Breve fra Gimbie

En beretning om den 25. Juni 2010 på et lille hospital i Gimbie, West Wollega, Etiopien.

Det er i perioder enormt svært at være her. Forholdene for befolkningen er ekstremt håbløse, og det kan jeg selvsagt ikke gøre ret meget ved. Til tider føles det derfor totalt meningsløst at være her, og jeg kommer til at opleve migselv som fuldstændig uduelig. Der er dage, hvor tårerne sidder på spring, og der er ord, jeg ikke skal sige, og tanker jeg ikke skal tænke, for så bryder en syndflod af tårer løs. Men så er der jo de fleste dage, hvor en eller anden viden blir videregivet og forstået, en eller anden fødende får en god oplevelse, et eller andet barn slipper levende ind i verden, en eller anden god debat med en etioper om forholdene og vejen til bedring udspiller sig, en eller anden fantastisk naturoplevelse beriger mig m.m.m. Og HVER dag, jeg møder på arbejde, er der masser af knus, smil, ”atambulte, fayada, nagada” og andre venlige og varme hilsner, som kun kan gøre glad. Ja så i det store hele er jeg OK.

Mit arbejde består indtil videre kun i undervisning af plejepersonale,tjekke at genoplivningsudstyr er i orden og klar til brug, daglig ledelse af fødegangen og og delvis opsyn med barselsgang, gå med på stuegang om muligt, opsyn med dokumentation af fødegangsarbejdet, sikring af at alt udstyr til fødslerne og de nyfødte er tilstede, sikre Safe Birth Fond (= Maternity Worldwides dækning af udgifter i forbindelse med fødsel så pt.s andel er max 20 birr sv. til ca. 8 kr hvilket igen svarer til 3½ dagsløn for en arbejder) til de allervanskeligst stillede, sikre at rengøring af fødestue og ”ve”stue er ”tilfredsstillende” udført (her er afsindig møgbeskidt og ildelugtende), holde øje med at ordinationer blir udført, vejlede og rådgive ved komplicerede fødsler, vurdere hvornår lægelig bistand er nødvendig og tilkalde. Nå ja når jeg nu skriver det ned, så har jeg da egentlig en del at se til. Samtidig har jeg jo også mange fødsler selv, når vi har travlt, plus undervisning af de sygeplejestuderende, der forstå bare lidt engelsk.

Idag blev en af de dage, hvor jeg måtte multitaske (hedder det vist) hele dagen, så for at give et billede af en ikke sjældent forkommende dag vil jeg prøve at beskrive den:

Efter en træls nat, hvor jeg blev vækket mange gange af rotten, når den med store brag til følge væltede et eller andet ned af køkkenbordet, og af loppernes konstante angreb på udsatte smagfulde steder på min krop, tumlede jeg op på fødegangen efter et par pragtfulde kopper nymalet etiopisk kaffe og havregrød med banan. 5 minutter forsinket fordi jeg ikke kunne finde mit armbåndsur, som jeg jo ikke mere kan bære om armen, da rotten har ædt halvdelen af remmen incl. spændet (forhåbentlig har den haft en voldsom mavepine!!!). Jeg kan ikke undvære uret, når jeg skal tælle fosterhjertelyd. Jeg kom så lidt for sent med uret i lommen, og alt så ret stille ud. Kun en enkelt fødende, førstegangs sendt fra regeringshospitalet, som ikke har kunnet skaffe en obstetrikker eller jordemødre nok. Jeg var forsinket, men de to etiopiske ”jordemødre” var endnu ikke dukket op. De kommer aldrig til planlagt tid(der er lidt grønlandsk over det) . Jeg fik rapport om et noget protraheret forløb, mens den lille kvinde stønnede sit ”maaloo, maaloo” =please, please. Det var tid til re-evaluering (englændere og amerikanere siger hver 4.time) og der var ikke sket en dyt. Stadig kun 4 cm åben livmodermund. Handling: Prikke hul på fosterhinderne for at få fremgang. Naturligvis var fostervandet, som det oftest er her, grønt af meconium (fosterafføring), og fostrets hoved var ikke velindstillet i bækkenet. Se an til stuegang, som aldrig er før kl 10-10.30 (dr. Tekle kan ikke lide morgener). Da han kom, blev der, som jeg havde forventet, ordineret kejsersnit. Jeg gik med på stuegang, mens fødekvinden blev gjort klar. Et barn med dobbeltsidig læbespalte skulle ernæres, og vi debatterede, hvilket udstyr vi var i besiddelse af, og hvor operation bedst kunne blive udført og hvornår. Der var andre små og større problemer at tage sig af, men alt i alt var der styr på tingene. Et enkelt præmaturt barn havde rigelig gulsot og eneste mulighed for behandling her, er at tage den lille med ud i solskin, og det er det lidt småt med her i regntiden. Barnet vejde idag 1641 g. Efter stuegang var det tid til kejsersnit, og der kom en fin pige til verden. Hun havde det OK. Efter operationen køres kvinden direkte tilbage på afdelingen, og får så barnet lagt til brystet. Mens jeg skrev papirer på fødegangen, kom en 3.gangsfødende ind med pressetrang. En af de etiopiske ”jordemødre” forestod fødslen, men hun blev utryg, da hovedet ikke kom frem som ventet. Gode tegn på kommende fastsiddende skuldre og så blir der råbt på mig. Vi har heldigvis lige trænet i forløsning i fastsiddende skuldre, så jeg kunne dirigere slagets gang uden de store protester mod diverse manøvrer bortset fra den fødende, som ikke rigtig var samarbejdsvillig. Barnet klarede sig pænt bortset fra et kornblåt ansigt. Stor dreng for en etiopisk kvinde : 4250 g. Jeg havde så tid til at gå op på Maternitys ”lagerrum”, som også er mit undervisningslokale, og undersøge udstyr til læbe-ganespalte børn og få diverse hentet ned på afdelingen. På afdelingen var der nu opstået et problem med en mor til en barselskvinde. Hun gik omkring og omfavnede alle og enhver på afdelingen og sagde: Nej sæt ham ikke i fængsel. Ikke i fængsel. Maaloo, maaloo! Jeg blev så bedt om at tage stilling til, hvad vi skulle stille op med denne ikke indlagte psykotiske, eller hvad ved jeg, kvinde. Jeg bad sygeplejersken gå til medicinerlægen i stedet efter at have fået en længere forklaring om tilfældet. Op forbi kontoret før frokost for at høre efter post til mig. Der blev rystet på hovedet af den ene og den anden, men jeg havde en fornemmelse af, at de ikke rigtig forstod, så jeg blev ved. Tilsidst var der bid: Dejlig brevpakke fra Jette med diverse godbider. UHM! Hjem til frokost. Blev mødt af en fattig mand, som tilbød at ”anlægge” en have for mig ganske billigt. Jeg har ikke brug for en have her, men for fred og ro i mine pauser, så, da jeg afslog, blev det til tiggeri i stedet. Tilbage fra frokost blev der tid til en god snak med en mandlig sygeplejerske om de politiske forhold og muligheder for udvikling i denne del af Etiopien og en beretning om forholdene i Danmark efter forespørgsel, mens vi fyldte op med diverse såkaldte beklædningsgenstande til personale og fødende (I ville ikke i jeres vildeste fantasi kunne forestille jer disse laser!!) Snart ankom 2 fødende. En 2.gangsfødende med muligvis ansigtspræsentation, højtstående hoved og meget spændt hindeblære samt ukendt termin og ingen graviditetsundersøgelser på grund af stor afstand til sundhedscenter. Jeg kunne tænke mig en ultralydsscanning. En førstegangsfødende med feber, muligvis langvarig vandafgang, grønt fostervand, foster med tackycardi mellem 170 og 190 slag i minutet mod normalt 110 (120)-150(160) slag i minuttet. Gode grunde til at kalde dr.Tekle, som jeg heldigvis kunne ringe til, eftersom mobilnettet igen var i drift efter ½ døgns nedlukning (det er jo regntid og det væltede ned, og det ville næsten være synd for vagten, at sende ham afsted med papirer til dr.Tekle). Tekle kom ret hurtigt og tog stilling. Den andengangsfødende skulle bare fortsætte forløbet, og se hvad det udviklede sig til, og den førstegangsfødende blev gjort klar til kejsersnit. På operationsgangen blev der så til alles overraskelse udhentet 2 små piger på henholdsvis 2020 g og 2200 g, begge med behov for genoplivning. Der er kun udstyr klar til en,så der blev arbejdet på kryds og tværs med sug og iltmasker på et koldt lille ”genoplivningsbord”, som intet har at gøre med vores Sechersbord. De ser ud til begge at klare den. Vel tilbage på fødegangen til en ny gang registrering og fortsat ventilering af tvilling A opstod der så problemer for en anden af de etiopiske ”jordemødre”. Endnu engang var det skuldrene, og der gik lidt panik i ”jordemoderen”, så jeg måtte have hænderne med for at få forløst, men endnu engang godt barn efter lidt sugning og ilt. Fin opfølgning på undervisningen med sådan en gang live-praktik! Så burde der være afløsning, for kl var godt 17, men ind af døren væltede 4 nye fødende, som der skulle tages stilling til, inden jeg kunne snige mig hjem kl 18.30. Godt brugt og med løfte om at kunne kaldes, hvis de fik problemer deroppe. Så helt fri er jeg ikke og vil derfor snart skulle sove.

Kærlig hilsen

Marie

Gimbie den 11.maj 2010.

Ja det var så idag bægeret var ved at flyde over, og det var ikke med mælk og honning eller andet godt.

Kl. er 16.40. Der er stille på føde-barselsgang efter 2 x kejsersnit (første kejsersnit: Kvinde med 2 x tidligere kejsersnit på grund af snævert bækken. Andet kejsersnit : Akut indlagt 5..gangsfødende med kraftig blødning og 2 døde børn samt 2 levende. Det var en forliggende moderkage, så kejsersnit var eneste løsning. Degge kvinder ønskede sterilisation ved samme lejlighed, og satte deres fingeraftryk på ”godkendelsesformularen”) og 1 normal fødsel, så jeg følger med en af ”jordemødrene” ned til vaskeriet for at bede dem vaske noget baby-tøj, som Feyisa, fieldcoordinator for Maternity Worldwide, har købt ude i byen. Vaskerifolkene havde tidligere på dagen udvist modvilje mod opgaven, så Fanaye (”jordemoderen”) mente det ville have en gavnlig effekt at have farinji-jordemoderen med. Det gik også helt problemfit. De skulle nok vaske tøjet. Det er vel også det, der er deres opgave? Væk i 5 minutter og da vi træder ind igen blir der råbt, at der er behov for os på OB (=fødestuen). Men det var nu ligesom lidt for sent!! Nogle mænd har lige løftet en ung kvinde over på en af de 2 observationssenge, livløs! Intet åndedræt, ingen puls, intet blodtryk. Lige afgået ved blødningsdøden. 25 år gammel. Hun har født en dejlig dreng på 3100 g, som er sprældlevende og befinder sig i svigermors arme. Moderkagen sad fast, og selvom de satte et saltvandsdrop op og bandt et tørklæde stramt om kvindens mave, ventede de for længe med at komme på sygehuset. HUN VAR UIGENKALDELIGT DØD VED ANKOMSTEN!! Efter fødsel på et HEALTHCENTER!! Herefter havde jeg en lille debat med det øvrige personale, da jeg ville kalde dr.Tekle.”Hvorfor? Hun er jo allerede død.” Nå men jeg ringede til ham, og han kom. Gav aldrig noget svar på om han ønskede at blive kaldt eller ej. Han har været syg og kan jo ikke sådan gå og lægge sig i sengen, så han er fåmælt. Nå men ligemeget hvad, så ville jeg aldrig kunne leve med ikke omgående at informere chefen om en sådan hændelse.

En times tid tidligere var en ung pige på ca. 16 år død på afdelingen. Indlagt i meget dårlig tilstand efter en illegal abort. Hun kom aldrig til bevidsthed efter indlæggelsen!

Der lides meget her, og alligevel er der ikke langt til de smukke varme smil.

MATERNITY WORLDWIDE.DK +UK forsøger at hjælpe med oplysning om gaviditet, fødsel, prævention, kost, hygiejne m.m.m. og fri adgang til sygehusfødsler, hvor der skønnes at være tale om risikograviditeter og –fødsler.

Men arbejdsopgaven er stor, vil tage tid og koste penge.

GLEM IKKE AT STØTTE MATERNITY WORLDWIDE.DK

I FINDER DERES HJEMMESIDE PÅ: WWW.MATERNITYWORLDWIDE. DK.

Kærlige hilsner og tanker Marie

GIMBIE, ETIOPIEN

REJSEBREV 2

18.april 2010.

En uge er gået og der har været både travle og stille dage. Det har været dejligt at være 2 jordemødre både på arbejde og i fritiden.

Obstetrisk set har det været en katastrofe uge: 3 døde børn, 1 død højgravid kvinde, 1præmatur fødsel og flere gange akut kejsersnit.

Fredag eftermiddag blev Abebech kaldt op på skadestuen. En højgavid kvinde var kommet ind i ikke kontaktbar tilstand. BT var lavt og for her normalt 90/50 men pulsen var vanvittig høj omkring 140 og derover. Tomme stirrende øjne og en temperatur på 39.6 grader. Uterus (livmoderen) spændt, ingen hjertelyd og ødemer i underekstremiteterne (vand i benene). Denne voldsomt syge kvinde blev kørt ned på vores fødestue fra skadestuen på en slags båre. På fødestuen lå i forvejen 2 fødende kvinder, 1 på hver af de 2 fødesenge begge med veer. Her måtte vi starte med diagnostisering og behandling, mens der blev hentet en bedre båre fra operationsgangen og en af sengene blev kørt ud fra niecen, vi har til undersøgelse af fødende og som extra barselsstue, så båren kunne komme derud med den meget syge. På den anden seng derude lå en tredie fødende med præmatur vandafgang , blodtryksforhøjelse og vestimulerende drop. Tankerne fór igennem hovedet på os alle = Abebech, Kate , mig og Tekle efter en af vagterne havde hentet ham. Pæeeklampsi, eklampsi, abruptio placenta, malaria og hvad ved jeg. Det tog dog ikke mange sekunder før dr. Tekle uddelte ordrer, og der blev arbejdet så efftektivt, som det er muligt her med det udstyr, vi har. I løbet af lidt mere end en time var kvinden død. Hun havde abruptio placenta (en moderkage, der har løsnet sig fra livmoderens væg) og deraf følgende blødning inde i livmoderen som forklarer lavt blodtryk og hurtig puls, men det giver ingen forklaring af temperaturforhøjelse. Om hun forud for løsningen har haft højt blodtryk med efterfølgende løsning af moderkagen som resultat får vi aldrig at vide, da der ikke er svangerekontrol, der hvor hun kom fra. Hendes mand fortalte efter hendes død, at hun havde været ukontaktbar i 2 døgn – JA 2 DØGN –. Hvorfor de ikke før var kommet på sygehuset vides ikke, men livsvilkårene ER meget vanskelige her. Jeg ved heller ikke, om hun havde andre børn, som så i givet fald er moderløse nu.

