Breve fra Gimbie

Pludseligt igår aftes fungerede telefon linjen til Aira igen efter 4 måneders abrud, så jeg sender en mail med samme indehold som jeg allerede har sendt med brev.

Tusind tak for ultralydsapparatet og AMBU ballongerne. Som i sikkert ved, så fastnede udrustningen i tolden, men vores kolleger fra sygehuset i Ghimbie lykkedes få den fri, og den findes nu i fuld brug her på sygehuset i Aira – ultraljudsapparatet og den ene AMBU pose på fødelavdelingen, og den andre AMBU pose på operationsavdelingen. Sidste år havde vi 1.300 fødsler på sygehuset, de fleste af dem var komplicerede, og derfor gjorde vi også 400 kejsarsnit. Det ser ud som at vi kommer op i samme antal også detta år.

Vi har begyndt at se flere kvinder som kommer til hvores sygehus med kuponger fra Maternity World Wide projektet. Det er et meget fint projekt, og en vældig stor hjælp for de gravide. Så vi håber at det skal vokse og blivet il gavn for alt flere kvinder.

Jeg vedlægger billder på udrustningen i brug. I brevet som jeg allerede har sendt findes også en CD med billeder og lidt forskellig information om Aira Hospital og VVF aktiviteterne vi har. I må gerne anvende materialet, redigere om i vil og publicere det frit sålänge det går til et godt foremål

Mange varme hilsner,

Dr Erik

Aira Hospital

PS undskyld min dårlige stavning, men det er ikke så ofte at jeg anvender mit modersmål.

6 dage endnu så er Jamaicapigen på dansk jord, nøøj hvor jeg glæder mig selvom jeg har en snigende mistanke om at der er lidt koldt I DK… Og jeg har svært ved at forholde mig til julepynt I magasin og salmer og den slags hernede I solen! Men det er sgu på tide med en ferie!

Thea er hernede nu og jeg tror hun har bragt julefreden med sig! her har været temmelig roligt på det sidste, tror kun der har været en uterus ruptur den sidste måned, og afdelingen har været Halvtom meget af tiden. Jeg synes nu det er meget rart, håber bare ikke Thea keder sig…
Jeg har fået at vide at jeg skal informere hele det obsteriske Samfund I DK om at vores illegal abortpige overlevede! udskrevet for 14 dage siden og kom til kontrol igår. Hun så ok ud- alle 32 kg af hende. Hun klarer den sgu, fedtJ

For et par dage siden havde vi den første vaginale fødsel af tvillinger der har været siden jeg kom! Jeg blev kaldt om natten og idet jeg træder ind på stuen bliver tvillingA født som sædefødsel! Heldigvis et godt barn og tvillingB kom hurtigt efter med hovedet først. Der var det så lige at jeg måtte informere de søde sygeplejersker om at ved tvillingefødsel er det ikke mig men lægen der skal kaldes(Og vi har jo altså 2 af dem!) og ved sædefødsel er det ikke mig men lægen der skal kaldes, og ved tvillingefødsel hvor tvillingA synes den skal kure ud på “røv og albuer” skal de gøre klar til kejsersnit og så kalde lægen- IKKE MIG! Nå men alt gik jo godt, 2 dejlige og sunde børn og man kunne kun trække på smilebåndetJ

Ellers har den seneste tid været præget af virkelig væksthæmmede og tørre børn og en farlig masse genoplivning, både Thea og jeg er virkelig trætte af at ventilere børn! Men de der udsultede unger er jo seje og de er som små sugemaller der kan lugte en pat I flere meters afstand, der skal altså noget til at tage livskraften fra sådan nogle- skønt!

Nu når mit første kapitel hernede er ved at være slut er det vist tid at gøre status; jeg har lært så meget at jeg slet ikke selv er klar over det! Især fagligt selvfølgelig. og det har helt sikkert været en tid hvor der har været mange “første gange”! På det mere personlige plan er jeg så taknemmelig for at jeg har fået chancen for at lære lidt om hvordan det er at leve I Ethiopien, drikke øl med et får, lært at elske en nationalspise der minder om en rulle sur gaze og sætte pris på at gå med trusser! På den bitre side kan jeg informere om at der ikke blev brug for den fine kagedåse jeg fik af mine kolleger inden jeg tog afsted- altså der vanker ingen wienerbasser!!

