hjem og gøre klar til afrejse, men men det blev anderledes!

Jeg kom op til en fyldt fødegang/verum. Der var et sammensurium af førstegangs- og flergangsfødende, Hiv positive og Hiv negative. Jeg prøvede at danne mig et indtryk inden stuegang, men så kom nogle mænd slæbende ind med en voldsomt påvirket fødekvinde. Normalt blodtryk men en puls på 120. Hjertelyd kunne jeg ikke finde. Meget mærkelig livmoder at føle på og min umiddelbare tanke var, at det var en bristet livmoder. Jeg ringede til Tekle og bad ham om straks at komme. En hurtig scanning bekræftede dødt foster. Vi havde inden Tekle kom gjort hende klar til kejsersnit, så vi kørte på operationsgangen. Det var en bristet livmoder, flået i stykker af de voldsomme veer, som ikke kunne presse barnet ud af det for smalle bækken. En pige på 3250 gram. I forvejen havde kvinden 1 dødt barn. Hun overlever sandsynligvis. Livmoderen blev repareret, og hun har en lille chance for at få et barn senere. Tragisk var det. Hun bor faktisk ret tæt på sygehuset, men havde ikke kunnet få nogen til at transportere sig, da veerne startede efter mørkets frembrud. På fødegangen sejlede det. Der blev råbt ”maalo, maalo” (please, please) alle vejne. Som om det ikke var nok, kom Tekle med en gemelli-mor og sagde, at vi i en vis fart skulle gøre hende klar til kejsersnit. Det blev ordnet i en fart, og vi kom på operationsgangen, hvor Tekle fortalte, at mens han scannede denne tvillingemoder var hjerteaktionen på tvilling A bare dalet. Tvilling A kom livløs ud, en lille dreng på 1700 g, men det lykkedes at få liv i ham igen efter en længere intensiv genoplivning. Tvilling B havde det rimeligt, en pige på 2250 g. Kvinden havde et tidligere dødt barn og ingen levende. Begge børn havde det fint da jeg gik hjem. Inden det blev muligt at få noget at drikke og spise nåede vi en fødsel med sugekop og en fødsel med en igangsat. Begge børn havde det OK. Jeg gik hjem til sen frokost og så tilbage på fødegangen, hvor det var blevet overskueligt, så jeg kunne gå op i byen og købe nye kopper til personalet på fødegangen og noget at putte det medbragte danske slik i. Tid til farvel-knus før jeg styrtede ned for at besøge Beshatu og David for at se deres Jeruhsan, som jeg tog imod i september sidste år. Bare en prægtig unge. Familien bor nu sammen med Davids forældre.

På vej hjem derfra efter at være blevet bespist med rigtig etiopermad mødte jeg Tekle og Gadisha, som lige var på vej op på Green Bar. Jeg gik naturligvis med. Iyop med kone stødte til os, og det blev et par prægtige timer med et par Sct.George øl.

Hjemme har jeg nu pakket og kl 05.30 forlader vi Gimbi. Er meget spændt på, om jeg får min kuffert i Addis!!!!

15.juni 2011

Vi startede som planlagt kl 05.30, Mosisa, Mosisas mor, Kume og jeg. Turen gik godt. Jeg fik min yndlingsret i Nekempte som morgenmad: Chapati med røræg og honning. Smagte pragtfuldt. Vi fik motorproblemer efter vel 5 timers kørsel, men Kume klarede som vanligt problemet. I Ambo gjorde vi igen holdt og fik injera med diverese. Jeg har stadig problemer med at spise denne nationalret, men den var knapt så sur som vanligt. I Addis væltede regnen ned og motorproblemet gentog sig, men blev atter fikset midt i mudderet. Vi kørte direkte til lufthavnen, og der var min KUFFERT. Herligt gensyn. Mens jeg fik kufferten udleveret, kørte Kume Mosisa med mor til hans hjem og kom så tilbage efter mig. I lufthavnen sagde de, at alle fly var aflyst på grund af askesky fra udbrud i Nordetiopien eller Eritrea. Mosisa havde nævnt at Lufthansa havde indstillet flyvningen, men mente ikke BMI var involveret. Jeg ringede med Mosisa, som mente at hotellet kunne oplyse hvor BMIs kontor lå, for det var selvfølgelig ikke i lufthavnen. Vi kørte forbi Adventistkirken for at aflevere smør, som vi havde indkøbt i kilovis på det sædvanlige sted på turen mod Addis. En af Kumes venner var kommet på hospital, så der skulle snakkes en del, før vi kunne køre videre til RAS hotel, hvor jeg håbede at kunne få et værelse. Ikke noget problem, men de havde ingen anelse om hvor BMIs kontor lå og trods opfordringer, var der ingen trang til at finde ud af det, så jeg opgav og gik i stedet ud og spiste aftensmad med Kume på Romainia Restaurant. Et utrolig støjende sted med fjernsyn kørende på højtryk med en fodbold kamp og en larmende emhætte midt i lokalet. Vi fik spist i en fart og var jo også grundigt trætte. Samtidig var jeg ret bekymret for, hvordan jeg skulle få klaret aflysningsproblemet.