Som jeg skrev lå en præmaturt fødende med blodtryksforhøjelse i sengen ved siden af den døende kvinde. Hun blev flyttet ud i et rum, der er under ombygning, kort inden vi måtte erklære kvinden for dø. Da de afløsende ”jordemødre” kom, kunne de konstatere, at den fødende kvindes BT var steget betragteligt til 180/100. Det måtte vel næsten siges at være naturligt med det, hun lige havde været vidne til, samtidig med at hun selv var i fødsel, men da vi på godt 1 uge havde haft 2 dødsfald hos kvinder med den frygtede svangerskabsforgiftning, blev hun sat i blodtryksnedsættende behandling. Det havde en rimelig effekt sammen med beroligende holden i hånden. Herefter ville hun under ingen omstændigheder slippe mig, og det er stærke kvinder, der bor i Etiopien. Så selvom jeg forlængst skulle have været hjemme, så måtte jeg blive. Heldigvis fødte hun ret hurtigt et godt, men lille barn på 1800 g. Barnet har det fint her 2 dage senere og er udskrevet med sin mor.

Kate har haft hovedpine i nat og måtte blive hjemme. Samtidig er hun ramt af hjemve, så der er lidt tårer ind i mellem. Vi vil dog snart gå op i byen og hygge os lidt på cafeen.

Det lykkedes i dag efter en endeløs lang kamp at få instaleret 2 ekstra stikkontakter på fødestuen, som indtil i dag kun har haft 1. Vi var lovet 3 extra, men arbejdet blev ligesom afsluttet efter det var klaret med de 2. Måske kommer der en tredie en anden dag, men nu kan vi da både give ilt til en nyfødt og få lys til suturering på én gang. Prægtigt!!!!!!!!!!!! ”Kuvøsen” (som ikke er en kuvøse men en slags skab med plexiglaslåge), iltagregatet, ”genoplivninsbordet” m.m. var skubbet ind på plads oven i pudsstøv, ledningstumper og hvad ved jeg, så jeg hev det hele ud igen og fik under diverse vanskeligheder iværksat rengøring. Kl godt 15 forlod jeg så veltilfreds fødegangen efter at have sagt farvel til ”mit” morgenbarn og hendes mor, samt fået lidt undervisning i oromifa af en lille knægt på 4-5 år som insisterer i at lære mig nogle ord. Hyggeligt.

Fredag den 23.april 2010.

Sidste uge var hård at komme igennem og hvem kunne forstille sig at det blev værre?

Mandag blev en af de dage hvor intet syntes at ville fungere. Jeg havde et langt og sej forløb med en asynklin præsentation, som endte med kejsersnit. Barnet OK . Jeg var bare træt og det samme var Kate og efter alt at dømme også Tekle. De 4 studerende var totalt ineffektive og forstod ikke et ord engelsk, så pyha en dag. Tirsdag har jeg ikke noteret et ord om, så jeg ved kun at jeg var på arbejde fra 8 til 16 og at vi afsluttede dagen med at indlægge en førstegangsfødene med orificium 7 cm. Og at det var nevø Esbens fødselsdag!

Onsdag den 21. blev en rædselsfuld dag . Da vi mødte ind var en vred Tekle i gang med at gøre klar til at lægge sugekop. Det viste sig at være kvinden vi havde indlagt dagen før og som burde have været forløst mange, mange timer tidligere, men Tekle var ikke blevet informeret, så han var rasende. Sugekoppen mislykkedes og det samme gjorde et mindre forsøg på at lægge tang og vi endte med kejsersnit. Barnet var i en medtaget tilstand ved ankomsten, men rettede sig efter behandling med sugning og ilt. Vi var straks fra morgenen blevet orienteret om at der ud over den fødende jeg fulgte var endnu en fødende + et planlagt kejsersnit +1 fødende med barn i ansigtsstilling og dødt barn + en tvillingegravid med blødning præmaturt og 2 døde fostre. Jeg tog mig af pigen med foster i ansigtsstilling. En stilfærdig pige på bare 18 år, som jeg havde nemt ved at kommunikere med uden ord, hvilket var godt, da alle var travlt optagne. Lige før hun fødte mødte diverse interesserede (nysgerrige?) dog op og begyndte at blande sig. Det fik jeg nu hurtigt og utvetydigt sat en stopper for. Mens jeg tog mig af den fødsel var Kate til 2 kejsersnit, det ene akut og det andet planlagt. Herefter fik vi sat vestimulering op på den blødende tvillingegravide, som ret hurtigt fik veer og fremgang i fødslen. Mens det stod på kom en 5.gangsgravid med monstrøse ødemer og et blodtryk på 220/120. Endnu en fødnde fik lagt sugekop efter en lang presseperiode. Tvillingefødslen var noget vanskelig da begge børn var i sædestilling og kvinden var en førstegangsfødende også på kun 18 år. Efter denne kaotiske dag gik vi hjem ved 18-tiden trætte og efterladende 2 papkasser på gangen med henholdsvis med ét dødt barn og et dødt tvillingepar. Vi lavede os en let gang aftensmad og så bare lidt afslapning før en urolig nattesøvn med mange drømme. Næste morgen fortsatte ulykkerne. Det barn der var født med sugekop døde ganske pudseligt kl ca. 8. Genoplivning ikke muligt. Forældrene græd og græd, hvilket er MEGET usædvanligt her. Det var deres første barn. Alt i mens der var virvar omkring det døde barn og genoplivningsforsøg fødte jeg på samme stue med en førstegangsfødende. En i øvrigt fin normal fødsel. Nu var der så 3 papkasser med sammenlagt 4 døde børn på gangen. Først på eftermiddagen kom de tre fædre og hentede hver sin papkasse for at få børnene begravet samman med dem forlod mødrene sygehuset. Vi afsluttede dagen ved 15-tiden ikke just i muntert humør. Lidt indkøb og en øl/gin og toic på The Green Bar gjorde godt, hvorefter vi igen lavede os lidt hurtig aftensmad. Vi har frabedt os hushjælpens kogekunst og er ikke kede af det. Hun bager stadig dejligt brød til os, vasker vores tøj og gør en anelse rent samt køber ind hvis vi ikke kan nå det. Idag fredag har der været forholdsvis stille. En førstegangsfødende med vandafgang i 24 timer og lang presseperiode fik lavet kejsersnit. En fødende med lidt blødning henvist fra en klinik langt borte var ikke i aktiv fødsel og havde kun tegnblødning, så hun tussede omkring på egen hånd. Hun blir på sygehuset, da hun har så langt hjem. Kvinden med det voldsomt høje blodtryk fra igår er indlagt på afdelingen og blodtrykket er nogenlunde under kontrol. Hun er formentlig i uge 36, så vi giver hende lidt tid før en evt. Igangsættelse

Herhjemme sidder jeg så og skriver om alle disse begivenheder og pludselig kravler en mand med en økse op i vores udgåede træ udenfor huset. Han hugger løs på træet og stikker armen dybt ned i en hulning. Hvad har han gang i? Jo på forespørgsel: På jagt efter honning, ikke fra bier, men fra et lille billeagtigt insekt. Han gumlede i sig og så ud til at nyde det. Jeg kunne godt have fået lov at slikke lidt af hans fingre, men men…… Det havde jeg ikke lyst til.

På sygehuset er der dog også herlige oplevelser. I dag fyldte en lille præmatur pige 3 uger. Hun blev født i underkropsstilling og ingen syntes at ville tage sig af hende, men trak bare på skulderen med hensyn til behandling. Jeg syntes dog nok at lidt ilt og varme ville være passende samt lidt at spise indtil mor kunne producere mælk. Det blev iværksat og her 3 uger senere er hun stadig i live og 200 gr over fødselsvægt. Stadig NG-tube feeding (har glemt hvad det hedder på dansk), men hun er sej og det samme er hendes mor, så måske klarer de sig igennem. Det er da lidt af en solstråle-historie.

Torsdag den 29.april 2010.

Det er utroligt, hvad een mand må stå model til her. Jeg tænker på dr.Tekle. Siden Leonie og Steve rejste for 5 uger siden, har han været konstant på kald, og det har været en travlt tid med svære oplevelser som de 2 mødres død. Der har være klager, uberettiget, men det er svært at udholde, når presset samtidig er så stort. Jeg tror ikke, den stakkels mand har fået en hel nats søvn i ugevis. Og jeg synes han gør et fantastisk stykke arbejde! Timevis på pletten og altid, ihvertfald næsten altid, rede til at undervise i gynækologi og obstetrik under afrikanske forhold. Jeg synes, jeg får en kolosal gave af viden med mig herfra, og det burde være mig der efterlod en masse, når jeg igen vender tilbage til Danmark. Jeg tror også, at jeg får videregivet noget hver dag, men det er svært at strukturere af flere grunde. Dels har vi ofte meget travlt, dels mangler vi et ordentligt lokale til undervisning, dels er de sproglige problemer store, og så har vi først for nylig fået en maneger til at se det hele lidt fra oven og styre projektet. Han, Mosisa er til gengæld god ,og vi forventer os meget af ham. Han er samtidig et dejligt ,ydmygt menneske, som taler sproget, forstår samfundet og har den rette hudfarve. Det sidste burde jeg måske ikke skrive, men det har en betydning.

Siden jeg sidst skrev har vi haft rigtig mange døde børn, nogle før fødsel andre indenfor de første døgn. Der har været så mange papkasser på gangen med disse små, at det næsten ikke har været til at bære. En frygt for at en eller anden virus, eller hvad ved jeg, har ramt os breder sig lidt. Børn, som ser ud til at klare sig fint, dør pludselig helt uventet.

Men der er også solskinshistorier: En travl morgen, hvor alt er kaos, og jeg starter med at konstatere : Ingen hjertelyd hos en førstegangsfødende, som startede igangsættelse dagen før. Jeg skrev besked til Dr. Tekle, som dog kom i samme øjeblik. Den afgående nattevagt, Emanuel den sødeste sygeplejerske, bad mig om at tilse en fødende, som var kommet ind fra et ”healthcenter” og som ikke var tilset endnu. Den mundtlige besked fra ”healthcentret” var: Det er et tværleje, som vi ikke kan føde med. Jeg mærkede på maven, lyttede fin hjertelyd, mens jeg fik Emanuel til at skrive ”anamnese”. Da jeg løfter på kjolen (de har jo heldigvis som regel ikke underbukser på, og tæpper er vi oftest udgået for) ser jeg den sødeste lille hånd stikke ud af skeden. Da jeg forsøger at undersøge kvinden nærmere tager den lille hånd først fat om min finger og trækker sig så op i skeden igen. Pragtfuldt levende barn. Alle var travlt optaget med dødt barn, vacuum extraktion, flergangsfødende med presseveer m.m., men det lykkedes at gøre kvinden klar til det nødvendige kejsersnit uden diverse papirer. Jeg måtte også selv smutte over på operationsgangen efter en båre (jeg fandt det ikke særlig smart at lade hende selv gå over på operationsgangen!) Derovre fik jeg lejlighed til at oplyse operationspersonalet om, at vi havde planer om et hyperakut kejsersnit ( i Thisted kaldet RØDT SECTIO), men at dr.Tekle lige var optaget af en vacuumextraktion af et formentlig dødt foster. Tilbage med båren ville jeg lige lytte til hjertelyden igen, men den var ikke til at finde. Nå men vi havde jo ultralydsscanneren på gangen (brugt til kvinden, hvor jeg ikke kunne finde hjertelyd) og jeg ved da hvor tænd/sluk knappen sidder og kan også se om et hjerte slår eller ej, så den blev taget i brug. Jo hjertet slog, men meget langsomt bekræftet af Ashami, som er tolk i konsultationen, men også scanner, når det er nødvendigt. Uddannelse? Men hun er et pragtfuldt menneske og på forskellige planer meget kvalificeret. Nå, hvad gør du, når der er ½ meters forskel mellem seng og båre og ingen af delene kan hæves eller sænkes og kvinden i sengen har en fremfalden hånd og påvirket hjertelyd? Du beder hende kravle den halve meter op, mens den lille ufødte vifter fornøjet med hånden. Ja hun måtte ved egen hjælp kravle op på lejet, og jeg kunne så køre hende på operationsstuen i sikker forvisning om generel anæstesi og hurtig forløsning. Men nej! Dr. Tekle sagde: Spinal anæstesi, hvis hjertelyd er OK.Hjertelyden var imellemtiden blevet fin, så jeg gav besked til anæstesisygeplejersken (jeg tror faktisk ikke det er læger, men jeg er ikke sikker i skrivende stund) om spinalanalgesi og løb så tilbage for at give dr.Tekle besked om udviklingen. Så tilbage til operationsgangen, hvor anæstesisygeplejersken/lægen kunne meddele at spinalanalgesi ike var muligt på grund af patientens meget lave blodtryk (tidligere målt af en studerende til 120/80). Tilbage til dr.Tekle med beskden. Han var dog lige i en alvorlig samtale med dem, der lige havde mistet et barn. Tilbage på operationsgangen igen. Alt er klart. Hjertelyden nok lidt stresset, men ok efter omstændighederne.. Efter 25 minutter i en kaotisk verden med sproglige vanskeligheder, personalemangel, kun 1 læge, anæstesiproblemer m.m.m. forløses en dejlig sprældlevende dreng godtnok indsmurt i meconium ,så han nærmest har ”kineserfarve”, men efter kort tid åbner han et par pragtfulde mørke øjne og ser forundret på mig. Selvklart får han lov til at holde om min finger, som han allerede gjorde, mens han mest var i moders liv med kun en hånd udenfor. Jeg elsker den knægt! Hans øjne er så fulde af håb og styrke. 2 dage efter fødslen er han og mor udskrevet. Måtte deres liv fremover blive lykkeligt!!!!!!!!!!!!!!

