Fistelprojekt – et værdigt liv
WHO estimerer, at to millioner kvinder i den tredje verden lider af fistler, der er opstået i forbindelse med fødsler. En fistel kan opstå hos kvinder, som enten endnu ikke er færdigudviklede eller som er mindre robuste som følge af fejlernæring.
Hvis kvinden ikke har adgang til et kejsersnit, kan en langvarig fødsel vare op til en uge, hvorved vævet omkring skede, blære og endetarm ødelægges. Herefter kan kvinden ikke holde på urin og/eller afføring. En fistel medfører så voldsomme gener, at kvinden ofte udstødes af sin familie og af samfundet. Den eneste behandling er en operation, der lukker hullerne og genopbygger bækkenorganerne.
MWW opererer kvinder med fistler af flere grunde. Vi ønsker at medvirke til, at kvinder med fistler igen kan leve et anstændigt liv. Fistler er ligesom mødredødelighed konsekvensen af manglende fødselshjælp.
Ved at sætte fokus på fistler, fortæller vi om, hvilke komplikationer, der kan undgås, når der tilbydes professionel fødselshjælp.