16.juni 2011

Efter en urolig søvn hentede Kume mig ved 8.30- tiden. Jeg havde i mellemtiden fundet BMIs adresse i min Lonely Planet bog, så der kørte vi hen. Men AK, nul kontor, flyttet for længe siden. Heldigvis var der en fyr der, som vidste, hvor de nu holdt til, så vi vendte skuden og fandt kontoret. Nej, nej flyet var skam ikke aflyst!! Prægtigt. De fik så både mit og Kumes telefonnummer, så de kunne ringe, hvis noget indtraf. Altså kunne dagen bare nydes i denne ikke særlig charmerende by. Jeg nød først solen lidt foran hotellet, hvorefter jeg begav mig ud i tigger-helvede. Det er vanvittig anstrengende, specielt når man er alene. Jeg mødte en halt fyr, som påstod, han arbejdede på hotellet og havde set mig der, så han ville gerne vise mig det helt rigtige sted at købe ting og sager. Jeg fulgtes så med ham og fik hans livshistorie, sand eller usand ved kun Vorherre, hvis ellers han har check på det. Han fortalte, at han for længe siden var flygtet fra Eritrea og havde måttet efterlade 2 børn der. Siden havde han og konen fået endnu 2 børn, som nu var henholdsvis 13 og 15 år. Konen var død, havde angiveligt grædt sig ihjel over de 2 efterladte børn, hvis videre skæbne de ikke kendte. Han havde siden været ude for en trafikulykke, hvor hans ven var ejer af bilen og chauffør. Vennen omkom ved ulykken, mens han selv ”kun” fik smadret hoften. Operationen efter ulykken havde gjort den ene ben kortere end det andet, hvorfor han haltede. Vi kom til stedet, hvor han mente, jeg skulle handle. Det var et sted drevet af studenter, som samlede antikke ting og også fremstillede egne produkter. Overskudet brugte studenterne til at klare videre uddannelse og støtte ekstremt fattige. Pudsigt nok stod der lige en student udenfor butikken og gav et par store børn en 10er hver. Arrangeret til ære for turisten? Det var vist et show for galleriet. Butikkens indhold var ikke så forskelligt fra de hundredevis af andre butikker i det område, men jeg gjorde da en lille handel. Ikke så snart var vi ude fra butikken, før vi kom til bønnen om støtte til min ”guides” børn. Suk! Han fik så en 50-er, og så orkede jeg ikke mere af gadeshowet.

Jeg havde aftalt med Kume, at vi kunne spise aftensmad sammen, når han var færdig med en travl dag med at få fat i sit fornyede kørekort (her skal kørekortet fornyes årligt, og det kan kun ske i Addis og kræver hver gang lægeerklæring, så der var nok en der var ved at gå bag over, da jeg fortalte om mit kørekorts varighed på 52 år), få efterset bilen efter turen hertil, få startet processen med at få registreret den nye hårdt tiltrængte bil, som nu er i Addis m.m.