Vi ses lige om lidt, jubiiii!!J

Mange knus og kram Velinda som overhovedet ikke er blevet tyndere, totalt skuffende! Ingen orme eller amøber, Så CFA og LSØ- jeg kan ikke hooke up, sorry.

Ja nu er jeg ved at være kommet mig over klimaskiftet (her er altså lidt småkoldt, når man kommer sydfra), julemaden (som slog min mave helt ud), julevagterne (som var alt for fredelige og dermed kedelige), Nytårsaften (hvor jeg fik liiidt for meget champagne) og forkølelsen (som fulgte med klimaskiftet). Så nu er det tid at fortælle om mit ophold på Maternity WorldWides projekt i Gimbie, Etiopien.

Denne mail bliver sendt til mine egne venner og til Belindas Ethiopiens-mail-liste, for jeg synes da, I alle skal have en chance for at høre, hvordan det går dernede. Fra de forskellige sygehusafdelinger er der kun en eller to jeg sender til, så jeg håber I vil videresende til mine gamle kolleger på Skejby, Hvidovre, RH, Silkeborg og Randers.

Jeg tog af sted i slutningen af november og fik noget af et granatchok, da jeg landede i Addis Ababa. Jeg har rejst en del, og oftest alene, men må indrømme, at Addis var ved at tage pippet fra mig. Det er en stor kontrastfyldt støvet by, hvor en enlig hvid faranji vækker opsigt, så efter tre dage med ”Hey sister! Can I help you?” var jeg mere end klar til at komme videre til Gimbie.

Turen derud gik uden problemer. Det tager 10-12 timer på en asfalteret vej, der dog på visse strækninger er så hullet, at jeg næsten ville foretrække støvet på en jordvej. Chaufføren, som lige havde været forbi et hospital i Addis for at blive behandlet for Tyfus, kørte stærkt men godt. Og som alle andre hernede bruger han gerne venstre side af vejen i svingene. Og så må man bare håbe på, at der ikke kommer uventet modkørende eller –gående trafik. Og vejen er generelt pænt trafikeret, dog mest af fodgængere, geder, får og kvæg. Landskabet er smukt og afvekslende, og med jævne mellemrum kommer man igennem mindre byer, hvor det myldrer med mennesker og dyr.

Vel ankommet til Gimbie blev jeg modtaget af Belinda, den danske jordemoder, som har været dernede siden september, og skal være der et år. Det var skønt at se hende igen. Og til alle jer, der har fulgt med i hendes bekymringer over vægten, må jeg sige: Hun er ikke tykkere end hun plejer, måske en smule mere løs i betrækket end vanligt, så I kunne overveje at sende en håndvægt i stedet for chokolade, så hun kan stramme sig lidt op;-)

Hvad kan jeg mere sige om Belinda? Bortset fra, at hun er ung, høj, slank, fotogen og lækkerbrun?
Det er en fornøjelse at arbejde med (og for) Belinda. Hun går til enhver opgave med højt humør, løfter stemningen og motiverer andre til at yde deres bedste.

Belinda og dejlig tilfreds baby

Hun har udviklet sig til en fuldstændig forrygende dygtig effektiv kloning af afdelingsjordemoder, neonatolog og oversygeplejerske. Jeg er ikke i tvivl om, at det virkelig gør en forskel, at Belinda er der. Den indsats, hun yder i forhold til oplæring og supervision af de lokale jordemødre og fødselshjælpere, er uvurderlig. Og der er virkelig behov for oplæring og motivation. Bortset fra de etiopiske læger, som er veluddannede og dygtige, må man sige at sundhedspersonalet er meget basalt uddannet. De fleste lokale har kun en kort teoretisk uddannelse, og mangler kliniske færdigheder. Den største mangel er nok, at der er ringe forståelse for nødvendigheden af selv at tage ansvar. Man gør som lægen (eller Belinda) har ordineret i journalen og endda ikke altid det. Så der er nok at tage fat på.
Belindas indsats med at genoplive skindøde børn og holde fast i, at barnet SKAL lægges til brystet og die, også selv om moderen er træt, har også reddet mere end et liv. Og oveni alt dette, er hun også en ganske effektiv udsmider: Når vagterne ikke vil være bekendt at gøre deres arbejde (man har vel sin værdighed) og rydde afdelingen for pårørende, tager Belinda fat. Det er ganske fornøjeligt at følge med i den bevægelse, der opstår i afdelingen, når man kan høre Belindas stemme udenfor. Pårørende flytter sig fra sengekanten (hvor de absolut ikke må sidde – infektionshensyn) eller hvis de ved, de ikke må være indenfor, forsvinder de diskret ud af en af dørene. Hvis de passerer Belinda på vejen, smiler de – meget. Og når kysten er klar, smutter de indenfor igen. Og at man så oven i købet morer sig i hendes selskab, uanset om det er en rygende travl aften på fødegangen eller bare over en kop på terrassen, er jo en klar bonus.