Søndag den 2.maj 2010.

Dagene går hurtigt og samtidig føles det som en evighed siden jeg forlod danmark. Det er en pudsig fornemmelse. Vi har haft travle dage på fødegangen ,og der har næsten hver dag været kasser med døde børn. Det er som om det ingen ende vil tage, og vi er alle ret påvirkede af det. Jeg synes virkelig vi gør, hvad vi kan allesammen, men alligevel er der børn der dør mellem hænderne på os. Som Tekle sagde til mig idag er det ikke travlheden, der er et problem, men udkommet. Det er næsten ikke til at holde ud når børn, der ser friske ud pludselig blir grå og kedelige og derefter dør. Eller børn der helt uden varsel findes døde. Det virker uhyggeligt ,og somom vi er ramt af et eller andet. Som Tekle sagde i fredags: ”Jeg kan ikke lide denne måned! Godt den snart er overstået!” Han trænger til nogle fridage, men der er bare ingen til at afløse ham. Han blir til tider rigeligt hidsig, når et eller andet ikke fungerer, hvilket selvfølgelig er forståeligt, når han er konstant i vagt og blir kaldt op de fleste nætter, men godt er det ikke. Alligevel tænkte han idag på at sige, at jeg skulle holde fri i morgen, for jeg skal jo holde længe. Jeg er nu ikke sikker på at det er fridag i morgen, men måske en kort dag.

Vi har et par aftner i træk haft de mest voldsomme ”angreb” af flyvende termitter. De kravler ind under døren, rammer vinduet i tusindvis, vælter ind af døren, når vi får besøg. En af aftnerne var vi på The Green Bar for at spise aftensmad. Det var en af aftnerne uden strøm, så det var svært at se, hvad der blev stillet på det udendørs bord. (Jeg var dødtræt og kunne ikke få en bid ned ,da der kun var mulighed for indjira med et eller andet), men det lykkedes flere at få et ekstra protein-tilskud i form at termitter med vinger. De var omkring os og bålet i gården i millionvis. Jeg nød min øl i al fredsommelighed. Når vi nu mest drikker direkte af flasken er det nemt at sørge for at holde ubudne ”gæster” borte, mens de andre der både skulle holde hånden over glas med gin og tonic og store fade med indjira, kød og kikærtepasta straks var dårligere stillet.

Lørdag var vi traditionen tro på vandretur, Kate og jeg. Vi bestemte os for en tur i bjergene øst for byen. Jeg har været lidt ude i den retning før med adventisterne og med Leonie, men det har været småture i forhold til det vi begiver os ud på. Det blev endnu en pragtfuld tur med skiftende naturoplevelser. Vejret var efter de voldsomme regn- og tordenbyger vi har haft, ikke alt varmt, hvilket var nyt. Vores madpakke bestod af nylavede sambusa’er, dejlig friturestegt dej med linser med chili som fyld. Vi blev en ret lang del af turen fulgt af et par drenge, som gjorde os opmærksomme på en flok kæmpe store aber på et åbent stykke jord lidt borte. De var svært søde, altså drengene, standsede op, når vi gjorde det, stod stille og iagttog, når vi gjorde det, tilbød at bære vores rygsæk, hvilket vi på det bestemteste afslog (slavetiden er vel næsten forbi, selvom det nok havde kostet mindst 1 birr =40ører). Langt inde i bjergene vinkede først den ene og lidt senere den anden dreng farvel. Vi var nået frem til deres hjem!!! Vi kom forbi herlige landbrugsområder med mænd, der gik bag den oksetrukne træplov, køer, får og geder der blev holdt ude af majsmarkerne, små børn, der legede ved vandløb og blev meget forskrækkede over pludselig at se et par hvide kvinder dukke op. De flygtede let på tå på deres bare fødder og i de totalt lasede klude, de bar. Siden stod de halvskjult i majmarken i nærheden af far og fnisede af og til os. De mindede mig så utroligt meget om at være ”rigtig” barn, at det næsten gjorde ondt. Vi nød frokosten i kanten af en majsmark og ”markbeskytteren” kom på sin runde hen til os og snakkede lidt efter vores ”Faajada” ”Naaga” eller hvordan det nu måtte staves. Vi forstod selvsagt ikke en lyd, hvilket han opfangede og derefter bare stod stille med sin stenalderhakke over skulderen og kiggede ud over bedriften, inden han fortsatte sin rundtur på udkig efter indtrængende aber, køer, får eller geder. En pragtfuld lørdag langt væk fra vores ret så ildelugtende hospital og den omgivende by med tilråb, snavs, tiggeri og forsøg på handel samt de evigt larmende højtalere. Herligt vi har hinanden at vandre med, for det er ikke tilrådeligt at gøre alene kvinde og ovenikøbet uden brugbar retningssans.

Idag var der endnu en omgang vanskeligheder på sygehuset. Kate fødte fint og hurtigt med en flergangsfødende, hvorefter placenta sad fast. Placenta acreta, som endte med at hysterectomi (fjernelse af livmoderen) var nødvendig. Familien blev indkaldt som bloddonorer. Sådan klares det her, når der er en patient der bløder for meget. Jeg prøvede at holde vores lille præmature pige fra i fredags i live, hvor blødende kvinde i uge ca 28-30 med placenta prævia (moderkage der sidder hen over livmodermunden) blev båret ind og straks fik lavet kejsersnit. Det lykkedes kun i nogle timer. Vi fik moderen op at sidde lidt med barnet de sidste minutter. Om eftermiddagen havde jeg en stort set helt normal fødsel med en andengangfødende, dog var der lidt tendens til fastsiddende skuldre, hvilket gav anledning til at undervise de søde og dygtige fødselshjælpere (”jordemødre”) i forløsning af fastsiddende skuldre.

Her til aften har vi igen angrb af termitter. Det er bare vildt! Min gode gamle mobiltelefon er brudt sammen, så Feyisa har været ude at købe en ny for mig. Da han kom med den her til aften, blev den kun lige stukket ind afdøren, så de fleste termitter blev udenfor. Når vi går op på hospitelet vandrer vi bogstavelig talt i et lag af døde og halvlevende termitter. Det er ret ulækkert.

Til gengæld sidder de mest pragtfulde fugleunger på gelænderet ved den udvendige trappe på sygehuset og venter på forældrene fordring af dem. De er så smukke og jeg prøver at snige mig tæt på til fotografering, så jeg siden kan få afklaret navne.

E n meget kort opringning til Pia med lykønskning med fødselsdagen her til aften. Hun havde hele naboslænget på besøg. Sug af savn!!

3.maj 2010.

En dag med store følelsesudsving. Vi havde en forholdsvis fyldt fødegang fra morgenen af og mere kom til, så Kate og jeg måtte gå til frokost på skift. Ude på afdelingen stod pludselig ægtemanden til den unge pige, der fødte anencephalt barn og en uge senere kom ind med dyb venetrombose, og som vi i fællesskab fik sendt til Addis Ababa til behandling. Hun er tilbage i wafarinbehandling efter først at have været i heparinbehandling. Hun har det godt og kom tilbage for 2 dage siden. Sikke mange knus og sikke mange tårer den mand græd af glæde. Skulle det være det eneste jeg havde været med til at gøre af godt her at rede den kvindes førlighed og helbred, ja så pyt. Det var pragtfuldt at se og føle hans glæde. Nu skal jeg så lige have sat mig ind i hvordan en kvinde som hun kan gennemføre en tryg graviditet her med tilskud af folinsyre, som jeg allerede har modtaget fa Danmark. Jeg glæder mig til at se hende igen, rask og glad.

Jeg havde en herlig fødsel med en førstegangsfødende sygeplejerske, som havde ønsket kejsersnit. Hun fødte perfekt og en meget oplagt Tekle ved min side. Ikke fordi der var problemer, men fordi det var hyggeligt. Han sørgede for at lytte hjertelyd mellem alle presseveerne og hjælpe hvor det var nødvendigt med kommunikationen. Kvinden talte dog fint engelsk så det fungerede godt.

Efter fødslen kom jeg ud og fandt en fortvivlet kvinde helt alene bag et halvvejs forhæng i vores verum. Hun talte kun oromifa, men havde bare i den grad brug for hjælp, den fremstrakte hånd og de bedende øjne sagde alt. Jeg anede intet om hendes situation og måtte hente hjælp. En kvinde i omkring uge 20 med udslettet orificium (livmodermund) og med syntocinon-drop (vestimulerende) ladt alene!!!!!! Jeg fik hjælp og i løbet af få minutter ”kvitterede” (som det hedder) hun en lille (330 g) levende dreng, som selvsagt døde ret kort efter ankomsten. Derefter blev vi igen ladt alene uden mulighed for at kommunikere. Jeg må indrømme at jeg blev MEGET vred! Gik ud til det forsamlede plejepersonale, vel 6-8 personer og meget vred ”sagde” til de 2, der havde været involveret, at jeg fandt det totalt respektløst over for den stakkels kvinde at overlade hende på den måde med stadig fastsiddende moderkage, blødende og ubeskyttet for forbipasserende nysgerrige blikke og med en person, hun ikke sprogligt kunne kommunikere med som eneste hjælp. Afdelingssygeplejersken/-”jordemoderen” tillod sig at grine lidt af det. Føj hvor blev jeg vred! Det er ikke rart og meget trættende, men det blev bare ubærligt. Tekle måtte så kaldes for at få forløst moderkagen, hvilket dog næsten var klaret inden han kom.

Efter den begivenhed gik Kateog jeg hjem (kl var også blevet 16.20) og nød eftermiddagen på terassen ovenikøbet med et hyggeligt besøg af Mosisa.

Midt i aftensmaden kom den efterhånden daglige invation af flyvende termitter i millioner nu tilmed sammen med termit babyer med vinger. De bare vælter ind. Helt vildt. Vi er tillige uden støm, efter sigende på grund af en ødelagt mast, som det måske vil tage dagevis at få repareret. Al opladning af diverse må foregå på sygehuset, som har sin larmende generator kørende i døgndrift.

Tirsdag den 4.maj 2010.

Jeg føler mig godt brugt og har behov for bare en halv dag uden en masse snakken på oromifa eller engelsk af en eller anden art. Det er svært at opnå, når vi er 2 i huset, ture i byen eller ud af byen er håbløse alene (ja,ja det kan sagtens lade sig gøre, men tilråbene etc. forstærkes når man er alene og hvid). Nå det ordner sig.

I dag var endnu en arbejdsom dag. Jeg startede ud lidt mat i sokkeholderne, men hvad hjælper det, når der er brug for assistance? Kate gik til et planlagt kejsersnit, mens jeg gik omkring og fik overblik over fødende + mødre og børn på afdelingen efter at have ordnet ilt og sug, så vi var rede hvis uforudsete situationer skulle opstå . Vi havde kun 1 5.gangsfødende med polyhydramnios og højtstående afgledet hovedstilling samt uregelmæssige veer og 1 2.gangsfødende tidligt i fødselsforløbet, som jeg kunne skrive den ”faste” besked om: Walk around, follow FHB (fosterhjertelyd), follow contractions. Informed about dangersigns. Re-evaluate in 4 hours.

På afdelingen måtte jeg selvfølgelig lige tilse min yndlingspatient, som nu er 4 uger og 5 dage gammel. Hun vejede idag 1740 g og klarer sig alene med brysternæring. Et par dage endnu på denne måde uden vægttab (og måske vægtøgning!) og hun kan udskrives med mor til hjemmet og forhåbentlig en god tilværelse! Hun var jo fra starten opgivet, født i underkropsstilling og præmaturt, men måske kan hun forblive en af mine solskinshistorier.

Jeg gik lidt tidligt til en forlænget frokost, træt som jeg var. Tilbage fra frokost var den 5.gangsfødende mere klagende end inden frokost. Hun havde fra morgenstunden af bestemt sig for at presse under hver ve, selvom hun af både dr.Tekle, de etiopiske jordemødre og mig havde fået besked på at lade være, eftersom hun kun var ca.3 cm åben. Mens jeg var til frokost, havde hun taget afsked med manden og bedt ham passe godt på børnene derhjemme, for hun ville ikke overleve, var hendes overbevisning. Tiden sneglede sig afsted, men heldigvis brast fosterhinderne ved 14.30 tiden og endelig kunne hun presse med effekt. Efter lidt manipulation med livmodermunden og udtømmelse af ca.1½-2 liter fostervand fødte hun en dejlig ”durba” = pige kl. 14.45. Efterforløbet uden problemer og med en MEGET smilende mor, nu mor til 3 levende drenge og 2 levende piger. Barnefaderen og andre mandlige familiemedlemmer lige så smilende og ”galatoma” sigende (=tak) omgav barselskvinden.

Mens jeg var på en runde på afdelingens barselsstue lige efter fødslen, blev der pludselig kaldt: Mary! (Det kaldes jeg, men pyt det er jo også en Mary (kronprinsessen) der gør det muligt for Maternity Worldwide DK at have mig udsendt). Ja der blev ikke bare sagt Mary, men : MAAAAARY! Jeg skyndte mig tilbage til fødestuen, som et øjeblik tidligere havde været ren fred og idyl. Nu lå der en svær t medtaget præeklamptisk, få øjeblikke senere eklamptisk ung pige i sengen, og der var allerede mange til at hjælpe med at udføre dr.Tekles klare ordrer.Alle arbejdede eftercbedste evne ogret hurtigt blev vi klar til at foretage et kejsersnit. Der blev forløst en lille død pige på 1680 g, fin og velskabt. Moderen var kun 16 år og hendes forældre vidste ikke hun var gravid. Det ser ud til at den unge pige overlever, men hvordan hendes fremtid måtte blive i et samfund som dette er svært at foretille sig.

Det var så den arbejdsdag!! Og det kræver for mig lidt tid til eftertænksomhed, hvilket ikke er let at opnå under omstændighederne her. Kate gik dog tidligt i seng, så jeg har siddet alene og nørklet med mine tanker og følelser.

ONSDAG den 5.5.2010.