Kl. 18 hyggelig sms: I am whit you in an hour. Fint så ville der være god tid til at spise, inden det var tid til at køre i lufthavnen. Men der kom ingen Kume. Efter et par timer en sms: Do’nt worry i will come. Da kl blev 21 var jeg faktisk ved at blive godt bekymret, for der var masser af udrykninger udenfor hotellet og trafikken er ikke just for pattebørn, specielt ikke når der er tropiske skybrud, som der havde været fra kl 18.30, og alle bilerne kun har halvdelen af lygterne i orden, vinduesviskerne kun fungerer på kvartkraft og lysreguleringerne som regel er ude af drift. Lidt over ni kom Kume rigtig godt slukøret og ked af det. Han var blevet påkørt i et vejkryds og havde fået smadret noget af bilens bagparti. Der havde været politi på og den slags tager tid. Nå bilen kan stadig køre og ingen personskader, men han ville ikke gøre mig urolig ved at ringe og sige, hvad der var fat. Appetitten havde vi dog begge mistet, og jeg regnede også med mad i flyet, så vi nøjedes med en Sct.George, den gode lokale øl.

Kl 23.30 havde ingen af os hørt noget om flyaflysninger, så jeg blev som aftalt kørt i lufthavnen til kl 00.00, flyafgang planlagt til kl 03.30, og der skal gives møde 3 timer før afgang. Pårørende må ikke komme ind i lufthavnen, så det var farvel og tak til Kume på trappen. Vel igennem det første sikkerhedscheck og klar til check-in blev jeg så kontaktet af en BMI-mand, at flyet var aflyst !!! Last minute cancelling på grund af asken! Jo tak, der stod jeg i Bole Airport kl 00.30, checket ud af hotellet, sendt Kume afsted, afleveret min Etiopiske telefon og uden en eneste birr på lommen. Det var bare mit problem sagde de! På vej ud i lufthavnen havde vi set et par kørende taxachauffører, som hyggede sig med bajerflasken højt hævet. Til min forbavsede kommentar svarede Kume: ”Oh jah they drink too much. They even steel your luggage and leave you out there somewhere alone”. Jeg prøvede at ringe til Kume på min danske mobil, men han var jo midt I trafikken igen og svarede først ikke, hvorefter nettet var nede. Jeg havde da selvsagt masser af lyst til at gå ud og finde en faldefærdig taxa med en fuld chauffør til at køre mig tilbage til Addis Ababas centrum kl 1 om natten. Nå men det måtte jo til, og jeg slap levende tilbage og blev lukket ind på RAS hotel igen og fik mit gamle værelse tilbage ( det var allerede betalt indtil middag ). Lidt søvn og masser af frustration ovenpå en øl og en flaske vand.

17.juni 2011

Op tidligt for at komme ud på BMIs kontor til åbningstiden kl 08.30. Blev ombooket til Ethiopien Airlines, som åbenbart ikke frygter asken. De havde en afgang kun få timer før, vi skulle være fløjet i nat! Vi må så se her til midnat, om de alligevel er blev mere forsigtige og aflyser! Men nu har jeg så billet helt til København, men København-Tirstrup billetten er bare gået tabt, for den var købt separat. Øv. Jeg har haft kontakt hjem til Søren og Michael, men har ellers ikke orket det store, faktisk været godt slukøret. Det har dog været et pragtfuldt vejr, så jeg har kunnet sidde ude og læse i min krimi. Jeg prøvede også at begive mig ud i byen, men blev i den grad overfaldet af tiggere og sælgere som hev fat i mig og bare blev ved næsten mere ihærdigt, når jeg sagde: NEJ TAK. Det der med at komme ud og købe gaver eller se museer etc. blev der bare ikke noget af. Jeg skulle jo egentlig checke ud kl 12, men bestemte mig for at betale endnu et døgn (400 birr = ca 130 kr) for at have mulighed for at hvile. Så har jeg også værelset klart, hvis de igen laver ”Last minute cancelling” i aften igen.

18.juni 2011

Jeg kom afsted til planlagt tid kl 01.00 og turen forløb planmæssigt. Michael købte billet fra København til Ålborg til mig, så jeg landede i Ålborg ved 19-tiden, hvor Søren ventede og kørte mig sikkert hjem til Vester Vandet Til Mikako, Michael og dejlig sen aftensmad i familiens skød.