Jeg var så heldig at være dernede i en fredelig periode. Der var kun en enkelt uterusruptur (revnet livmoder) og ingen eklamptiske anfald (svangerskabs-forgiftning med kramper), mens jeg var dernede. Ingen mødre døde, men til gengæld var der uhyggeligt mange dødfødte og også mange nyfødte, der døde. Mange af dem som følge af infektioner. Patienterne ligger tæt på sengeafdelingen. Trusser ses sjældent, så det ene hygiejnebind, der udleveres efter fødslen gør ikke meget gavn. Børnene er kun nødtørftigt svøbt og ligger i sengen hos mor (hvilket er godt i forhold til kontakt og amning men skidt, når barnet ikke har ble på.) Senge og madrasser er 50 år gamle, og er jo forholdene taget i betragtning, godt gennemtrukket med blod, lort og urin. Den eneste håndvask i afdelingen er på fødestuen, så patienterne må udenfor afdelingen både for at komme på toilet og for at vaske sig. Så det er ikke underligt at både mødre og børn får infektioner. Og selv om det var en fredelig periode, har jeg alligevel set fødselskomplikationer, jeg troede hørte en anden tid til. Den lille afdeling i Gimbie dækker et optageområde med ca 1.000.000 indbyggere, så der er nok at tage af. Fødende transporteres over store afstande, når noget er gået galt derude i jordhytterne. Først bæres de til det nærmeste sundhedscenter, og hvis fødselshjælperen der ikke kan løse problemet, må de videre i bil. Jeg har forløst kvinder, der har presset et døgn; kvinder med forsømte tværlejer (både med og uden navlesnorsfremfald); og tvillingegravide, hvor den første er død under fødslen og ligger i vejen for nummer to. Ved mange af disse langvarige fødsler dør barnet, og i værste fald revner livmoderen efter nogle dage, og så overlever moderen kun, hvis der er nogen til at operere hende.

Men jeg har også haft en stor og god oplevelse. Jeg er blevet mødt med imødekommenhed, glæde og venlighed. Jeg har haft et berigende samarbejde med den etiopiske fødselslæge Tekleselassie, som ikke alene er dygtig, men også har masser af humoristisk sans. Og det har på en måde været meget befriende at arbejde under vilkår, hvor patienterne har fuldstændig tillid til at lægen ved, hvad der skal gøres, og altid gør sit bedste. Også når det går galt. Spædbarnsdød er et livsvilkår, der rammer næsten alle, og når man siger: ”Sorry for your loss” er svaret ofte: ”Thank you, doctor. I know you did your best” eller “I am glad, you were there to help me.” Der er ingen bebrejdelser. Man bærer sit tab med stille værdighed. Og følger interesseret med i, hvordan kvinden i nabosengen lægger sit barn til brystet.

Men det er ikke kun død og elendighed og ulykke. Der er mange flere gode historier end dårlige. Der er lækre nougat-brune babyer. Glade mødre, fædre og bedstemødre og -fædre.

Min ynglingsbaby

Der er den purunge førstegangsfødende, der kommer med tegnblødning og føder ukompliceret den følgende morgen. Som ligger helt stille, mens hun bliver syet (så det tager kun en brøkdel af den tid, vi normalt bruger på at sy de danske kvinder). Som får at vide, hun skal blive mindst 6 timer efter fødslen, men heldigvis hverken har ur eller tidsfornemmelse. Så et par timer senere hanker hun op i mand og barn og forlader storsmilende og lykkelig afdelingen.