Ja så blev det igen onsdag og kaos fra morgenstunden. Eklamptikeren fra igår lå i vores verum med fast vagt til at ventilere og suge og tjekke ”vital signs” hvert kvarter. 1 førstegangs fødende med vandafgang i 9 timer og ingen veer var lige ankommet. 1 førstegangsfødende med veer, angiveligt 6 cm åben orificium (livmodermund), dårlig hjertelyd, på nasal ilt og med ringe veaktivitet samt tykt grønt fostervand lå i den anden fødseng. En 4.gangsfødende angiveligt med prævia (forliggende moderkage), præeklampsie (svangerskabsforgiftning) og tidligere blødning henvist fra en klinik lå i reserverummet. Kun Kate, en etiopisk ”jordemoder” og jeg var tilstede fra morgenstunden og eklamptikkeren fra den 4. Skulle have fast vagt og nødvendigvis en der talte oromifa, eftersom hendes brødre og far var der og skulle orienteres om tilstanden, som var meget kritisk. Jeg fik indlagt den 1.gangsfødende med vandafgang og sendt hende ud at ”walk around, re-evaluate in 4 hours” og kunne derefter koncentrere mig om den anden 1.gangsfødende. ”Koncentrere” er måske lidt meget sagt, for jeg blev hele tiden kaldt ud til den dårlige eklamptikker. Det så bare rigtig skidt ud. Brev blev skrevet til dr.Tekle, men han dukkede op inden vi fik sendt en vagt afsted. Min 1.gangsfødende gjorde vi straks klar til kejsersnit. Bækkenet for trangt til barnet. På operationsgangen var der problemer med de fremmødte og nok mest med de ikke fremmødte. Dr. Tekle talte med ret store bogstaver på oromifa eller amharig (jeg kan ikke høre forskel). Samtidig bragede lyn og torden løs udenfor, strømmen var røget og generatorwn larmede omkap med tordenvejret. Jeg kunne ikke lade være med at sige: ”Vi har lyn og torden udenfor og indenfor!” Heldigvis udløste det latter og en bedre stemning. Kejsersnittet blev planmæssigt gennemført med rask mor og barn til følge. Da jeg kom tilbage med barnet på fødestuen, var eklamptikkeren blevet virkelig tiltagende kritisk dårlig, så jeg lå lidt i rutefart mellem operationsgangen og rummet med eklamptikkeren, for at meddele dr.Tekle status og bringe behandlingsvejledninger tilbage, indtil han havde afsluttet kejsersnittet og kunne være fysisk tilstede hos den meget syge eklamptikker. Hun døde 15 minutter senere kun 16 år gammel!!!!!!!!!!!!!!! Det er betingelserne i det vestlige etiopien!!!!!

Kvinden med prævia (forliggende moderkage) var ikke i fødsel, nok ikke til termin og for tiden ikke blødende, så hun blev sat på ”stand- by” efter en ultralydsscanning. En anden 1.gangsfødende kom med blødning og højtstående hovedstilling og blev ultralydsscannet ved samme lejlighed og sendt hjem med vejledning (ingen ledige senge!). Efter denne barske formiddag var det godt med en stille frokoststund. Heldigvis var hushjælpen færdig med dagens arbejde, da vi kom ned til huset. Behagelig frokost med sambusa fra dagen før.

Tilbage på afdelingen blir jeg mødt af en flok mænd i færd med at bære en fødende kvinde ind. Hun er førstegangsfødende, har presset i næsten 2 døgn, haft vandafgang i ca 28 timer og veerne er nu næsten forsvundet. ”Vital signs” er OK, men der er ikke nogen fosterhjertelyd. Forståeligt nok! Kvindens fødder er ubeskrivelige, efter at jeg får dem befriet fra de kinesiske plastiksko! Ja, jeg vil lade det være ”ubeskrivelige”!!!! Jeg ringer til dr.Tekle, som vil komme hurtigst muligt, men som jo selvfølgelig bliver orienteret om, at vi ikke kan finde hjertelyd. Der er ingen hjertelyd, fostret er dødt. Dr.Tekle gør som det er ”vanligt” at gøre her og den bedste løsning: Punkterer fostrets kranie, udtømmer hjernemasse, påsætter tang med den ene halvdel inde i kraniet og den anden udenpå og trækker så det døde foster ud. Jeg har tidligere oplevet denne procedure her, men for Kate var det ukendt, Stort dejligt drengebarn blev udhentet uden større fysisk skade på moderen. Forhåbentlig kan vi holde hende fri af infektioner bl.a. med antibiotika tilført Maternity Worldwide.

Efter en dag som denne er det godt at være sammen med pragtfulde mennesker som Mosisa og Tekle. At få en god snak om alt muligt andet og også hvad vi skal prøve at gøre.

En gin og tonic sammen her i det hyggelige hus er heller ikke dårligt, selvom det vælter ind me store og små termitter.

Vi håber på en bedre dag imorgen!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Torsdag den 6.maj 2010.

En stille dag blev det ikke.

5 børn nåede vi at hjælpe til verden og kun 1 var død. Det døde barn var dog blevet født i bilen ind til sygehuset og barn og moderkage var stadig koblet sammen. Lidt spekulationer om hvad der var sket har vi haft, men ingen kan helt vide det. Det var en dejlig stor velskabt dreng.

Vi havde 3 x kejsersnit, men alle børn havde det OK efter sugning og ilt. Ved det sidste kejsersnit gik strømmen godt nok, så det blev udført uden elektrisk lys. Heldigvis blev generatoren startet lige da barnet var født, for der var brug for ilt og det er en el-dreven sag vi har.

Lige på morgenkvisten kom en kvinde ind. Livmodermunden helt åben og jeg kunne skimte barnets hovede med det typiske lange, krøllede sorte hår. Ingen til at oversætte for alle senge var i brug og alle travlt optaget. Nå men det skulle vel være en smal sag at få det barn ud men almindeligt kropssprog og de få oromifaord jeg efterhånden kan. Der var fin hjertelyd. Efter en halvtimes tid dukkede der nogle papirer op fra en fjern klinik, som det viste sig, at hun var overflyttet fra efter at have været i fødsel i 2 døgn , haft vandafgang (næsten ren meconium) i et døgn , presset et ukendt antal timer og været behandlet med oxytocin (vestimulerende middel) i et ukendt antal timer. Så var det jo ligesom om situationen var en lidt anden end først antaget. Jeg var nu overbevist om, at det barn sagtens kunne fødes og heldigvis var dr. Tekle af samme opfattelse, så jeg fik frie hænder, mens han klarede det første kejsersnit. Et oxytocin-drop og en god gang dansk heppen ”mere endnu, ja, ja du kan godt” og lignende krydret med: Epi,epi (pres, pres på oromifa) og :Gobas, gobas (godt,godt på oromifa) (jeg kan jo lige så godt heppe på dansk, når kvinden kun taler oromifa og tolkehjælpen ikke er tilgængelig) fik hurtigt den knægt til at vælge at komme ud i den etiopiske morgenluft. Han var helt grøn af meconium (fosterafføring) men skreg på livet løs uden nogen som helst bhandling. Herligt!!

Efter arbejdsdagens afslutning var vi en tur på Jimi Juicebar med et par amerikanere. Hyggeligt nok, men jeg var nu ret træt i hovedet, så det blev kortvarigt.

Ved 19.30 tiden gik jeg gennem sygehusets forhal på vej hjem (Kate var smuttet i forvejen) og en af vagterne råbte til mig: ” De leder efter fødestuen!” og pejede på en mand , en ældre kvinde og mellem den en yngre fødende kvinde, absolut fødende, nærmest med presseveer. Jeg hjalp dem ned ad trappen og ind på fødestuen. 10 minutter senere var en skøn lille dreng igen indsmurt i meconium født. Han måtte have lidt starthjælp, så jeg fik lidt at gøre. Det blev den sidste fødsel den dag og natten blev stille.

Fredag den 7.maj 2010.

Rimeligt stille fra morgenstunden. En 3.gangsfødende, der havde spøgt et par dage fik et oxtycin-drop og en førstegangsfødende, der også havde været længe undervejs fik prikket hul på fosterhinderne, så der kunne blive mere fart på.

Midt i stuegangen blev dr.Tekle kaldt hyperakut på operationsgangen. En kvinde, som var ”kørt” (mest sandsynlig var hun gået på egne ben) over på operationsgangen for at blive gjort klar til en canceroperation, havde pludselig fået hjertestop inden noget som helst var indledt. Hun var og forblev død. Hun havde malign cancer, så måske var det bedre for hende.

En ung pige på 16 år var den sidste, der blev tilset på stuegangen. Hun var kommet ind med en kraftig vaginal blødning uvist af hvilken årsag. Hun var i voldsomt behov for blodtransfusion, så familiemedlemmer uden for blev kaldt ind for at blive opfordret til at give blod omgående. Pigen fik blod i løbet af dagen.

Om eftermiddagen var vi inviteret til ”barselsgrød” hos Meseret, en sygeplejerske jeg havde født med. En rigtig herlig fødsel selvom hun havde udbedt sig kejsersnit. Grøden er fremstillet af mest majs, som har gennemgået en længere proces, som jeg ikke helt har styr på. Grøden koges længe med lidt salt og er til sidst en stiv og klistret masse, som serveres portionsvis med et hul i midten fyldt med smeltet etiopisk smør og et stærkt chilipeber krydderi. Når man har spist lidt af sagen hældes der mere smeltet etiopisk smør over. Smøret har en meget speciel smag, og for en dansk gane er det ikke nemt at sende videre ned gennem halsen. For en engelsk er det øjensynlig værre. Kate måtte give op næsten inden hun var kommet igang. Gud ske lov fik vi serveret fanta/cola/ambor ( mineralvand) til. Meseret er en pragtfuld kvinde, som bor med sin nyfødte datter i et lille bitte rum i en lukket gård sammen med en del andre til dels familie. Vi var der sammen med 2 af vores ”jordemoderkollegaer” og nød det rigtig meget (lige bortset fra grøden). Meseret taler en del engelsk, så vi fik mange gode oplysninger om forholdene for gravide og barslende her. Hun arbejder med familieplanlægning for en NGO og får en betalt barselsorlov på 1 md. før fødsel og 2 md. efter fødsel samt i en tid efter påbegyndt arbejde (jeg husker desværre ikke hvor længe) gå hjem 2 timer pr. dag for at amme barnet. I de statsejede hospitaler var barselstiden 1 måned kortere.

Om aftenen var vi ude til fællesspisning med en masse ( 8-9 ) af de andre ”faringe” =hvide hospitalsansatte. Jeg er endnu ikke kommet til at elske etiopisk mad, så det var en begrænset fornøjelse.

Torsdag den 13.maj 2010.

De sidste 5 dage har været tunge at komme igennem. Jeg har følt mig udmattet, hudløs,uduelig, lille, syg af hjemve og hvad ved jeg. Der har været mange sørgelige skæbner, men på en mærkelig måde føltes det ikke som om det var årsagen. Kate har været i Addis Ababa hele ugen, så jeg har ikke haft hende at udveksle med.

Håbløsheden stikker nogle gange sit grimme fjæs frem og lysten til bare at vende det hele ryggen, lade som ingenting, glemme det hele og rejse hjem til trygge Danmark blir næsten uimodståelig!!

Lørdag bød dog på en pragtfuld bjergvandretur. Vi har efterhånden lært at finde vej ud af byen i en fart, at sørge for den rette proviant og andet udstyr, som gør de lange ture meget behagelige. Vi lod os dog snyde lidt af vejret. Det så ud til at ville være overskyet, så solfaktorcremen og solhatten blev hjemme. Det er sidste gang det sker! AV!

Søndag drog Kate og Mosisa til Addis Ababa. Kate for at få forlænget visum og Mosisa for diverse møder. Jeg gik på arbejde, men følte mig ikke særlig oplagt. Det samme gjorde sig gældende for Tekle, som var godt gammeldags sur. Efter et morgenkejsersnit gik jeg hjem og derefter op i byen for at få styr på et par praktiske ting. Til middagsstunden mødte jeg ind igen, for vi havde en del fødende og uden min afløsning kunne de 2 ”jordemødre” ikke komme til frokost. Dagen sluttede dog forholdsvis tidligt for mit vedkommende. Mit humør var dalet endnu nogle grader.

Mandag bød på travlhed. Dagen startede med en dødfødsel, et barn var blevet ”stranguleret”. Det var kvindens 2. Dødfødsel. Ingen levende børn. Endnu en fødsel inden frokost. Jeg forsøgte at holde mig til vejledning, men med en frygtelig dårlig hjertelyd og mørkegrønt fostervand gerb jeg efterhånden ind i den slowmotionagtige ledelse af fødslen og vi fik et barn ud, som rettede sig pænt efter behandling. Om eftermiddagen tilbragte jeg et par timer hos en amerikansk kvinde, som har arbejdet et par uger med en rapport om forbedringsforslag. Velmenende og også med gode forslag.

Tirsdagen blev en grufuld dag med endnu en død kvinde, død under overflytning fra et ”healthcenter”. Moderkagen sad fast og hun blødte ihjel. Jeg har i et andet dokument beskrevet dagen, og vil muligvis ”klippe og klistre” så det kan komme med her. Den døde kvindes nyfødte barn var sprællevende. I hjemmet havde hun endnu et levende barn og derudover havde hun 2 dødfødsler bag sig. Hun var netop en af de mødre, hvis liv vi skulle forsøge at redde, men det var for sent.

Onsdag var jeg så deprimeret og grådlabil at jeg efter endt arbejdsdag næsten ikke kunne huske, hvad jeg havde foretaget mig bortset fra slutningen på dagen, som bød på et hyperakut kejsersnit på en meget blødende kvinde med forliggende moderkage og , viste det sig ved scanningen, tvillinger i uge måske 27 måske 25. Før fulde 28 uger er der efter etiopisk lov tale om en abort. Det havde de 2 små piger ikke hørt om, så de lever stadig her godt et døgn efter fødslen og ser faktisk fine ud, men de er MEGET udsatte. Faderen til disse 2 små vidundere sagde, da han var inde for at se dem, at han var ligeglad med om de levede eller døde. Han ville bare have sin kone levende hjem. De 3 ældre børn på henholdsvis 9.7 og 4 år var alene hjemme i en landsby langt væk. De havde ingen slægtninge til at hjælpe sig. Fødekvinden var for så vidt uden for fare nu, så jeg foreslog ham at tage hjem til ungerne inden mørkets frembrud. Aner ikke om han fulgte mit råd eller om de måtte klare sigselv et sted derude i mørket.