En aktiv ferie var slut!

Gimbie Maj 2011

Det var en tuff inledning av Maj månad då vi stod utan doktor under 5 dygn. Det innebar att jag fick vara on call dygnet runt. Det fanns en obstetriker på det andra sjukhuset som jag kunde rådgöra och få hjälp av. Men det innebar stor flexibilitet från båda sidor och jag fick snabbt lägga upp en handlingsplan för olika lägen då min manager befann sig i Addis. Det var inte lätt men man kan bara göra så gott man kan!  Men jag stod inför många svåra situationer och kände många gånger att nu tar jag nästa plan hem! Dock har jag lärt mig så mycket både obstetriska kunskaper och om hur jag fungerar då jag ställs inför mycket svåra situationer.

Man vill ju bara tillkalla doktorn om det kommer in en blödning men här stod jag plötsligt ensam och det är inte bara att skicka patienten vidare! Först måste man bedöma situationen och jag hade någon som vaktade över mig för patienten med blödningen var en placenta avlossning, men barnet kom ut så fort att det klarade sig. Jag grät av lycka då jag stod med det blodiga knytet i min famn då det började skrika efter lite stimulering. Mamman hade en död baby sedan tidigare förlossning, det var sådan glädje från hennes sida också.

En natt blev jag tillkallad av personalen vid 3 tiden, då jag anlände såg jag bara en kvinna ligga där på rygg med något hängande ut mellan benen? Det såg ut som en sätes förlossning! Men det var de inre blygdläpparna som var så svullna att de hängde långt ner på låren! Har aldrig sett nåt liknande.  Det var helt omöjligt att undersöka henne. Ringde dr Tadesse på Goverment hospital (tur att telefonlinjen fungerade dessa dygn) och rådfrågade, det slutade med att han kom! Han hade heller aldrig sett nåt liknande och ordinerade syntocinon dropp och uppbindning av blygdläpparna typ som en suspensoar. Om ingen progress, hon var öppen 5cm nu skulle vi skicka henne till Govermenet hospital för sectio.  Jag var kvar på avdelningen under natten för där var några andra fall jag fick hjälpa till med, bla 2 sugklockor som gick bra. Men på morgonen skickade jag henne och Dr Tadesse ringde efter någon timme och sa att det var CPD och de hade gjort sectio. Mor och barn hade överlevt.

Ett annat fruktansvärt fall var en kvinna som skulle ha sitt 7:e barn. Hon hade fött normalt tidigare. Nu hade hon klena värkar och jag tänkte att då huvudet var väl nedträngt så kan jag ge lite oxytocin. Jag gav det 1 timme men hon var fortfarande öppen 8cm och nu var det caput och nu hade det blivit molding grad 2. Jag ringde åter Dr Tadesse och jag sa att jag förberett henne på sectio och frågade om han kunde komma och göra det här. Det kunde han och ut kom en hydrocephalus med de värsta missbildningar jag någonsin skådat. Det var så fruktansvärt och jag miste all tro på mina egna kunskaper! Hur kunde jag missa detta då jag gjorde yttre palpation, men Dr Tadesse sa att han inte heller känt det och att jag får tänka att jag gjorde mitt bästa. Efter kejsarsnittet berättade han också att det var på gränsen till en uterusruptur, tror jag det med det huvudet och så en barnmorska som kopplar oxytocin! Usch vad jag har mått dåligt efter detta. Men barnet hade ju aldrig överlevt ändå men det gjorde däremot mamman. Hon var nöjd och glad, fick en sterilisering och kunde gå hem efter 3 dagar!

Ja det har inte varit lätt. Nu har Dr Buro från Addis kommit och jag kan koncentrera mig på trainingen på de olika health centerna. Det har varit med stor glädje som vi kom ut senaste veckan. Man kan se stora framsteg, barnmorskorna själva säger att de har mer kunskap och de har använt kunskapen och den equipment de fått. Via detta har de kunnat rädda både barn och mammor! Underbart. Personalen säger också att fler patienter kommer till deras Health center nu. Här behövs inte så mycket reklam utan det har spridit sig från mun till mun att MWW är där och ger training!