Klimaet i området (det vest-etiopiske højland) er fantastisk. 20-25 grader og sol fra kl. 6 morgen til 6 aften. Og der er smukt. Hospitalet ligger på en bakketop med udsigt over by, skov og marker. Jordhytter med bliktag er måske ikke særligt komfortable, men set sådan lidt på afstand er de nu ganske maleriske. Og lydene: Den kommunale morgenvækning starter kl. 6, når præsten i den ortodokse kirke kalder til morgenbøn. På hverdage messer han et kvarter, om søndagen en time! Derefter går fuglene på, så man skal være standhaftig for at sove længe. Om aftenen kan man høre råbene fra børnene på den røde jordfodboldbane på den anden side af dalen. Og der kaldes til bøn igen. Imamen fra moskéen ”synger” vekselsang med den ortodokse præst. Når det skumrer, går cikaderne i gang. Og når det er helt mørkt, begynder hundenes nattekoncert, ind i mellem med bidrag fra hyænerne.

Jeg fik også fejret min 48-års fødselsdag med maner. Det var en søndag, så vi havde ingen ambulante patienter, og Belinda inviterede til brunch på terrassen efter morgenstuegang. Jeg fik fine gaver. Et smukt etiopisk sjal fra Tekle, og et meget rødt negligé fra Belinda (hvor hun fik den idé fra, ved jeg ikke!) Om eftermiddagen lavede jeg et enkelt kejsersnit (med levende barn.) Og om aftenen var vi på byens bedste bar (den med fåret, som tror det er en hund.) Så det var en rigtig god dag.

Og så håber jeg, at I alle sammen husker, at det er en godgørende organisation, der har sendt os ud. Og at I alle husker Maternity WorldWide på Mors Dag, hvis I ikke allerede bidrager på anden vis. Hvis du ikke har en mor, så find en. Hvis du gerne vil være mor, så giv din elskede et vink med en vognstang. Hvis du er chef for en afdeling, eller et sygehus, eller et apotek kan du lade din afdeling donere et par æsker Magnesiumsulfat-bolus (som koster få hundrede kroner på et sygehusapotek, men flere tusinde i almindelig handel), Cytotec, eller Misoprostol 25 µg (og da den ethiopiske kalender ikke er nået længere end til 2001, betyder det ikke så meget om den danske udløbsdato ligger i 2008.) Alle præparater redder liv, kan ikke skaffes i Etiopien, så vi udsendte fungerer som smuglere.

Jeg har haft et meningsfyldt, berigende og lærerigt ophold. Og jeg håber, jeg får mulighed for at tage af sted igen. Og hvis der er nogen, der føler sig inspireret, kan det kun anbefales.

Og jeg vill gerne have sendt billeder - men det vil min pc altså ikke i dag.

Thea

En hilsen her fra det frodige etiopiske højland. Nikolai og jeg befinder os “ude på landet” i Gimbie, 450 km vest for Addis Abeba. Sygehuset ligger højt og vi har vores eget lille hus i udkanten af hospitalsområdet med den skønneste udsigt over bakker og dale. Regntiden er ved at være forbi så alt blomstrer omkring os, her er eksotiske fugle og af og til kommer der også en abe forbi.

Arbejdet fylder selvfølgelig meget og er både udfordrende og inspirerende. Det er den ene katastrofe efter den anden der kommer ind ad døren. Vi oplever ting her, som man aldrig ser derhjemme. Heldigvis har jeg god assistance af min etiopiske kollega Dr. Tekleselasse, de lokale jordemødre og jordemoder Belinda, som jeg kender hjemmefra og som skal være her et helt år. De kvinder der kommer her til sygehuset har ofte haft veer i flere døgn uden at barnet kan fødes. Nogle har rejst op til 200 km for at komme hertil. Vi laver derfor mange kejsersnit og det er desværre ikke altid at børnene er levende. Det sker ikke sjældent at livmoderen er flækket og barnet ligger dødt ude mellem tarmene. Men så kan vi i det mindste redde moderen så hun kan komme hjem til sine andre børn. Det er almindeligt at kvinder her får 6-8 børn. Så “prolapser” ser vi også mange af - efter mange fødsler og tungt arbejde med at samle brænde og passe markerne falder livmoderen simpelthen ud og
hænger nede mellem lårene. Men det dør man jo ikke af, så den slags operationer har ikke så høj prioritet. Det skulle bare lige være derhjemme!

Der er mange patienter der gør indtryk - både dem hvor det går godt og dem hvor det går skidt. En af piger der fylder meget er Kabene på 16-17 år som fik lavet en illegal abort ude i byen med en gren, hvilket resulterede i voldsom infektion, hul i livmoderen og hul på tarmen. Vi har opereret hende 3 gange i de uger jeg har været her men hun er stadig alvorligt syg og det er tvivlsomt om hun klarer den. I Etiopien er provokeret abort kun tilladt hvis man er under 18 år eller er blevet voldtaget. Men lægerne her vil af religiøse årsager ikke udføre det. Jeg gør det gerne for at undgå flere ulykkelige tilfælde som Kabene.