Idag følte jeg mig stærkere og gladere igen. Natholdet kunne så straks fortælle om en overflytning fra en ”healthklinic” af en førstegangsfødende, hvor de havde startet vestimulerende behandling uden held og så overflyttet kvinden til os. Ved ankomsten kunne ”jordemoderen ikke finde hjertelyd, men på ganske kort tid blev barnet født og var stadig i live, men så medtaget at det døde efter 45 minutter. Det er igen et liv, som vi er her for at bevare. Undervisning i hvornår og hvordan overflytning skal finde sted!! Jeg startede med at modtage en førstegangsfødende, som havde haft veer hele natten og nu præsenterede sig med en hindeblære fuld af mørkegrønt fostervand hængende ud af skeden. Fin hjertelyd og et langsommeligt forløb men med et godt resultat. Kl 15.30 kom endnu en førstegangsfødende med vandafgang i 13 timer og veer der var gået i stå. Ved undersøgelse af hende var der flere ting der ikke stemte. For det første var der ingen hjertelyd at finde. For det andet føltes hovedet alt for stort. Hun var langt i fødsel. Enlig mor og ikke særlig interesseret i at få et barn. Ved ultralydsscanning blev det hurtigt konstateret at barnet var dødt og at kraniet var fyldt med vand og der såes stort set ingen hjerne (hydramcephalus, mener jeg det hedder. Jeg stødte sidst på et sådant tilfælde i 1983 som nyuddannet jordemoder). Craniotomi ( gennemboring af kraniet) var løsningen og ca 500 ml vædske kunne tømmes ud, hvorved kraniet faldt sammen og ½ time senere fødtes et drengebarn. Hvorfor så mange tilfælde med vand i hovedet og rygmarvsbrok? Er det folsyremangel? Er der en opgave for MaternityWorldwide at se på sammen med den øvrige kostvejledning?

Rejsebrev Etiopien!

Addis Abeba, Ghion Hotel den 16.02.2010

Vi rejste fra Thy den 14. Februar og nød så søndagen sammen Margrethe og Henning i Århus.

Michael blev sat på toget i Århus for at tage til fætter Søren i København inden den videre færd til Nagoya mandag den 15.

Kl 03.00 den 15. februar drog Søren og jeg mod Billund. Flyet blev nået i god tid og rejsen frem til Addis Abeba gik problemfrit. I lufthavnen skulle der veksles penge. Det tog tid og var ikke helt til at overskue. Har stadig ikke overblik over hvad valutakursen står i. I lufthavnen i Addis Abeba skulle jeg have været hentet af hotellets chauffør, men der var ingen. Jeg fik en taxa, men der var usikkerhed om hvilket hotel jeg skulle til, så det blev det forkerte. Svært at finde den rette betaling i en mørk taxa med sedler jeg ikke var bekendt med. En opringning derfra til Feyisa afklarede situationen og endnu en taxa bragte mig til rette hotel. Træt og kvæstet var jeg, men alligevel blev det til lidt aftensmad på hotellet og 2 dejlige etiopiske øl. En dejlig nattesøvn fik jeg på hotellet, men ikke noget bad, kun koldt vand. Toilet hvor skyllefunktionen ikke virker er også lidt træls. Vi må se om det blir udbedret.

Idag blev jeg ringet op af Feyisa. Han var ret nem at forstå og gav besked til Kumare (chauffør og alt-mulig-mand) og Leonie (engelsk gyn-obs i Gimbie) om at kontakte mig. Leony ringede straks og nu har vi været på indkøbstur. Ikke nemt at overskue, så jeg fik kun nogle få ting.

19.februar 2010 Resten af opholdet i Addis Abeba blev mest tilbragt på langs og det viste sig at være svært nyttigt inden næste dags anstrengelser.

Kl. 05.40 den 17. Kom jeg ned og mødte de to fra Information, Camilla (journalist) og Sigrid (fotograf). Et par herlige unge kvinder at rejse med. På grund af diverse misforståelser gik der lidt tid før vi blev afhentet, men så blev morgenmaden nået i fred og ro.

Lidt over 06.30 gav vi os på vej mod Gimbi. Noget af en rejse!!!!!!!!!!! 1/3 med fin vej, 1/3 med noget af det mest elendige vej , jeg har set, en totalt opløst asfaltvej med dybe kratere i , masser af æsler,køer, får, geder og vandrende mennesker i en skøn forvirring, byer med 30 km´s fartbegrænsning blev hastigt tilbagelagt med 90 km/t og hornet i bund og halvdelen af tiden i venstre side af vejen eller helt udenfor vejbanen. Vi havde fornøjelsen af af se 1 smadret personbil og 1 smadret lastbil af ny dato og diverse bil-lig langs vejen. Sigrid, fotografen havde været involveret i en bilulykke i Kenya, som hun kun overlevede på grund af sikkerhedsselen (en anden blev dræbt), så hun havde det rigtig dårligt med at sikkerhedsselerne ikke virkede, men vi fik lavet en snedig anordning, som spædte os tre på bagsædet sammen. Det gav Sigrid lidt sjælefred, men jeg tror ikke det havde hjulpet det mindste ved en ulykke. Den sidst trediedel af vejen var OK, men i mellemtiden havde vi fået lidt startproblemer, så vi måtte ud og skubbe 4-hjulstrækkeren i gang. Undervejs på vores 10 timerstur gjorde vi holdt på en juicebar og fik avokadojuice, en anden café for at tisse og tilsidst på en såkaldet internetcafé for sen frokost. Udover den faste chauffør var en anden etioper med, som kort tid var bag rattet. En prægtig rejse og et meget smukt, men ret ensartet bjerglandskab.

Fremme i Gimbi ved 16.30-tiden blev vi fint modtaget dels af 40-50 lokale, som stod ved porten og ville lukkes ind og dels af et par hospitalsansatte unge mænd. Jeg kan her et par dage efter slet ikke huske hvem. Jeg blev indkvarteret i det ene af de 2 Maternity Worldwide huse, hvor Leony , gyn-obs læge fra England allerede havde boet i 5 uger (hun havde kun været i Addis Abeba for at møde sin mand , som fløj fra England på et week-end besøg og bød hende på ophold på Hotel Sheraton i Addis), mens Sigrid og Camilla blev indkvarteret i det andet sammen med gyn-obs lægen Steve oprindelig fra USA, men nu bosat i Australien. Vores hus er helt OK efter Etiopiske forhold. Vi har hver vores soveværelse, en stor stue, et falde færdigt køkken (ingen låger kan lukkes, skabshylden er faldet halvt ned, gasblusset er ved at eksplodere, der er kun koldt vand), et badeværelse med badekar og altid varmt vand, håndvak med kun varmt vand. Jo det er fint nok. Huset ligger i udkanten af hospitalsområdet med en smuk udsigt over dal og bjerg og lidt af byen. Udenfor står et gammelt udgået træ med et fuglebrædt, så vi kan slippe af med vores overskudsfoder. Indtil videre har jeg mest set spurve af en slags og nogle hidsige fyre i solsortestørrelse med rød bug. Lidt på afstand har jeg dog set ”The mousebird” som den kaldes her. Den har så lang en hale, at den ikke kan holde balancen , når den lander på en gren. Træt var jeg, men vi blev inviteret på aftensmad hos nogle af adventisterne, vegetarisk (de fleste er vist vegetarer. Det er Leony også efter at have set slagterbutikken og jeg følger gerne med den gruppe hvad maden angår), hvor vi fik dejlig mad efter en passende bordbøn ( Informationsjournalister med store øjne). Tidligt hjem og pakke ud og så et forsøg (ikke særlig vellykket) på nattesøvn.

Efter den 17. kom så den 18. Februar = første arbejdsdag. Dagen startede med stuegang. Afdelingen er totalt overfyldt, så depot-rum er taget i brug. Dels er der baby-boom og dels er et amerikansk godgørende hold (adventister) på 24 personer på ophold her, og de er meget amerikanske og fylder ikke så lidt!!!. En del af holdet er kirurger, sygeplejersker og anæstesiologer, som udfører hysterektomi (fjernelse af livmoderen) på en stribe prolapskvinder (kvinder med livmoderen hængende ud af skeden). De har på 5 dage klaret mindst 20 operationer. Andre er bare med fordi de er velgørere eller fotografer eller hvad ved jeg. Efter ca 1 times stuegang på ca.12-15 komplicerede barselkvinder, ikke prolaps-patienterne, der blev overladt til amerikanerne, var jeg en stund i ambulatoriet med Leony, interessant (hun mødte for første gang i sine 5 uger her en etiopisk kvinde som ved ultralydsscanningen gerne ville vide kønnet på barnet. Almindelig vis er barnet ikke rigtig ekstistrende før det er levende født, hvad der er forståeligt nok på disse kanter, hvor der er 2-3 børn, der dør om ugen enten før, under eller kort efter fødslen. Efter en stund i ambulatoriet gik jeg tilbage til fødegangen, Hvor vi havde 2 patienter: En førstegangsfødende med et langtrukkent forløb og en 4. Gangs fødende med vandafgang (grønt fostervand) gennem 4 !! døgn. Jeg bestemte mig for først at se til den førstegangsfødende. Hun var overhovedet ikke kommet længere i fødsel, orificium 4 cm og caput himmelhøjt med stor spændt hindeblære (beklager fagsnakken men der er jordemødre blandt modtagerne). Jeg besluttede mig for at kalde dr.Tekle og det blev til kontroleret hindesprængning, selvom vi var helt enige om at det så dystert ud i forhold til normal fødsel. Kl 16 fik hun lavet kejsersnit. En dejlig pige og en tilfreds mor. At lægge en spinalblokade på en kvinde på højst 45 kg, med scoliose og et enormt muskelpanser efter at have slæbt brænde og meget andet fra hun har kunnet stå på benene var noget af en udfordring for narcoseholdet, men de klarede det i den grad at konen gik ud som et lys. Der blev selvsagt ikke lagt lokalanalgesi og kvinden sagde ikke en lyd, men var taknemlig for én at holde fast i (mig). Den 4.gangsfødende kom ikke ud af stedet og fik efterfølgende også lavet kejsersnit. Godt barn, en pige. Efter en lang og oplevelsesrig dag var det rart at spise aftensmad med Steven, Sigrid og Camilla, som sammen havde været afsted på tur til en klinik. Maden havde vores hushjælp fremstillet, så vi behøvede kun at tilføje lidt chili og varme op. Derefter gik vi sammen ud og fik et par øl på en fin, lille bar, hvor de i gården tændte stort bål, mens vi sad og småsvedte. Hyggeligt. Efter det var en god nats søvn tiltrængt, ikke engang hundenes gøen vækkede mig denne nat, og jeg kan frydede mig over at høre mosquitoernes summen UDENFOR mit mosquitonet fra Landbrugsbutikken i Thisted.

Idag, altså den 19. Startede med stuegang kl ca 08.30. Alle 3 læger var med. Mange problemer skulle løses og beskeder givet videre til plejepersonalet. En kvinde med et 4 dage gammelt kejsersnit var blevet tiltagende dårlig siden dagen før, hvor der blev funderet over tarmslyng. Reoperation var eneste udvej. Hendes historie er: Gået i fødsel et sted 2 timers kørsel eller mere fra Gimbie. Førstegangsfødende. 18 år. Fødslen står på længe i hjemmet og efterhånden kommer de på klinikken et sted derude. Der forsøger de at lægge sugekop men de kan ikke få barnet ud. Så 2 timers kørsel til Gimbi, hvor der bliver lavet kejsersnit. Barnet har det forståeligt nok rigtig dårligt, men retter sig efterhånden rimeligt. Blodprøver og den slags kan vi godt glemme alt om. Moderen er de første2 dage efter også veltilpas på stuegangen, men barnet viser tydelige tegn på svær iltmangel og deraf følgende hjerneskade (stive, ubevægelige øjne, knugede hænder, let opistotonus, ingen evne til at sutte). Ingen mulighed for behandling, men barnet får lidt modermælkserstatning, som dog knapt blir sunket. På 2.dagen er mor OK og barnet dårligt, men i live. På 3. dagen er moderen OK indtil en gang omkring middag, hvor hun bliver dårlig med udspilet mave. Blødning? Tarmslyng? Blødning bliver udelukket med blodprøver. Tarmslyng fortsat det mest tænkelige. Hun får lagt sonde ned i mavesækken, får vædske i et drop. Reoperation overvejes. Dagen slutter med 2 kejsersnit og plejepersonalet kalder ikke yderligere. Så når vi frem til 4. dag og hun har det MEGET, MEGET dårligt. Der er kun ét at gøre: Reoperere og se efter hvad der er galt. Det kan først blive ved middagstid på grund af de mange prolapsoperationer og hun har det bare så elendigt. Jeg holder hånd en lang tid for at undgå, at hun hiver ventrikkelsonden ud (hun har den foregående nat selv hevet både intravenøst drop og ventrikkelsonde ud). Utroligt med de kræfter, der er i en så syg kvindes arme, men de er heller ikke andet end muskler. Ved middagstid blir det så tid til at lukke op, efter at der er blevet forhandlet med en bloddonorer. Bughulen er fyldt med stinkende vædske og livmoderen er helt uden blodforsyning og eneste løsning er at fjerne livmoderen. Det foregåg fint og nydeligt, men her mange timer efter er hun stadig ikke ved bevidsthed. Der er kun et nøgent ikke særlig rent rum at lægge hende i og behandling er der stort set ikke mulighed for. Der er ikke mange, der tror på, at hun klarer den frem til i morgen tidlig og det samme er tvivlsomt for barnet, som heller ikke vil have en fremtid i en etiopisk landsby.

Efter disse barske oplevelser blev det tid til lidt frokost og så en runde på fødegangen samt et ”fredeligt” kejsersnit på en 2.gangsfødende med tidligere kejsersnit. Da Leony, som udførte kejsersnittet, kom ind til livmodren var den bristet, og hun kunne nøjes med at trække hullet lidt større og løfte en fin dreng ud, som jeg kunne lade en glad mor kysse. Efter ganske kort tid er en operationskvinde tilbage på afdelingen sammen med de 20 andre på stuen. Hun blir her pakket ind i tæpper og andet godt, som familien har med.Jo det er forhold som vi i DK knapt har fantasi til at forestille os, end sige at forestille sig at nogen kan overleve. (Det er jo så desværre heller ikke alle der kan, men i de sidste 5½ uge har der ikke været mødredødsfald!)

