Safe Birth projektet – kvinders ret til en sikker fødsel



Safe Birth projektet består dels af et vouchersystem, som dækker hospitalsregningen i forbindelse med fødsel, dels af 48 kvindegrupper, som er omdrejningspunktet for udbetaling af mikrolån til kvinder samt undervisning i forebyggelse og sundhed.
 

Vouchersystemet hjælper de kvinder, som har en kompliceret fødsel og som ikke kan betale for livsnødvendig fødselshjælp på hospitalet. Med en voucher i hånden får kvinderne adgang til hospitalshjælp for 15 kr. i modsætning til 500- 1500 kr., som er prisen for en kompliceret fødsel. Det svarer til mere end en årsløn for de fleste.

Ordningen administreres delvist af kvindegrupperne, som har ansvaret for at fordele voucherne. Siden MWW startede sit arbejde på hospitalet er antallet af fødsler steget fra ca. 500 til 1500 om året. Et meget målbart resultat af vores arbejde.
 

Undervisningen i kvindegrupperne tager udgangspunkt i en styregruppe med deltagelse af bl.a. ministerierne for uddannelse, landbrug og sundhed samt kirkerne i området og MWW selv. Der undervises i hygiejne, vaccinationer og ernæring samt graviditeter og fødsler, herunder tegn på, hvornår man skal søge hjælp på et hospital, fordi en fødsel har et unormalt forløb.
 

MWW har yderligere oprettet en pulje til mikrolån, som også administreres af kvindegrupperne. Kvinderne låner 200 kr. og kan for det beløb købe afgrøder, høns eller andre varer, som kan forarbejdes og sælges videre. Pengene betales herefter tilbage over 2 år for derefter at gå videre til nye lån. Mikrolån styrker kvindens rolle i samfundet og skaber et bæredygtigt økonomisk fundament for den enkelte familie og dermed for hele samfundet.
 

De 48 kvindegrupper er i sig selv med til at styrke kvindernes netværk og beslutningskraft. De giver stemme til en gruppe, som før stod uden for indflydelse.
 

Adress Maternity Worldwide

© Maternity  Worldwide    CVR nummer: 31669227    TEL 2534 8662    info@mww.dk