Ud over de faglige er der også andre udfordringer. Med jævne mellemrum svigter strømmen - så batteridreven pandelampe er fast inventar i lommen. Men stearinlys hygger og på sygehuset er der heldigvis en generator der kan sættes i gang hvis vi står midt i en operation. Det største problem er dog at vi det meste af tiden ikke har noget vand, fordi pumpen er gået i stykker. Så må vi klare os med “tør-vask” og sprit så længe lager haves. Når der ind imellem (med dages mellemrum) kommer vand i hanerne skynder vi os at fylde alt hvad vi har af baljer og spande. På den måde lærer man at spare på ressourcerne og sætte pris på det der plejer at være en selvfølge. Det er nok meget sundt. Men på sygehuset er det et stort problem når vi ikke har vand. Autoklaven, hvor instrumenter og operationsstøj bliver steriliseret, er afhængig af vand. Mange af vores patienter har diarre på grund af orm og de nyopererede patienter får sårinfektioner. Nu er der endelig blevet
indkøbt en ny vandpumpe fra Addis så vi kan få pumpet vand op fra den nærliggende flod.

Hver morgen kommer Tadalu, vores etiopiske hushjælp. Hun vasker op, vasker tøj, går på marked og laver mad til os. Den første dag var jeg lidt skeptisk ved dette arrangement, men har hurtigt indset fordelene og vænnet mig alt for godt til det! Det er altid spændende hvad vi skal have at spise. Efter et par uger er der dog gentagelser i variationerne over linser, kartofler, gulerødder og kål krydret med ingefær, hvidløg og chili. Men det smager altid godt. Og så er hun også god til at bage boller og kanelsnegle - og rister friske kaffebønner til os! Man bliver jo helt forvænt - det bliver hårdt at komme hjem og selv skulle til kødgryderne og vasken igen!

Mens jeg er her har Dr. Tekleselasse benyttet sig af lejligheden og har holdt en uges ferie i Addis, hvor jeg så har været alene på skansen. Men selv nu hvor han er tilbage igen arbejder vi stadig meget. Så siden vi ankom har jeg kun været uden for hospitalsområdet 4 gange.

Men så får Nikolai til gengæld set sig omkring. Sygehuset her er drevet af amerikanske adventister, så der er flere unge jævnaldrene volontører som Nikolai “hænger ud” med. De hører musik og ser DVD film sammen, men når snakken så falder på sex før ægteskabet og troen på evolutionsteorien hører sammenligningen også op. I sidste uge var han afsted 5 dage med et par af dem samt en lokal tolk på “medical visit” til nogle af de fjerntliggende landsbyer hvor der skulle suppleres med medicin og udstyr og undervises i graviditet, ernæring og infektioner. Det sidste stykke vejs til fods og med muldyr. Han kom hjem med gode oplevelser, fantastiske billeder af mennesker og scenerier - og lopper! Nikolai har også fået gode jævnaldrene lokale venner - både her fra sygehuset og oppe i byen - som han drikker kaffe og hører musik med. Og går ud og drikker øl med.  Her på sygehuset har han fulgt med i mit arbejde med fødsler og operationer men har også arbejdet
selvstændigt med “triage” - det vil sige ser patienterne før de kommer ind til lægen, måler blodtryk og puls. I går assisterede han mig til en udskrabning hvor jeg havde brug for en der kunne skanne samtidigt. Det var han rigtig god til. Jeg er meget stolt af ham!

I det hele taget er det fantastisk at have hele denne oplevelse sammen med Nikolai. At få fælles venner og dele alle de mange indtryk med hinanden - og banke hinanden i back-gammon i solen i frokostpausen. Forleden aften var vi i byen sammen - på “natklub” her i Gimbie sammen med vores lokale kolleger. Sjov oplevelse. En blanding af etiopisk pop og reggae - og en masse øl. Det var kun mændene der dansede. Der var også et stort får man lige skulle flytte på for at komme ud på toilettet i baggården - jeg var glad for både pandelampe og skridsikre vandrestøvler for ikke at falde i hullet.

Så vi lever og har det godt! Hils omkring jer!

Kærlig hilsen   Anette og Nikolai