Efter denne hårde dag prøvede jeg igen om det skulle lykkes at sende en mail. Feyisa kom ned for at se om han kunne få startet det op på min computer med hjælp fra Camilla, men min computer er ikke konfigureret til telefonopkald til internet , så det var ikke muligt. Måske kan hans kammerat fikse det på onsdag. Nå så gik jeg på kontoret og med Camillas hjælp kom jeg ind på min TDC-mail, skrev en lang mail, som jeg først ville gemme og så sende, men så var nettet i mellemtiden gået ned, så jeg tror alt forsvandt. Skype blir aldrig muligt her, siger de, fordi der ikke er bredbånd. SMSér kan jeg ikke sende på den dansk mobil. Nu har jeg fået Feyisas SIM-kort, men taletiden er slut. Køber kort i morgen og håber så jeg kan komme i kontakt med Danmark (SØREN) igen.

20.februar 2010

Lørdag og helligdag for alle adventisterne. Her er usædvanligt stille. Jeg startede dagen med stuegang. Den opererede barselskvinde døde i nat. Det er så trist. Steve (den australske læge) har doneret transport for familien hjem til landsbyen et par timers kørsel herfra. De havde ingen penge. Familien d.v.s. enkemanden, det hjerneskadede nyfødte, døende barn og den dødes far samt kvindens lig skulle transporteres, så hun kan blive begravet hjemme i landsbyen. I aftes blev et barn med svær hydrocephalus (vand i hovedet) født ved kejsersnit. Der er ingen behandling, så han venter på døden med kun vædske at leve på. Tvillinger, 2 underkropsstillinger, blev også født ved kejsersnit og en stærkt blødende kvinde havde en sen-abort. Efter stuegang havde vi 2 fødsler i en fart, hvorefter jeg gik hjem for at holde fri resten at lørdagen. Det lykkedes mig at få købt et taletidskort og at ringe Søren op. Måske vil der snart blive lidt styr på kommunikationen med Danmark igen.

Vi har det varmt og det meste af tiden solrigt. Klimaet er perfekt som det er nu, så må vi se, hvordan det blir, når regntiden sætter ind, ifølge nogle til april og andre først til juni-juli. Jeg har overvejet, om jeg skal have en lille have, men det kræver indhegning for at udgå fodring af den faste ko og en flok geder, så det gider jeg vist ikke. Jorden er heller ikke særlig indbydende, nærmest hårdt rødt ler. Over os svæver svalerne, som vel siden vil drage mod nord, når sneen der er borte. Kæmpe høge, ørne eller lignende svæver hen over dalen udenfor mit hus. Andre spændende fugle ses nu og da i træerne herude, og jeg fortryder lidt, at jeg ikke købte bogen om etiopiske fugle, jeg så på hotellet. Sommerfugle af mange forskellige farver og størrelser svæver omkring. Vi hygger os med at fodre fuglene på vores foderbrædt med alt det rigelige kokkepigen , som ikke er en ”pige” men en midaldrende etiopisk kvinde, koger til os.

Vi har plan om en lille tur ud til marked m.m. i eftermiddag og så fællesspisning medCamilla og Sigrid og muligvis Steve, men han har vagt, så det er lidt uvist.

Vi kom op til markedet og fik købt forskellige grønsager og frugt, samt en spand til vores kompost. Kom på Jimis juicebar og fik os en dejlig kølig juice af 5 slags frugt, lidt tyktflydende, som spises med ske.

Vel hjemme var det tid til at anrette middag: Ristede brød med avocado-tomat-lime creme og spagetti med pesto. Det smagte herligt og blev nydt sammen med Camilla, Sigrid og Steve. 1 flaske hvidvin blev delt i mellem os og dr. Teckle, som kom forbi for at sige farvel. En rigtig hyggelig aften.

Natten var mindre rar, men startede udmærket. Jeg havde fået min solcellelampe ladet op og den fungerede perfekt som senge-læselampe. Jeg havde natten igennem (sådan føltes det) mareridt efter mareridt om at være forbi i Danmark for vaccinationer m.m. og mødet med diverse var ikke særlig rart. Siden vågnede jeg op med en urolig mave. Kort efter nemlig kl 05.00 væltede bønnerne ud fra minareten, og så var det slut med at sove, selvom jeg lukkede vinduet.

På arbejde idag først kl 09.00 startende med den vanlige stuegang. Endnu en dårlig kvinde, denne gang med kraftig blødning omkring 2000 ml. Så de havde haft travlt om natten med at hente familiemedlemmer ind og tappe blod. Der er ikke nogen blodbank her, så det må klares fra situation til situation, også personale med rette blodtype blir bedt om at donere en portion. Hun ser nu umiddelbart ud til at klare den, men opstår der først koagulationsproblemer, er der kun tilbage at bede. Ellers var alle på bedringsvej og i fin form. Kun 12 barselskvinder tilbage på stuen sammen med en stak prolapsopererede. Når der er besøgende med mad til de indlagte, er der et sandt leben. Stuen er ligesom inddelt i 3 afsnit med en halvvæg i mellem for i nogen grad at kunne adskille de kvinder, der ligger med en blomstrende tuberkulose, fra gynækologiske patienter, som igen skal adskilles fra barselskvinderne med børn. I øjeblikket er de mere eller mindre blandede på grund af pladsmangel. I barselsdelen lå der i dag 8 kvinder og 9 børn (én med tvillinger) og til spisetiden, som næsten er hele dagen talte jeg 18 gæster. Så luften bliver herlig, når solen står på , gulvet vaskes med klorvand, sengetøjet ikke skiftes , kvinderne ligger uden bind og diverse madrester blandet med forskellige kropsudskillelser står i en baljelignende ting under sengen. Det skal man altså lige vende sig til. Efter stuegangen var jeg til en snak med Paul, sygehusdirektøren 29 år adventist + 3 andre spidser i alderen fra 24 til ca. 35 år alle adventister. Vi forsøgte os med lidt planlægning af min tid her, men efter kun 4 dage i en så barsk og anderledes situation kunne jeg ikke gå ind i en fastlåst afklaring, men kun holde mig til aftalen med dr. Teckle om at give det tid og lande først. Efter det møde blev det tid til at supervisere ved en fin fødsel. Kl 15 gad jeg ikke mere og hyggede mig med krimilæsnig på vores dejlige terasse, mens fårene med lam og koen græssede langs kanten af terassen, fuglene hyggede sig med resten af spaghettien fra i forgårs og store sommerfugle blafrede forbi. Tadihlo, vores søde hushjælp, havde mens vi var på arbejde vasket vores tøj, gjort lidt rent og gjort aftensmaden klar, så hvad er der så at gøre andet end at slappe af. Før aftensmaden kom Steve på besøg og vi nød en gin sammen. Gud være lovet at ikke alle er adventister. Det var den dag. Ikke så ringe bortset fra at strømmen har været gået siden ved 4 tiden i nat og så frem til seneftermiddag, hvilket indebar at Tadihlo ikke kunne bage sit pragtfulde brød og dito kager til os. Vi har ikke mere af nogen af delene. Heldigvis er der både gasblus og en el-plade i vores komfur. Jeg forsøgte lige at rette op på køkkenbordpladen, som falder med mindst 5 cm. Det lykkedes, men mens jeg talte i tlf. med Søren faldt den ned igen. ØV ØV.

24.02.2010

Dage er gået siden sidst, men de har ikke været stille. Den 21. Altså søndag var jeg på afdelingen fra 9-15, men har ikke nedskrevet noget om, hvad vi havde gang i, så den er blank i mit hovede såvel som på papiret. Den 22. blev en travl dag . Først den obligatoriske stuegang. Så 2 hurtige flergangsfødende varetaget af de lokale ”midwifes”. De kan en masse håndværk, har grebet masser af børn, men individuel stillingtagen og tænken konstruktivt er der ikke så meget af. Så var der en kritisk pt. på en anden afdeling og jeg blev bedt om at give blod, hvis min type passede. Kendte den ikke men blev tjekket: A pos. Rette type, men pt. var ikke kritisk nok i forhold til min høje alder og mit opholds varighed (jeg skal jo gerne hænge sammen), så jeg blev gemt til en anden mere alvorlig situation. Om eftermiddagen fødte jeg med en førstegangsfødende, og alt var kaos omkring os, folk ud og ind, snakken og grinen, åbne døre, forslag fra denne og hin om hvad jeg skulle gøre etc. Tilsidst blev det klaret med en lille epis (klip i mellemkødt) med en sløv saks. Lige i vagtskiftet var der endnu en fødsel, som jeg bare var assisterende til.

Leony er på tur til en af adventisternes klinikker, så jeg er bare migselv. Det er faktisk dejligt, men også lidt underligt. Jeg kommer til at savne hende, når hun rejser i slutningen af måneden.

Den 23.2 gik en del af dagen med at tage hånd om en lille præmatur pige født efter vold i hjemmet. Fik undervisning i diverse i forhold til neonatal pleje af Joyce. Fint. Passede flere fødende. Afløsning 15 min. For sent.

Så gik jeg på bytur med diverse indkøb for derefter at nyde aftenen med musik og resten af min krimi.

Idag den 24. Startede dagen med et sectio. 3.gangsfødende med UK og presseveer. Scrotum hang ud af vagina, men dr. Teckle havde besluttet sectio på grund af manglende fremgang i 1 time og tegn på Bandls kontraktionsfure (tror jeg det hedder). En fin dreng, som straks blev fjernet fra operationsstuen! Jeg må se om den procedure kan ændres. Tilset fødende og en blødende kvinde i uge 35, blødning dog ophørt. Samtidig stod jeg for temperatur- kontrol og sonde-madning af den præmature. Hun havde det fint indtil kl. 11.10, men kl 12 var hun hundedårlig. Fik fat i neonatal sygeplejersken som var enig. Det var slut. Vi seponerede ilt og sonde og kort efter døde pigen. Hun blev pakket ind i plastik og lagt i en papkasse brugt til forsendelse af et eller andet udstyr. Forældrene gik så hjem med deres lille datter i en papkasse, et barn som i vores del af verden ville have haft alle muligheder for overlevelse. Så tilsyn af den blødende kvinde, som jeg mistænker for at have en cystit. Vi fik tjekket op på det, og hun fik et skud antibiotika. Pludselig kom en halvt bevidstløs kvinde fra akutmodtagningen i færd med at abortere. Et ubeskriveligt virvar af mennesker kom til ! Efter aborten blev kvinden atter flyttet til anden afdeling. Måske havde hun malariaanfald. Det var så den arbejdsdag. Fik dog også en snak med Feyisa om undervisningsplanlægning. SUK!

28.februar 2010.

Dagene går hurtigt og der er ikke megen tid til reflektion. Mange børn og mødre passerer forbi.

Den 25: Multipara kommet ind med cervix-prolaps. Hun havde presset ihærdigt i hjemmet hele natten og hen på morgenstunden kom der noget ud ! Ikke et barn men en livmoderhals, hvorefter kvinden opgav sin hjemmefødsel og kom på sygehuset. Cervix blev reponeret , S-drop sat op og efter dr. Tekles ordination skulle hun have et par timer til at se, om det kunne lykkes med vaginal fødsel. Jeg fik æren af at tage mig af hende. Det lykkedes at få skabt veer, og der var langsom fremgang, men efter nogle timer kunne der gøres HSP. Kl 17 sluttede min dag, men jeg kunne se dagen efter, at det var lykkedes med en vaginal fødsel ved 21 tiden. Mødte også den lykkelige fødende dagen efter. Godt for hende at undgå kejsersnit. Hele dagen havde vi også en førstegangsfødende med langsom progression, men også hun havde held til at føde vaginalt om aftenen. En vanskelighed ved at administrere syntocinon-drop her er, at der ikke er nogen dråbetæller og meget dårlig belysning på fødestuen, så det er sin sag at stå og tælle dråber i minuttet samtidig med at de her bruger andre doser end vi gør derhjemme.

Aftentur med Leoni og Steve for et par øl.

Den 26: Noget af en rædselsfuld dag. Jeg mødte ind kl 08.20 og blev mødt af et ubehageligt syn på fødestuen. En kvinde var kommet ind fra en af klinikkerne, hvor hun –førstegangsfødende- havde presset en rum tid uden videre fremgang. Man havde så besluttet sig for en episiotomi (klip i mellemkødet). Der var åbenbart helt mangel på viden om, hvor et sådant klip lægges, så man havde valgt at klippe højre skamlæbe over ca. i midten. Det gjorde ingen forskel så efter nogen tid bestemte man sig for at flytte kvinden på sygehuset. Godt 4 timer senere møder jeg hende så . Hjertelyden syntes at være OK, men alligevel kom der et barn ud helt uden livstegn. Genoplivning lykkedes ikke. Så barnet blev som det er skik her pakket ind i plastik og lagt i en papkasse for senere hjemtagnig ved udskrivelsen. Den lille unge mor ville ikke se eller røre sit barn også helt efter traditionen her. Hun vendte bare stille ryggen til. Først langt senere løb en enkelt tåre ned af kinden. Jeg tror dog, jeg fik repareret den i klinikken anlagt ”episiotomi” pænt. Senere på dagen drog de hjem til landsbyen.

Efter denne triste morgenstund gik Leoni helt amok med oprydning på fødestuen. Hun har været her længe nok til at vove sig ud i helt nødvendige udsmidninger, så vi arbejdede sammen på det et par timer.

Lige klar til at gå til frokost kommer 6.gangsfødende ind med vandafgang og veer. Forsømt tværleje med forliggende arm. Hastigt til kejsersnit. Vanskeligt at få barnet ud, så livmoderen måtte åbnes på både kryds og tværs (ikke noget problem med fremtidige fødsler da vi havde nået at aftale sterilisation med kvinden. En pæn stor, men slap og livløs pige med frygtelig tilredt arm + ben blev hentet frem. Min første tanke var Downs syndrom (mongolisme). Pigen blev genoplivet og har det ok, men ingen er i tvivl om at der er tale om mongolisme.