På det HC som hade dålig attityd har det också blivit en förändring.  Den barnmorska som präglade stället med ”bad attitude” har slutat. Barnmorskan som är kvar kämpar på och då vi kom dit senast visade de oss förlossningsrummet som var städat och tom toaletten var ok. De hade verkligen kämpat och vi berömde dem och man såg hur stolta de såg ut. Vid närmre granskning var ambobagen lite blodig i ballongen men det skulle de genast ta sig an.

Veckans ämnen har handlat om PPH, breech, episiotomi, shoulder dystocia och cord prolaps. Vi har först haft kort genomgång och sedan har vi spelat upp olika fall och deltagarna har också fått träna på docka och pelvic. Det är jätte kul att se hur de lever sig in i de olika situationerna. Givetvis har vi också haft några nya partogram fall och till vår förvåning gick det riktigt bra! Hurra.

High risk screening och en test har också varit på programmet. Närmaste tiden kommer Sileshi förhoppningsvis att kunna spendera en vecka per Health center för att jobba sida vid sida och på så sätt stötta dem i vardagen. Till hösten fortsätter trainingen och då får vi också göra en utvärdering av trainingen och patient flödet för att se hur vi ska jobba vidare.

I byn Homa blev vi blivit inbjudna till ett barnhem/skola. Dessa barn har en gemensam nämnare och det är att deras anhöriga är HIV positiva. En del är föräldralösa eftersom deras föräldrar dött i AIDS. De var mycket glada att se oss. Vi fick höra härliga sånger och hur man skyddar sig mot HIV.

Själv har jag ju en hel del barn som kommer till min dörr och idag bjöd jag dem på bröd och honung eller choklad sen visade jag fina bilder av dem själva o Etiopien. Tyvärr blev det strömavbrott men batteriet i min dator höll en stund så filmstunden kunde genomföras. Dem älskar att se sig själv på bild.

En dag då vi körde till Haru HC så såg vi ett följe med massor av män som bar en bår. Då jag känner att vi inte bara kan passera i vår bil så bad jag drivern att stanna. Tänk om det var en födande kvinna som behövde hjälp. Nu var det en äldre kvinna med prolaps och dåligt allmäntillstånd och de var på väg in till sjukhuset i Gimbie. Jag bara kände att ok vi får GÅ till Haru så kan vår driver köra denna arma kvinna in till hospitalet och hämta upp oss så småningom! Alla männen blev mycket förvånade, ska denna vita kvinna bara gå och vi kan ta bilen? Ok sa jag och efter att vi kollat att kvinnan inte behövde ta del av vårt PPH test (som knivslagsmålet förra veckan behövde för att upprätthålla cirkulationen) så började jag Sileshi, barnmorska och Tsaga social worker gå mot Haru. Alla blickar föll på oss, är det sant att ni lånar ut bilen? NU ska ju inte MWW fungera som en taxi men man är ju inte hjärtlös. Så vi började gå. Efter 25 minuter började mina kollegor klaga på att de var törstiga o trötta. Hallå, vem är från Etiopien här? Kom igen nu sa jag och bjöd på lite vatten som jag alltid har i väskan. Vi får i alla fall gå till nästa bergstopp så vi har utsikt om vi ska sitta o vänta på bilen. De vandrade vidare under protester men jag kände bara glädje och fick nu en känsla av hur det är att gå dessa långa sträckor som kvinnorna måste vandra för att ta sig till sjukhuset! Sileshi hann också undervisa mig hur man försvarar sig med spjut om ett gäng babianer attackerar! Som tur var slapp vi erfara detta på riktigt.

Nu är jag i Addis för att köpa equipment till de olika health centerna. Mosisa min manager och jag ska ta oss an denna uppgift. Inte helt lätt då jag inte förstår mig på det Etiopiska inköps systemet som för mig ter sig mycket oorganiserat. Men som vanligt i Afrika ordnar det sig till sist. Vi får hoppas att det även ordnar sig med askmolnet så att Marie kan komma ner till Gimbie och arbeta och att jag då kan åka hem för semester med familjen. Glad sommar!