Pyha en dag. Men lidt godt skal der være hver dag, så jeg sad for første gang i eget hus og var på nettet med Steves computer. Det var dejligt.

En god fredag aften på den grønne cafe med 1 tysker, 2 australier, 1 englænder, 1 amerikaner og 5 etiopere. Nogle fik gin og tonic og andre øl. Der blev snakket, grinet og hygget rigtig meget. Da vi ved midnatstid gik hjem gennem ”hovedgaden”, havde vi hele vejen for os selv. Der blir ikke festet meget i dette fattige land, men der blir tygget en masse kath ( aner ikke hvordan det staves). Det sælges på et hvert gadehjørne alle dage.

Så blev det lørdag den 27. februar med en stille formiddag og eftermiddag hjemme med laden op til lang aften- nattevagt kl 17-08. Vi fik meget travlt 5-6 fødsler, men alle børn og mødre i live. 2 kejsersnit blev det til, temlig akutte. Kom til køjs ved 5.30 tiden og sov.

3.marts 2010.

Dagene flyver afsted og der har bestemt ikke været tid til at kede sig. Endnu ingen dag uden at jeg har vært på sygehuset.

Søndag den 28.februar holdt Joice et genoplivningskursus. Indholdsrigt og fint. Tog et par timer om eftermiddagen. Men sikke en masse ord! Jeg fik programmet hun bruger lagt ind på min computer og skal forsøge at gentage det for nye hold.

Jeg blir indimellem helt svimmel af at høre Etiopisk eller rettere oromifa, som sproget her hedder, UK engelsk, skotsk engelsk, australsk engelsk, tysk engelsk, etiopisk engelsk og amerikansk engelsk. Der er ikke mange øjeblikke til stille eftertænksomhed.

Mandag den 1. marts blev jeg fulgt af 3 mandlige sygeplejestuderende. Det fungerede fint til den første fødsel, hvor de viste stor interesse og hjælpsomhed i plejen og som tolke. Men til den næste fødsel blev jeg overladt til migselv, for kvinden var HIV positiv, og alle opfører sig, somom det er en pestramt. Ingen til at oversætte eller hjælpe til på anden måde. Vi fik et godt barn og en god oplevelse sammen.

4.marts 2010.

Det er ikke nemt at finde tid til at få skrevet lidt hver dag, selvom der ikke mangler oplevelser.

Tirsdag den 2.marts blev en travl dag med 2 fødsler og meget andet, men så vidt jeg husker ingen katastrofer. Vi -dr.Tekle, Leoni og Melanie (skotsk stud.med.) gik i byen og spiste ”tips”, små stykker stegt lam og ged med en krydret, stærk sauce og indira til. Ja og så en lille stribe dejligt kolde øl. Der var strømsvigt (eller planlagt lukning) hele dagen, aftenen og det meste af natten, så vi nød vores middag i stearinlysets skær. Efter denne dejlige oplevelse gik vi videre til Den Grønne Café, hvor vi nød nogle solide gin og tonic. Det blev sent før vi kom hjem, men der var meget at få talt om. Toiletoplevelsen på Den Gønne var ikke noget jeg føler trang til at gentage. Vi begav os ned i dybet af trange gange med muddergulv og endte tilsidst et sted med et par huller i jorden. De + gulvet rundt om var grundigt brugte, men vi fik klaret det, vi kom for.

Den 3. Marts var ingen af os helt på toppen, men som altid sker der uventede ting. En 6.gangsføende kom ind båret af slægtninge i nogle timer i en bærestol. Orificium udslettet ( livmodermunden helt åben og klar til fødsel), men ikke om jeg kunne nå op til noget som helst andet end en stor hindeblære og en prolaps af en eller anden art. Heldigvis var Tekle lige på fødestuen, så der var hjælp at få. Hindepunktur og kæmpemængder fostervand for en gangs skyld klart samt fremfald af en arm og det, der siden viste sig at være en enorm collumlæbe. Det slog nu ikke Tekle ud, en rolig mand, når han ikke lige er hidsig. ”Lad os give hende et par timer”. Det blev til godt 4 timer, men sørme om det ikke lykkedes at få født naturligt. Et godt barn og en glad mor, som så i dag har været nede til BTL (bilateral tubar legation = sterilisering). Så i morgen kan hun nok klare den 4 timers vandretur tilbage til sin landsby og være glad for, at der ikke bliver flere børn.

Efter den begivenhed nød Steve, Leoni og jeg en pragtfuld gåtur ud af byen med et smut forbi en ”café” = et snavset bord i en baggård blandt høns, geder og en flok familiemedlemmer. Den slags kræver at der er en mand tilstede, så hvad skal jeg gøre, når Steve er rejst og tørsten melder sig? Så har jeg kun Tekle tilbage og tyskeren Michael. Ja det skal nok gå.

I dag er det så den 4.marts, og ikke så snart var jeg kommet indendøre, før første katastrofe meldte sig. En førstegangsfødende kom efter et par timers transport – det er nødt til at blive lyst, før man kan begive sig afsted fra landsbyerne. Endnu engang udslettet orificium. Tykt grønt fostervand. Hun pressede, alt hvad hun kunne, men hjertelyden var faretruende. Vi forsøgte med sugekop, men det er genbrugs-kiwikopper, som ikke hænger for godt fast, så den sprang af et par gange og blev erstattet af en tang, som klarede sagen. Et lidt medtaget barn som dog hurtigt rettede sig, og nu har det super sammen med sin smukke mor. Knap færdig med oprydningen står den næste førstegangsfødende i døren og presser. Også hun transporteret over lang afstand. Ansigtsstilling og en grusom dårlig hjertelyd. Leoni var lige i nærheden og med en tang blev barnet hurtigt forløst, men livløs var hun og genoplivning ikke mulig. Det lykkedes at få helt fin hjerteaktion, men hun gjorde aldrig det mindste forsøg på at trække vejret . Hun havde sikkert indre misdannelse, ihvertfald var hun født med ret udpræget struma. De lider i den grad af jodmangel her, så de har skjoldbugskirtler på størrelser med håndbolde. Salt tilsat jod kan klare det problem, men oplysning mangler. Pigen blev rørt ved og set af sin mor, inden hendes hjerte holdt op med at slå efter godt 1 time. Moren ville dog ikke holde hende, så jeg sad med hende til hun døde. Dog et kæmpeskridt at moderen gik med til at se og røre sit barn. Nu står barnet indpakket i plastik og lagt ned i en papkasse fra en eller anden sygehusartikkel med sengenr. på : F7. 15.30 gik jeg hjem og nød at vaske op, mangler dog en opvaskebørste, og en sådan findes ikke at købe her.

Efter opvasken gik turen op i byen. Vi har haft en længere strømafbrydelse i dag, og så kan vores hushjælp ikke bage brød til os, så det var bare op og se om en bager havde haft heldet med sig. Dejligt brød fandt jeg mellem menneskemylderet, køerne, gederne, lastbilerne, minibusserne og alt det andet. Jeg fandt en dejlig bagvej hjem efter også lige at have forsynet mig med en papaya og 2 mangofrugter. Alt i alt 10 birr = ca 4 kr.

3.april 2010.

En måned er gået uden ro til at skrive!!!! Nu er der stille, og jeg har nydt en god ugestid alene i ”mit” hus. Om et par dage kommer Kate, den engelske jordemoder, som jeg skal dele hus med. Spændende hvordan det kommer til at gå.

Fredag den 5 . marts tror jeg var ½ arbejdsdag, som jeg ikke har noteret noget om. Eftermiddagstur med Leonie afsluttet med en øl på Cheru uden mandligt selskab.

Sent på eftermiddagen kom cykel-holdet fra Addis, og så blev der gang i alt ting. Vi havde 3 overnattende og Steve havde 2 overnattende. Alle trængte til et varmt bad og vandet var afbrudt i Steves hus, så der var et sandt leben hos os. Kokkepigen lavede aftensmad til os alle, og der blev snakket o.s.v. Ingen fejl på cyklisterne, men lidt hårdt eftersom jeg egentlig kun trængte til fred og ro, når jeg ikke lige var på arbejde.

Lørdag den 6.marts mødte jeg som vanligt kl 8.15 og måtte haste afsted til kejsersnit. Et initialt dårligt barn, som dog fik det OK efter behandling. Moderen havde de mest forfærdeligt angrebne hænder og fødder med helt ”opløste” og manglende negle og dybe, blødende revner. Hun var tilmed døv. Ingen af de adspurgte læger kunne stille en diagnose, så det blev der ikke gjort mere ved.

Frokostspisning med cyklisterne, og derefter gik Leonie og jeg med på adventisternes lørdags-trekking. En pragtfuld tur, men meget,meget varm. Petra bad for og velsignede en herlig gammel etiopisk kvinde, vi mødte langt oppe på bjergkammen. Håber det hjalp hende!

Aftensmad blev indtaget på restaurant med cyklisterne, Steve og Leonie. Endnu engang tibs og indira.

Jeg havde lige et lille afbræk i skriverierne for en lille indkøbstur, hvor jeg gik og tænkte over mit rejsebrev. Når jeg går tilbage i min kalender og ser på hver dags optegnelser og så forsøger at gengive det her, blir det bare en lang opremsning og fødselsbeskrivelser. Det er der ingen mening i, så jeg vil nøjes med at fortælle om enkelte episoder/oplevelser, som har gjort mest indtryk i marts måned.

Ja, jeg er her jo for at prøve at forbedre udkommet for mødre og børn, så det er klart jeg kredser om det emne. Vi har stille dage og kaotisk travle dage. Af de sidstnævnte kan jeg fortælle om den 18.marts (min nieces fødselsdag). Alt starter fredeligt, og jeg har god tid til ammevejledning efter stuegang, men ved middagstid bryder ”uvejret” løs. Vi er jo aldrig på forhånd adviceret om, hvem der kommer. Ingen telefonopringninger inden ankomst. Kvinderne kommer gående, blir båret ind af familiemedlemmer eller kommer via skadestuen. Først ankommer en flergangsfødende med blødning uden veer. Hun er ikke til termin og bliver lagt på afdeling til efterfølgende ultralydsscanning m.m. Lige efter blir en blødende kvinde båret ind på fødestuen af flere familimedlemmer. Hun er kun lige ved bevidsthed, og da jeg løfter på den gennemblødte kjole, ser jeg ud over massiv blødning en hånd stikke ud af skeden. Ingen hjertelyd, men ikke muligt at forløse barnet vaginalt, så hun får lavet kejsersnit. En stor død pige forløses. Livmoderen er flosset i flere retninger, og det vil være forbundet med allerstørste livsfare for kvinden at blive gravid igen, så lægen vælger at sterilisere kvinden ved samme lejlighed uden tilladelse. Ud over at livmodren var bristet havde moderkagen også løsnet sig. Hun havde i forvejen 2 levende børn. Ved samtale med den bekymrede ægtefælle får jeg at vide, at kvinden har presset i 3 timer i hjemmet uden at kunne få barnet ud. Det var nat, så de måtte vente på lidt lys, inden de kunne starte rejsen til sygehuset. Først skulle kvinden bæres ud til en bilvej og derefter køres til sygehuset. En rejse på ca. 5 timer. Blødningen var startet i bilen. Efter beretningen udtrykte manden ønske om, at kvinden kunne blive steriliseret (her synes det at være kvinderne, der lægger krop til steriliseringen), og jeg kunne så berolige ham med, at det havde vi allerede set os nødsaget til. 5 minutter efter jeg er tilbage fra operationsstuen kommer en flergangsfødende og presser ved ankomsten. Angiveligt til termin. Ud kommer i en vældig fart et levende barn på 1640 g, mager som en koncentationslejer fange og givetvis fuldbåren. Det barn klarede sig fint og arbejdede som en sugemalle på at gøre noget ved fedtdepoterne. Kunne udskrives efter få dage. Et par timer efter kommer en andengangsfødende ind ad døren med presseveer. Første barn dødfødt. Hun føder hurtigt en dejlig levende dreng . Så var jeg også ved at være godt træt og klar til at vende tilbage til vores fredelige hus.

En lille hyggelig fødegangsoplevelse: Jeg tog mig af en lille ung førstegangsfødende med barn i ansigtsstilling og plan om at føde vaginalt. Jeg kunne tydeligt se og palpere en fyldt blære, og her resultere det i kateterisering, men da det nu er bedre for blæren, urinrøret m.m. (ikke mindt fordi engangskateterne blir brugt mindst 100 gange efter at have ligget i klor i 20 minutter) opfordrede jeg hende til at komme ud af ”sengen” og ud på toilettet, som består af bruseniche og et toilet, som vi kender dem. Hun gik ind i brusenichen og lagde an til at tisse. Jeg pegede på toilettet. Hun så forundret og spørgende på mig, hvorefter hun elegant hoppede op på toiletsædet med fødderne, satte sig hugsiddende og fik tisset. Sådan kan det også gøres!!!

I slutningen af marts kom en engelsk videofotograf for at lave PR- arbejde for Maternity Worldwide UK. Han var et behageligt menneske at være sammen med, og jeg fik lejlighed til at køre med ud til en landsby sammen med ham, hans etiopiske fotomedhjælper og etiopiske tolk samt kvinder fra de lokale regeringskontorer. En meget spændende oplevelse, selvom jeg kun var med lidt på sidelinien. Der var mødt rigtig mange kvinder op, og der blev giver sundhedsfremmende undervisning og snakket microlån. En af kvinderne fremviste stolt sin produktion af høns og får startet op på microlån. Vejen ud til landsbyen var absolut en-sporet og endte ved landsbyens ”helsecenter”. På et tidspunkt mødte vi en lastbil, iøvrigt det eneste køretøj vi stødte på på den 30 minutter lange køretur, som havde været ude med skærver til et nybyggeri ved helsecentret. Det medførte en lang tur i bakgear for vores firehjulstrækker med faretruende stejle skrænter lang vejkanten. Uha lidt uhyggeligt! Vejen hjem til Gimbie klarede fotografen og jeg til fods sammen med den kvinde, der havde vist os sin produktion. Ikke alene var det en meget smuk (og varm) tur, men meget interessant at hilse på alle vi mødte på vejen og se kvindens fortælling om, hvad hun havde oplevet, og hvad vi var for nogle størelser. Vi kunne selvfølgelig ikke forstå et ord, men kropssproget forstod vi fint. Jeg fik således oplevet lidt af de rejser som fødende kvinder må ud på, hvis de skal have hjælp under forløbet. Jeg har foreslået Paul, sygehusdirektøren, at man indretter et sted, hvor højgravide fra de fjerne landsbyer med plan om at føde på sygehuset kan overnatte. Faktisk findes der allerede et par huse under tag, som oprindeligt var tiltænkt noget andet, som nu er opgivet. De kunne måske bruges. Jeg vil prøve at arbejde videre med det.

4.april 2010.

Endnu en lang arbejdsdag med stærke indtryk. Heldigvis mødte jeg meget veludhvilet op. Havde haft den roligste nat siden jeg kom hertil. Ingen insektbid, ingen larmende hunde (eller også har jeg bare vænnet mig til dem), ingen højtalere fra minareter eller andre steder og en dejlig frisk luft efter en god gang regn! Pragtfuldt!!!!!!!!!!!!

På fødegangen var der travlt. En 4.gangsfødende havde været der siden midnat uden progression med vandafgang og gode, pinagtige veer. Noget var helt galt! Efter at have undersøgt hende sendte jeg besked til Tekle om at komme. En ultralydsscanning bekræftede Tekles mistanke om hydrocephalus (vand i hovedet). I løbet af 2 måneder har der været i hvertfald 4 misdannede børn i samme kategori: 1 hydrocephalus, 1 hydrocephalus + myelomeningocele (=barnet idag), 1 myelomeningocele, 1 anencephal + myelomingocele ud af < 300 fødsler. Et alt, alt for stort tal. Gad vide om det alene forårsages af den folinsyrefattige kost? Der spises meget lidt grønne grønsager, og der er selvfølgelig ingen kosttilskud til gravid end sige til kvinder, der ”planlægger” graviditet. En opgave for Maternity Worldwide i oplysningsarbejdet. Det sidste hydrocephalusbarn blev forløst ved kejsersnit, men da forældrene ikke havde råd til at rejse til Addis Ababa til behandling af barnet (måske også udsigtsløst) drog de efter et par dage hjem med barnet som så kort efter døde. Det ville blive samme skæbne for barnet idag, så løsningen blev craniocentesis med udtømmelse af store mængder ”vand” fra kraniet, hvorefter barnet kunne fødes. Ud over vand i hovedet havde barnet også myelomeningocele uden huddække, så overlevelse havde ikke været mulig under disse himmelstrøg og omstændigheder. Efter en lille frokostpause var det næste problem dukket op. En 3.gangsfødende uden levende børn. Første barn født på klinik, død ved fødslen. Andet barn født i hjemmet, død ved fødslen. Vandafgang i 36 timer og pressetrang i lang ikke nærmere præciseret tid. Rejst meget langt for at nå frem til hjælp. Efter kort observation og undersøgelse fik hun lavet kejsersnit og fik en herlig sprældlevende dreng. Han var kilet helt forkert ned i bækkenet og var aldrig sluppet ud den naturlige vej. Lige tilbage fra operationsgangen kom næste problem. En 1.gangsfødende med vandafgang nærmest som mekonium og dårlig hjertelyd. Alle var klar og parat. Operationsstuen hurtigt ”dækket” op igen. Endnu et kejsersnit og endnu engang et levende barn. Næste problem ventede på fødegangen, men det overlod jeg til natholdet og dr.Tekle.

Efter sådan en dag er det pragtfuld at komme hjem til et stille hus og en pragtfuld udsigt. I dag lavede nok 20-30 ”svaler” med rød ryg opvisning i flyvekunst hen over dalen d.v.s. nærmest i øjenhøjde. Jeg funderede på, om det var tegn på, at der ville komme regn, som det er der hjemme i Danmark. Jeg har ikke set det før her. Samtidig noget højere oppe sejlede en kæmpe rovfugl rundt. Pragtfuldt!

Aftenen kan jeg nyde med lidt musik og læsning. Internettet er igen ikke kontaktbart. Det varede ca. 4 timer sidst vi var på. Godt man ikke er afhængig af den slags moderniteter!!!!!!!!!

6.april 2010.

Tidlig morgen døde en eklamptiker til termin. Da jeg mødte ind var en tvillingemor lige kommet ind med angiveligt 2 levende børn og en fastsiddende placenta. Den ene tvilling var død kl 8.30 og den anden tvilling havde en temperatue på 33,4 grader. De vejede godt 1600 g hver især. Den ene tvilling så ud til at klare sig efter at være blevet varmet op. Midt i dette virvar gik der overgang i et kabel, så det slog gnister og begyndte at ryge. Kablet var samlet på en yderst ”ulovig” facon og udgik fra fødestuens eneste stikkontakt. Jeg havde faktisk i ret lang tid bedt elektrikeren om at se på det. Nu blev det så sandelig lavet!! Uden stikkontakt kan vi ikke give ilt til nyfødte i nød eller for den sags skyld til mødre i fare, som kvinden der døde i nat.

Efter formiddagens oplevelser og en frokost med Kate i vores hus havde jeg en hyggelig næsten normal fødsel med en førstegangsfødende (tykt grønt fostervand, S-drop, 9-10 tilskuere)

Rundvisning i Gimbie for Kate og en øl på Cheru. Aftensmad i vores hus med Mosina, vores nye maneger. Det er rigtig lovende at han er kommet.

9.april 2010.

Den 7. Brugte jeg en del tid på forhandling om betaling af transport og indlæggelse i Addis af den unge kvinde som fødte anencephalt barn og kom tilbage på sygehuset efter en uge med formentlig en dyb venetrombose i venstre ben. Sikker diagnose kan ikke stilles her og behandling ikke gives, så hun skal til Addis og familien har ingen penge. Han er daglejer og tjener 6-7 birr pr dag, dvs. ca 3kr. Det ser ud til at maternity kan give tilskud og Tekle og jeg vil så deles om mandes udgifter. Håber de kan komme afsted på lørdag og at det vil gå godt.

Om eftermiddagen var jeg til kejsersnit på en 6.gangsfødende med blødning. Det viste sig at være en partiel abruptio. Den nyfødte pige var ret medtaget, men rettede sig efter sugning, intubering og iltbehandling. Desværre havde hun flere synlige misdannelser. En extra finger på hver hånd, klumpfødder og blindhed samt en mærkelig gumme i overmunden. Hun døde nærmest ubemærket den 8. om formiddagen. Om eftermiddagen fødte Kate med en førstegangsfødende. Lidt langt forløb. Om aftenen var der langt om længe internetforbindelse igen, så vores gåtur blev ændret til læsning og skrivning af mails istedet.

Den 8. mødte vi ind til morgenkaos. Afløserne var endnu ikke mødt, så der var en fødende til Kate og en til mig. Min kvinde fødte få minutter efter, jeg var kommet, ukompliceret. Kate stod med en situation hun ikke helt kunne finde ud af. Da jeg undersøgte kvinden kunne jeg fint tælle 5 tæer på barnet, men ikke nå sædet. Tekle var allerede kaldt. Vi diskuterede lidt om der var 1 stort barn eller tvillinger. Kvinden havde 4 børn hvoraf de 2 ældste var et hold tvillinger. Inden Tekle dukkede op var vandet gået og føderne født. Det blev en fin sædefødsel med 1 stort barn, 3800 g, hvilket er meget stort her, og ikke en rift på kvinden. Herefter var jeg med til udskrabning efter endnu en ukomplet abort, som så ud til at være en mola graviditet, så der blev aftalt kontrol om 4 uger. Det var anden gang jeg deltog i, hvad der er jordemoderarbejde her. Udskrabningen foregår uden bedøvelse, og der udskrives efter 4 timer.

Siden var der stille, og Kate og jeg tog fri ved 15-tiden og gik lang tur. Vi gik bl.a. på en blind vej og for enden af den, var der et indhegnet område, som vi ikke kunne se, hvad var. Vi spurgte et par vagter og kunne ikke forstå, hvad de svarede, men pludselig var de igang med at kropsvisitere os og inddrage kameraer og mobiltelefoner m.m.. Vi ville dog hellere gå igen, men det endte med, at vi fik udleveret vores udstyr igen samt et besøgskort til at hænge om halsen og så ført ned i en bygning og ind på et kontor. Her fik vi så endelig svar på, hvor vi var havnet: I et fængsel! Han ville vide, hvad vi var der for, men det var ikke let at kommunikere. Vi fik dog gjort klart, at vi meget gerne ville fortrække igen og blev så ført tilbage til porten omgivet af maskingevær bevæbnede vagter. Sikke en oplevelse. Derefter var der indkøb af diverse frugter og grøntsager og så hjem i bad.

Fredag den 9. April 2010.

På morgenstunden stille, men efter stuegang kom problemerne. Først opnåede vi en aftale på stuegang med den lile unge pige med anencephalt barn og nu venetrombose formentlig. Hun og manden tager bussen til Addis Ababa i morgen og henvender sig på skadestuen på Black Lion hospitalet i Addis, hvor hun så angiveligt kan blive indlagt umiddelbart. Maternity Worldwide gav 1000 birr og Tekle og jeg hver 500 birr. Det er ikke sikkert det dækker deres udgifter, men hvis de ikke kan betale på hospitalet, er der en eller anden regeringsaftale om eftergivelse af regningen. Jeg håber det passer. Manden har lovet at give besked om forløbet. Jeg håber bare han kommer hjem med en rask og levende kone!!!!!!

Efter stuegangen havde vi så en ret kraftigt blødende kvinde men erkendt prævia. Der var problemer med at finde papirerne, så det tog sin tid inden vi var klar til kejsersnit, men udkommet var godt: En dejlig dreng på 2600 gram og samtidig en sterilisering.

Eftermiddagen er for skiftende personale gået med ”afhøringer” om situationen da eklampsi-kvinden døde. Familien truer med sagsanlæg og med at gå til pressen. Der er store problemer, da det er en politisk magtfuld familie og et valg nærmer sig. Vi må se, hvor det hele ender.

Jeg har sagt farvel til min lille bange kvinde, som i morgen drager af til Addis Ababa. Det gjorde mig næsten grædefærdig..

Søndag den 11.april 2010.

Jeg prøver at holde fri lørdag og søndag, for ikke at ”udbrænde”. Det lykkedes fint igår lørdag. Kate (den pragtfulde engelske jordemoder, som jeg nu deler hus og liv med) og jeg havde bestemt os for en vandretur i bjergene omkring os og drog afsted omkring kl 8.30, mens det stadig var en behagelig temperatur. Vi vandrede nordud af byen ud til kaffefabriken, hvor vi blev vist rundt under megen jubel. De kedede sig vist lidt, foralle kvinderne holdt fridag, så det kun var en håndfuld mænd, der var på arbejde. Efter fabriksbesøget drejede vi ind på en lille sidevej vest for hovedvejen. Vi vandrede herefter igennem de mest pragtfulde landskab og mødte af og til slidsomme etiopir med diverse byrder at slæbe. Men et enkelt ”farjada” = goddag udløser hver gang store smil og genhilsner. Fotografering er sjovt, for alle stiller gerne op og er ved at flække af grin, når de ser resultatet på den lille skærm. Vi vandrede op og ned og var så heldige at fare vild et par vild. Det heldigste var næsten, at vi var helt enige om, at vi gik i den helt perfekte retning, indtil vi mødte Gimbie-folk, som fik sig et godt grin, når vi spørgende pegede i den retning vi mente var den rette og sagde ”Gimbie?”. Mærkeligt nok pegede de i den stik modsatte retning og sagde ”Gimbie!!!!” Vi så pragtfulde landskaber, smukke mennesker, sjove aber, pragtfulde fugle, skønne blomster, afsindigt fattige beboelser m. m. Vi mødte et par kvinder ved deres hytte. De havde hver deres skønne lille barn på armen og stillede gerne op til forevigelse. Jeg MÅTTE lige ae en af ungerne over håret. ØV, jeg havde glemt traditionen med at lægge nogle klatter surt, harskt lugtende smør på hårtoppen for at beskytte mod onde ånder. Vi nåede til Gimbie ved 15-tiden godt trætte og tørstige, men også glade og veltilpasse.Aftenen blev nydt i hjemmet med hver sin bog og en tidlig ”kalden” fra sengene blev ikke overhørt.

Idag søndag gik vi op på sygehuset for at gå stuegang og se, hvoran det var gået, siden vi forlod fødegangen om fredagen. Der havde været normale fødsler, et kejsersnit og en dødfødsel. Triste konstateringer. Efter stuegang ordnede vi forskelligt praktisk og fik diverse oplysninger af Tekle, hvorefter vi gik hjem til tidlig frokost. Løbet tør for købevand, Highland, bestemte jeg mig for at smutte op til nærmeste butik, men ville lige se, om alle havde haft mullighed for at spise frokost. Det havde Diribe ikke, så jeg sendte hende afsted og satte mig til at læse om HIV behandlinger af nyfødte. Ingen fødende. Men hastigt blev jeg hevet ind til en pige, der havde aborteret tidligere på dagen. Sygehjælperen kunne ikke måle blodtrykket, og pigen så rigtig sløj ud. Mens jeg målte blodtryk, blev en kvinde båret ind. Hun pressede på livet løs. Det viste sig dog hurtigt, at det havde hun gjort i timevis. Hun kom fra regeringshospitalet, som ikke har kunnet få ansat obstetrikker eller bare kirurg. Men forud for det hospitalsbesøg havde hun været ude på en 4 timers køretur. Jeg kunne ikke finde hjertelyd, og det var bestemt ikke en almindelig hovedstilling barnet forsøgte at komme ud i (jeg blevsnydt til at tro det var en sæde/fodstilling. Jeg fik hurtigt kaldt dr.Tekle, som kunne konstatere dødt barn i ansigtsstilling. Vi var nødt til at udsætte den lille kvinde for et kejsersnit, ellers ville livmoderen briste. Det var slemt, men hun klarer sig og har 2 raske drenge derhjemme. Godt hun kom. Ret meget senere ville det have kostet også hende livet.

Resten af eftermiddagen blev holdt fri, og vi gik på en stille indkøbstur. Vi fremstillede endnu et dejligt vegetar måltid .Kogekonen er uvist af hviken grund holdt op med at lave mad til os. Endnu en begivenhedsrig dag er til ende og søvn skal gøre godt.